Uendelig kærlighed // Mathias Gidsel

Kapitel 30

Kapitel 30 - Redningsmand

Søndag d. 23. februar 2025

"Vi ses skat" siger jeg og går forbi Mathias, som ligger helt fladt på sofaen. 

"Hey" siger han. Jeg griner og går tilbage til ham. Jeg kysser ham et langt kys. "Jeg elsker dig" siger han.

Jeg smiler. "Jeg elsker også dig" siger jeg.

"Skriv når du er fremme og please lad vær med at gå alene hjem. Jeg hader det. Berlin er altså ikke sikker alene om natten. Jeg vil hellere du ringer og vækker mig så jeg kan gå dig i møde, hvis dig og Oliva ikke følges hjem" siger han halvbestemt men også med bekymring i stemmen.

Jeg smiler kærligt til ham. "Vi skal bare have et par drinks, det bliver ikke så sent-"

"Luna" afbryder han mig alvorligt.

"Matti, jeg kommer ikke til at vække dig hvis jeg skal gå 2 minutter alene" siger jeg. 

Han sukker "Jo, eller du skriver i hvert flad når du er på vej så og maks. 2 minutter alene. Jeg vil rigtigt gerne gå jer i møde" siger han. Jeg griner og ryster på hovedet.

"Jeg elsker dig. Desuden så regner jeg med at hun skal herhjem bagefter, ellers har hun en lang tur hjem til Flensborg" siger jeg og kysser ham. Han tager fat i min hånd.

"Jeg elsker også dig. Men opdater mig lige" siger han og smiler. Jeg griner og nikker inden jeg går ud døren og ned mod en bar/cafe cirka 15 minutter væk, hvor jeg skal mødes med Olivia. Jeg træder ind på baren og hun sidder der allerede.

"Olivia!" siger jeg højt glad og hun vender sig mod mig. Da hun ser mig, springer hun op og omfavner mig. 

"Luna, du forstår ikke hvor meget jeg har savnet dig" siger hun. Jeg smiler.

"Ditto her, nogle gange er jeg lidt træt af Berlin" siger jeg og griner. 

"Skal vi have en drink?" spørger hun glad og jeg nikker. Vi bestiller en drink og sætter os ved et bord sammen. 

"Så Luna, fill me in. Hvad sker der i livet" spørger hun.

"Åh ikke så meget. Du ved, livet sker og livet har været helt vanvittigt på det seneste" siger jeg mens jeg griner. 

"Fortæl mig om det. Jeg har følt mig som en fan i dit liv de sidste par uger. Jeg aner ikke hvad der sker" siger hun og smiler. 

Jeg griner. "Så meget tror jeg da ikke der er sket. Altså, ikke udover VM jo"

"Ja, der fik du da lidt opmærksomhed også. Det er ret vildt. Jeg mener, forlovelse og alt det der! Hvordan føles det?"

Jeg smiler og kigger ned på ringen på min hånd. "Fantastisk og skræmmende på samme tid. Mathias og jeg har været igennem så meget, og det føles som om, at vi har fundet et sted, hvor vi virkelig hører sammen.

Oliva nikker og smiler. "Jeg har aldrig set dig så lykkelig, Luna og Mathias er virkelig en god fyr. Jeg føler jeres forhold er perfekt" siger hun.

 Jeg trækker vejret dybt og sukker. Hun kigger bekrymret på mig "Eller hvad?" spørger hun.

Jeg sukker igen "Vi har haft vores udfordringer, især lige før VM. Jeg var ved at miste ham, Olivia. Jeg var ved at miste os" siger jeg og kan mærke at tanken om det, næsten får mig til at grine

"Nej da, hvad skete der?" spørger Olivia

Jeg trækker lidt på skulderne "Jeg ved det næsten ikke men han blev fanget i noget, der næsten kostede os vores forhold. Han var så bange for at miste mig at han skubbede mig væk. Jeg kunne have mistet ham, men vi fandt en måde at komme igennem det på. Jeg vidste godt vores forhold var stærk men jeg vidste slet ikke, hvor stærkt det var, før vi næsten mistede det"