Uendelig kærlighed // Mathias Gidsel

Kapitel 24

Kapitel 24 - VM igen

Onsdag d. 8. januar 2025

"Nej det er løøøgn. Helena, jeg sværger den mave vokser alt for hurtigt. Pludselig er du ikke gravid mere jo" siger jeg og omfavner hende. Hun griner. "Ej men du stråler jo" tilføjer jeg.

Hun kigger genert ned og smiler. "Tak Luna. Hvordan har du det?" spørger hun.

Jeg tager en dyb indånding og tænker kort inden jeg svarer "Jeg har det godt" siger jeg, ikke særlig overbevisende.

"Luna" siger hun bestemt.

"Helena" efterligner jeg.

Hun smågriner men ryster på hovedet "Det er mening du skal fortælle mig hvis der er noget der plager dig" siger hun og trækker mig ind i et kram, som jeg virkelig havde brug.

"Okay, jeg fortæller det i bilen. Vi skal køre nu, hvis vi skal nå til Danmark i tide" siger jeg og smiler.

Hun nikker og vi går ned i bilen. Jeg fortæller hende om min og Mathias' situation den anden dag og mærker jeg bliver meget påvirket af at tale om det. "Waow, hold da op. Jeg vidste slet ikke Mathias tænkte så meget over tingene" siger hun, da jeg er færdig med at tale.

Jeg sukker dybt "Nej heller ikke mig eller altså jo men ikke SÅ meget" siger jeg.

"Men hvad så nu? Er det fint?" spørger hun.

Jeg trækker på skulderne "Det tror jeg. Vi havde kun en halv dag sammen dagen efter, før han skulle til Danmark".

"Men har I skrevet sammen?".

"hmm, ja lidt men sådan, jeg er bare blevet usikker på, om han faktisk vil have mig der eller om han bare fik dårlig samvittighed over at gøre mig ked af det og derfor vil have jeg er" siger jeg og sukker bagefter.

Helena smågriner "Åh, Luna, du overtænker. Han elsker dig. Selvfølgelig vil han have dig der" siger hun opmuntrende.

Vi ankommer til hallen og for første gang i vores liv, er vi kommet i rigtig god tid. Vi går ud af bilen og jeg tager Helena i armkrog. Vi går ind i hallen og gravide-Helena har selvfølgelig brug for et toilet med det samme. Hun løber nærmest derud. Jeg venter på hende og vi går sammen ud til banen bagefter. Begge hold er på banen og varmer op. Jeg kigger efter Mathias og får øje på ham. Han ser ikke mig. Han er meget fokuseret. Helena tager min hånd og begynder at gå mod vores pladser.

"Luns" hører jeg en sige og genkender selvføgelig stemmen med det samme. Jeg vender mig og lige bag mig står han. Mathias.

"Matti" siger jeg og smiler. Helena giver slip på min hånd og går et par meter væk fra os. Mathias tager min hånd.

"Jeg var ikke sikker på du kom i dag" siger han stille.

Jeg lægger hovedet på skrå "Jeg var ikke sikker på du gad jeg kom i dag" svarer jeg stille tilbage.

Han kigger forvirret på mig. "Hvad?" spørger han.

Jeg gentager "Jeg var ikke sikker på du gad jeg kom i dag".

Han giver min hånd et klem "Selvfølgelig ville jeg det" siger han med et stort, hvilket får mig til at smile.

"Det er jeg glad for" siger jeg. "Føler du dig klar?" spørger jeg.

Han nikker "Ja, det er gået meget bedre end jeg kunne have forventet og nu er du her. Så alt er godt" siger han glad.

Jeg smiler "Det er da godt" siger jeg, da jeg ikke ved hvad jeg ellers skal sige. Han tager min anden hånd, og piller lidt ved min ring.