Rachel Anderson

Hej

Da jeg kommer hjem smutter jeg mig op på mit værelse med det samme. Jeg lukker døren, smider mig i min seng og lader tårerne få frit løb. Jeg har prøvet at være stærk og holde tilbage, for Ethans skyld. Men nu er jeg alene og mine kinder er drivvåde. Efter fem minutter kommer min mor ind

"Hvad er der galt min skat?" spørger hun og sætter sig vedsiden af mig

Jeg sætter mig op og vender mig så jeg kan ligge mit hovede i hendes skød

"Lucy er........ Lucy er død" hulker jeg

Min mor siger ingenting. Hun lader mig forklare mens hun stryger mig over håret. 

......

Da der er aftensmad vover jeg mig ned i køkkenet. Vi spiser pasta med kødboller, men jeg sidder bare og prikker til min mad. Ingen spørger mig om noget og jeg sidder bare lytter til de andre. Da vi er færdige med at spise går jeg igen op på mit værelse. Efter lidt ringer min telefon. Det er Brandon

"Hej" siger jeg med et snøft

"Hej" svare han med et snøft

Jeg kan hører at han også græder

"Jeg ringer for at fortælle at Ethan ikke har fået det bedere. Lucys familie er kommet for at ryde lidt op i deres ting. I hendes cheerleader jakke lå der en lap med Ethans navn og nummer på. Så de ringede til ham og spurgte om deres forhold. Han fortalte at de var sammen og du spurgte om han ikke vil komme over i morgen og være med til at kigge hendes ting igennem. Han sagde ja og bad mig om at ringe og spørge jer andre om I ikke ville med"

"Jeg vil gerne med" 

"Vi henter dig klokken 09:00 i morgen tidlig" 

"Vi ses og hils Ethan fra mig"

"Det skal jeg nok vi ses i morgen"

Efter det ligger vi på. Igen er der stilhed. Igen er jeg helt alene. Pludseligt ringer min telefon igen. Den her gang er det Ava

"Hej"

"Hej har du snakket med Brandon?" spørger hun

"Ja jeg tager med"

"Okay David og jeg tager også med"

"Godt. Hvordan har I det?" 

"Jeg har det nogenlunde lige nu, men David er ikke til at komme i kontakt med. Han sidder bare og stirrer tomt ud i luften. Han er ikke særlig god til at håndtere de her situationer. Men han når han har sovet er han ikke så mærkelig mere. Hvad med dig?"

"Jeg har det okay lige nu, men jeg har grædt ligesiden jeg kom hjem"