Rachel Anderson

Lucys værelse

Vi står nu foran Lucys hus. Vi komme rind, siger hej til ehndes familie der er der og så leder Ethan os op på hendes værelse. Han åbner stille døren og træder ind. Hendes værelse er dækket at billeder af hende og alle hun kender. Jeg går hen og kigger på billederne. Jeg finder et billede af hende og jeg, og tager det ned. Jeg kigger rundt og ser Ethan stå med en ramme i hånden. Vi andre går hen og kigger ham over skulderen. I rammen sidder et billede af Ethan og Lucy. Det er fra prom og de ser begge to så glade ud. Nu står Ethan her og græder, og Lucy ligger i et eller andet koldt lighus. Livet er så uretfærdigt. Ethan sætter rammen ned i en kasse hvor hans navn står på. Han har fået af vide at han kan tage det han vil have. Han ser hendes cheerleader jakke hænge over skrivebordsstolen og han går hen og tager den op. Han begraver næsen dybt ned i jakke og dufter til den. Der efter ligger han også den i kassen. Han går rundt i rummet uden at sige noget. Lucys moster kommer op og tilbyder os noget at drikke. Vi går med ned i køkkenet, men Ethan bliver tilbage på Lucys værelse. 

"Han er hårdt ramt ikke?" spørger hun da vi sidder og drikker kaffe

"Utrolig hårdt. De har længe gået og sendt blikke efter hinanden. Så efter Rachel fik presset ham til at invitere hende til prom. Siden da har de brugt næsten hver time sammen" siger Ava

"Det er også helt urealistisk og uretfærdigt at det her skulle ske. Jeg forstår det ikke" siger hun så

Efter en tid går vi tilbage ovenpå. Ethan sidder i Lucys seng med en bog i hånden. Det ligner lidt en dagbog

"Hvad er det du har der?" spørger Brandon

"Hendes dagbog" svare han uden at kigge op

"Er der noget spændende i den?" spørger David 

Ethan nikker. Vi afventer en forklaring

"Hun har skrevet den dag det skete. Hendes forældre havde skændtes da hun kom hjem efter at have været hos mig. Da de stoppede med at skændtes fortalte hun hendes forældre noget. Hendes far gik helt amok og slog hende. Da hun skrev det her havde han forladt huset og hendes mor havde lige været og trøste hende. Det er det sidste der står. Det er skrevet max to timer før det skete"siger han tomt

"Hvad var det hun fortalte dem? Står der noget om det?" spørger jeg

"Hun var gravid" siger han og kigger op på os andre