Rachel Anderson

Davids pov

Davids point of view

Jeg sidder på mit værelse og læser lektier. Lige pludseligt står Ava i døren

"Har du tid til at snakke?" spørger hun

Jeg nikker kort og pakker mine ting sammen for at gøre plads til hende på min seng. Hun sætter sig og kigger på mig før hun åbner munden.

"Jeg synes alt er vildt svært lig nu. Alt går bare helt af helvede til og jeg kan ikke overskue det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke samle mig om noget mere og jeg har ikke lyst til at stå op om morgnen. Jeg spiser næsten ingenting og i dag har jeg ingenting spist og klokken er 20:30. Jeg har lyst til at brække mig hele tiden og jeg sidder bare og kigger ud i luften. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre." græder hun

"Du har ikke skadet dig selv, vel?" spørger jeg hende roligt

Hun kigger på mig med skyld i øjnene

"Hvor henne?" spørger jeg

Hun trækker op i sit ærme og afslører en række små ar. Der er omkring 10.

"Mener du det sådan rigtigt. Du ved sådan du vil ende det?"

"Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting. Det kunne bare være lettere"

"Du skal ikke gøre det, tænk på hvor lidt du har nået i dit liv. Tænk på hvor meget du skal nå. Tænk på os andre. Vi kommer til at mangle dig helt utroligt meget. Du ved hvordan vi har det lige nu. Du kan ikke lade os gå igennem det igen, vel?" spørger jeg og stryger hende over håret

Hun lover mig at stoppe. Hun giver mig et kram og jeg holder hende fast i det i lang tid.