Uendelig kærlighed // Mathias Gidsel

Kapitel 17

Kapitel 17 - Tag den med ro

Onsdag d. 11. december 2024

Jeg vågner forvirret op og kigger rundt i det hvide rum. Min ryg gør ondt og så kommer alle minderne tilbage fra hvad der skete i går. Jeg kigger på Mathias og håber han er vågnet men det er han ikke. Jeg tager hans hånd og kysser den.

"Gid det bare havde været et mareridt" siger jeg stille for mig selv. Jeg kigger på klokken. Den er 8.

"Åh Luna skat" er der en kvinde der siger. Jeg kigger op og ser Mathias' mor, Helle, i døren.

"Helle" siger jeg og skynder mig op og krammer hende.

"Hvordan klarer du den?" spørger vi i kor på hinanden, hvilket får os til at smågrine.

"Jeg klarer den bedre, når Matti tager sig sammen og vågner" siger jeg. Helle nikker forstående og sætter sig over på stolen ved siden af ham og tager hans hånd.

"Jeg skal nok holde øje med ham, hvis du lige vil friske dig slev lidt op" siger hun kærligt. Jeg nikker og smiler taknemligt og går så ud af værelset. Jeg går ud på badeværelset og kaster lidt vand i hovedet. Jeg har heldigvis min taske med, hvor min hårbørste ligger i, så jeg børster også mit hår. Jeg sidder på badeværelset et stille tid og bare lige slapper af, inden jeg går ind til Helle igen. Hun smiler til mig. Jeg smiler tilbage og sætter mig på stolen på den anden side af sengen. Timerne går langsom men Helle og jeg prøver så godt vi kan at underholde hinanden - Helle fortæller mig flere historier om dengang Mathias var lille. På et tidspunkt rumler min mave.

"Jeg tænker jeg vil finde noget mad til os, Helle. Hvad vil du have?" spørger jeg og smiler til hende.

Hun ryster på hovedet "Jeg finder mad. Du bliver her" siger hun halvbestemt, hvilket får mig til at sætte mig på stolen igen og smile taknemligt til hende.

"Tak Helle" siger jeg. Hun går ud af værelset. Jeg rykker stolen tættere på sengen og tager Mathias' hånd. Jeg putter den op til min kind og 'læner' mit hoved i den. "Matti, du må vågne op snart. Vi skal planlægge et bryllup jo" siger jeg og mærker igen tårerne trille ned af mine kinder, uden jeg kan gøre noget for at stoppe det. Pludselig begynder tommelfinger på min kind af nusse min kind. Jeg fryser et sekund og kigger så op på Mathias' ansigt. Han smiler et svagt smil. Jeg tager hans hånd i mine hænder og mærker ham give mig et lille klem, hvilket får et stort smil til at brede sig over mit ansigt.

"Matti?" spørger jeg forsigtigt.

"mm" svarer han søvnigt. Jeg har lyst til at skrige og danse af jubel men jeg bliver siddende og smiler som den største idioti på jorden. Jeg kysser hans hånd og læner den mod mit ansigt igen mens jeg kigger på ham. Efter lidt tid, åbner han omsider øjnene og jeg mærker en kæmpe lettelse i mig.

"Hej skat" siger jeg og kravler halvt op i sengen, så jeg sidder på kanten. Han tager den ene arm rundt om mig.

"Hej" siger han stille. Jeg mærker tårerne trille ned af mine kinder igen men den her gang er det glædestårer. "Hvad skete der?" spørger han forvirret.

"Kan du ikke huske det?" spørger jeg. Han tænker et øjeblik og nikker så langsomt.

"Måske. Det hele er lidt sløret" siger han.

"Ja, lægerne har sagt at du har taget et ordenligt slag til hovedet, så du kommer til at tage den med ro et stykke tid" siger jeg. Han nikker.

"Okay, hvor lang tid var jeg væk?".

"Lidt over et døgn og må jeg tilføje det længste døgn i mit liv" siger jeg og smiler mens tårerne stadigvæk triller ned af mine kinder. Han tager sin hånd op og tørrer tårerne væk.

"Skat, ikke græde mere. Jeg er okay" siger han forsikrende.

Jeg nikker. "Ja..." siger jeg og snøfter. "Jeg ved det godt men jeg er bare så lettet over du er okay" siger jeg.

Han smiler. "Tak skat. Undskyld jeg kom til at skræmme dig sådan" siger han med et glimt i øjet. Jeg smågriner og ruller øjne af ham.

"Det vigtigste er bare at du er okay" siger jeg. Han smiler. "Men nu må jeg altså ringe til din mor. Hun kom her ned i morges og var så sød at gå ud efter aftensmad og så vågner du bare imens hun er væk".

Han smågriner og nikker. Jeg trykker hendes nummer ind og skal til at tage telefonen op til øret, da Mathias tager den ud af min hånd og selv tager den op til øret. Han snakker kort til med sin mor og få minutter senere står hun ved siden af sengen og krammer ham. Vi snakker med lægen, som fortæller at Mathias kan blive udskrevet i morgen tidligt.

"Tag hjem og sov skat. Du sover jo ikke godt her" siger Mathias, da klokken begynder at være mange og jeg sidder og hænger i stolen ved siden af ham. Jeg kigger alvorligt på ham.

"Jeg tager hjem når du tager hjem" siger jeg. Han smågriner.

"Du er så stædig" siger han drillende. Jeg kigger skeptisk på ham. Han smiler og rykker så til den ene side af en-mand-sengen. "Så kom her" siger han. Jeg smiler stort og ligger mig op til ham. Jeg ligger i hans arme og han holder tæt om mig. Vi slukker lyset og skal til at sove. Jeg ligger bare og lytter til Mathias' vejrtrækning.

"Du ved" siger jeg efter lidt tid.

"Ved hvad?" spørger han.

"Du burde ligge i mine arme. Jeg skal jo passe på dig" siger jeg.

"Jaja men jeg skal jo også passe på dig" siger han.

Jeg gisper fornærmet for sjov. "Jeg kan da godt passe på mig selv" siger jeg.

Han kigger ned på mig og kysser så min pande "Det ved jeg, skat. Men det behøver du ikke og jeg kan umuligt forestille mig det sidste døgn har været særligt fedt for dig" siger han. Jeg kigger skeptisk på ham.

"Hvad har din mor sagt?" spørger jeg.

Han smågriner "Nåe, ikke så meget. Bare at du havde sovet i en stol her første nat og nægtet at gå fra væk, faktisk nægtet ambulancer at køre afsted med mig uden dig og..-". Jeg åbner munden og kigger forvirret på ham. "Hvad?" spørger han.

"Hvordan ved hun det? Det har jeg ikke fortalt nogen" siger jeg forvirret.

Han smågriner. "Lasse havde ringet til hende". Jeg kigger endnu mere forvirret på ham. "Han regnede med at du ville opdatere min mor på hvad der skete og så fortalte han bare hvad der skete i hallen" fortæller han.

Jeg smiler. "Okay. Fint jeg står ved det men hvad nu hvis de ville kidnappe dig" siger jeg. Han ryster på hovedet og smågriner. Han kysser mig på panden.

"Du er skør" siger han. Jeg ruller øjne af ham "Men jeg elsker dig for det" tilføjer han.

Jeg smiler stort. "Jeg elsker også dig" siger jeg og putter mig tæt ind til hans varme krop. Mit øre er på hans bryst og jeg kan høre hans hjerte slå og mærke at hans brystet letter sig hver gang han trækker vejret ind og sænker sig når han puster ud.