Uendelig kærlighed // Mathias Gidsel

Kapitel 8

Kapitel 8 - Du har glemt mig

Søndag d. 3. november 2024

Jeg sidder ved spisebordet og spiser noget frugt, da min telefon ringer. Det er Helena, jeg tager den.

"Hej søde" siger jeg glad i telefonen.

"Hej sweetie. Emil og jeg savner dig og Matti. Vi føler aldrig vi ser eller hører fra hinanden mere" siger hun med en smule tristhed i stemmen, og i samme øjeblik går det op for mig, at jeg ikke har fortalt hende om at Mathias har friet til mig.

"Hallo?" siger hun stille, da jeg ikke svarer.

"Ja, I har ret. Men altså, Mathias er godt nok ikke stået op endnu men hvis I har tid, så kan vi kigge forbi senere?" spørger jeg.

"JA!" udbryder hun højt. Jeg kan nærmest mærke hendes smil gennem telefonen, hvilket også får mig til at smile. 

"Perfekt, jeg vækker Mathias og så kører vi når han er klar" siger jeg.

"Yay, vi ses" siger hun og lægger på. 

Jeg stiller skålen med frugt i køleskabet og går ind i soveværelset, hvor Mathias stadigvæk sover tungt. Jeg lægger mig ind til ham i sengen og nusser hans hår. Han åbner stille øjnene og kigger søvnigt på mig. Jeg smiler. "Godmorgen sovetryne" siger jeg.

Han smiler og trækker mig ind i et kram. "Tænk at du er vågnet før mig. Det må være første gang" siger han drillende.

Jeg griner. "Så så, du er da morgenfrisk" siger jeg.

Han griner og trækker mig tættere ind til sig. "Jeg ku godt ligge her hele dagen med dig"  siger han.

"Mmm også mig men det kan vi ikke" siger jeg.

Han kigger forvirret på mig "Hvorfor?" spørger han.

"Helena ringede og spurgte om vi ikke kom på besøg hende og Emil. Det er lang tid siden. Jeg har ikke engang fået fortalt hende, at vi er forlovet" siger jeg og bliver fanget af ordet 'forlovet', som giver mig sommerfugle i maven, hver gang jeg tænker eller siger det. Jeg smiler for mig selv, men Mathias ser det selvfølgelig. Han smiler også.

"Så må vi nok hellere besøge dem. Jeg har faktisk heller ikke, fortalt Emil det" siger han og skær en grimasse. 

Jeg smågriner "Det er for dårligt af os. De er vores bedstevenner".

Han nikker og griner med mig "Ja, så det er nok en god ide at tage derhen i dag. Jeg tager lige et bad og gør mig klar. Så kan vi køre" siger han.

Jeg nikker "God ide" siger jeg. Han kysser mig hurtigt inden han skynder sig ud på badeværelset for at gå i bad. Jeg gør lidt rent i lejligheden mens jeg venter på ham. Jeg står og tørrer bordet af i køkkenet, da han kommer derud.

"Så er jeg klar" siger han. Jeg kigger overrasket på ham.

"Det er var godt nok hurtigt. Jeg er i chok" siger jeg og griner. "Vidste ikke du kunne være så hurtig" siger jeg drillende.

Han ruller øjne af mig "Det er god med dig. Lad os komme afsted" siger han og lægger sin arm rundt om mig. Vi går ned i bilen og kører så afsted mod Flensborg. På vejen, holder vi ind og køber en buket blomster som en lille 'vi-har-savnet-jer-gave'. 

Mathias parkerer bilen foran deres lejligheden og vi går ud. Han tager mig i hånden og vi ringer på. Det tager kun små 10 sekunder, inden døren er flået op og Helena omfavner mig i et kram. Hun holder mig tæt og jeg gengiver krammet. "Jeg har savnet dig så meget" siger hun. Jeg smiler stort.

"Jeg har også savnet dig så meget" siger jeg. Hun trækker sig og giver så Mathias et kram.

"Emil er lige ude og handle men han er på vej tilbage" siger hun. Vi smiler og nikker tilbage. Hun træder nu et skridt tilbage og jeg kan se hun får øje på ringen på finger. Hendes øjne lyser op og et stort smil breder sig over hendes ansigt.

"NEJ!" siger hun.

Jeg griner. Hun tager fat i min hånd og nærstuderer ringen. "NEJ HVOR ER DEN SMUK" råber hun af glæde. 

Jeg smiler stort og nikker "Ja".

Hun puffer til Mathias, "så faldt du alligevel på knæ for hende, var?" spørger hun drillende.

Han griner og tager en arm rundt om mig. "Det var svært at lade vær" siger han og smiler. 

Hun smiler og vender så opmærksomheden tilbage mod mig. "Ej Luna, hvornår?? Altså, hvorfor har du ikke fortalt noget??" spørger hun og laver for sjovt et surt ansigt.

Jeg griner "Det skal jeg nok fortælle dig, men kan vi ikke gå indenfor?" spørger jeg grinende.

Helena griner mere og nikker inden hun rykker sig til siden, så vi kan komme ind. Vi tager vores sko af og sætter ind i stuen. "Nu fortæl" siger hun spændt.

Jeg griner og fortæller hende om frieriet. Mathias sidder ved siden af mig og smiler gennem hele samtalen. Helena sukker drømmende, da jeg er færdig med at fortælle det. "Mathias, tror du ikke du kan overtale Emil, til at det snart er tid??" spørger hun og griner.

Mathias griner og trækker på skulderne "Du kender ham bedre end mig. Kan jeg det?" spørger han drillende.

Helena sukker og ryster på hovedet "Desværre ikke" siger hun og griner. I samme øjeblik går døren op og Emil kommer ind. Mathias er hurtigt oppe og henne ved ham. De omfavner hinanden i et kram. "Det er en evighed siden mand!" siger Emil.

"Ja, altså, hvornår kommer I ned og spiller mod os?" spørger Mathias. De begynder at stå og snakke lidt sammen.

"Jeg skal også fortælle dig noget andet" siger jeg lavt til Helena.

Hun kigger skeptisk på mig "Er der allerede knas?" spørger hun usikkert.

Jeg ryster halvt på hovedet og trækker lidt på skulderne "Ikke rigtigt men altså, drama er der i hvert fald" siger jeg og griner lavt. 

"Kom, vi kan lave mad, så kan du fortælle imens" siger hun og griner. Jeg nikker. Jeg siger hej til Emil og så går Helena og jeg i køkkenet for at lave mad. 

"Så fortæl" siger hun spændt. Jeg fortæller hende om alt dramaet med Isabella, først bare på holdet og så pludselig blandt venner og familie også.

"Ej hvor vildt. Hun er da crazy men vi har i hvert fald ikke hørt noget" siger hun og smiler.

Jeg smiler tilbage "Det er da altid noget" siger jeg. 

"Men tænkt engang. Du er forlovet!" udbryder hun så.

Jeg nikker og smiler. "Ja, det er ærligt en drøm. De fleste morgener, vågner jeg og tror det hele er en drøm" siger jeg og griner over hvor fløde det lyder.

Helena smiler bare drømmede til mig "Håber bare det bliver mig en dag" siger hun med længsel i stemmen.

Jeg smiler til hende "Det gør det da" siger jeg sikkert.

"Tror du?" spørger hun usikkert.

"100%!" siger jeg.

Hun smiler til mig og skærer videre i den agurk, hun er i gang med. "Men jeg kan stadigvæk ikke tro, du har glemt at fortælle det til mig" siger hun og laver en sur mund til mig.

Jeg smiler. "Jeg ved det, altså, ja jeg har absolut ingen undskyldning. Sorry Helena" siger jeg. Hun griner og trækker mig ind i et kram.

"Det er okay, Luna. Det lyder til at dit hoved har været fyldt nok og det er vel kun en lille halv måned siden" siger hun.

Jeg nikker stille "Ja, det er det men stadigvæk. Du er min bedsteveninde" siger jeg.

Hun nikker "Og du er min. Så alt er godt" siger hun glad.