Rachel Anderson

Flyveturen

Her sidder vi så. Mig ,mor,far og min storbror Søren. Mit navn er forresten Rachel, jeg er 16 år og lige nu er vi på vej til USA. Mine forældre har fået nyt job i USA og så skal vi så flytte jubii, mærk lige min voldsomme ironi. Hele mit liv er jo hjemme i Danmark,men beslutningen var taget,og Søren og jeg havde åbenbart ikke noget at skulle have sagt. Nu håber jeg bare at min nye skole er god og ikke mindste at de har et godt fodboldhold, eller "soccer" som det jo hedder der over. Latterligt at det ikke bare hedder det samme.

"Rachel jeg spurgte dig faktisk om noget"

Er der nogen der siger ved siden af mig. Det er Søren.

"Undskyld hvad sagde du?"

"Jeg spurgte bare om du glæder dig til at starte på din nye skole?"

Søren er to år ældre end mig så vi skal ikke gå på samme skole, hans skole ser bare meget federe ud end min skole, det er så unfair.

"Jaaa eller det ved jeg ikke helt, alle mine venner og veninder er der jo ikke så ja. Men jeg håber bare at de har et fodboldhold"

"Rachel du skal nok få en helt masse nye venner og veninder, og hvis de ikke har et fodboldhold må du jo bare få lavet et" griner Søren.

Hans grin smitter og snart sidder vi begge to,og griner så meget at vi næsten ikke kan få luft. Da vi endelig kan få luft igen siger en stemme over højtaleren, at vi skal til at lande. Nu er denne laaange tur slut og jeg glæder mig bare til at komme "hjem" til vores nye hus,og så skal jeg allerrede i skole i morgen. Mega øv, men sådan er det desværre.