Rachel Anderson

Sindssyg

Jeg står for anden gang i dag foran kontoret. Jeg kommer ind og rektor kigger surt på mig og nikker at jeg skal sætte mig. Denne gang gør jeg det. Rektor kigger opgivende på mig og siger

"Frøken Anderson, hvad har de at sige?"

"At jeg har lov til at fører min sag, og jeg har ret til at udtale mig som jeg vil" siger jeg stille og roligt

"Det er fuldstændig uacceptabelt opførsel, det de lige har gjort. Hvad skulle det til for?"

"Det er vigtigt at stå ved det man tror, og det var det jeg gjorde. Jeg kæmpede for det jeg tror på"

"Og de synes det var okay at de skulle tage tøjet af, for at kæmpe på det de tror på?"

"Jeg mener ikke det er okay at når vi piger, bare så meget som viser et lille stykke af vores hud, på steder der måske i nogle siturationer kan fremstå intime, så for vi straks eftersidning eller lignede. Men når drengene gør det, er det okay. Der er drenge der spiller basketball, i bar overkrop, i hvert frikvarter. Hvorfor må jeg så ikke have en trøje på der bare viser, mine fucking kraveben" råber jeg højt

Og så skete der noget jeg aldrig havde forestillet mig skulle ske. Rektor langer ud efter mig og stikker mig en lussing. En hård en. Jeg rejser mig op og råber

"Hvem tror du, du er? Er du fuldstændig sindssyg?" hvor efter jeg løber ud af rummet

På gangen mødes jeg af mine venner der her stået og ventet på mig. De kigger forivret på mig, og jeg bryder sammen i gråd. De andre sætter sig ned og lægger armene om mig. Sådan sidder vi i en tid, indtil jeg siger

"Han slog mig"

"Hvad?" bliver der sagt i kor fra mine venner

"Han slog mig, fordi jeg råbte af ham"

"Du er nød til at melde det" siger Ethan

"Ja, det er vigtigt at du siger noget om det" siger Brandon

David og Ava kigger på mig, og kigger så på hinanden med chokerede øjne. 

"Hvad er der?" spørger jeg og kigger på dem

Ava rækker mig et håndspejl og jeg kigger i det. Mit ene øje er helt blåt og min kind er hævet. Jeg rejser mig op og går mod indgangen, med mine venner i hælende. Da jeg kommer udenfor skolens grund sætter jeg mig ned på fortorvet og skriger som en sindssyg. Ava prøver, Ethan prøver, Brandon prøver og Davis prøver på at få mig til at falde til ro. Jeg sidder med tårer ned af kinderne og jeg begynder at hulke. David sætter sig ned på hug ved sidden af mig. Han lægger armene om mig og jeg lader mit hovede falde ind til hans bryst. Imens er de andre gået ind for at hente vores ting. Da de andre er gået falder jeg en smule mere til ro og kigger op på David. Han ser egentligt meget godt ud. Hans øjne er helt krystal blå, hans hår helt hasselbrunt og hans kæbe er flot markeret. Jeg trækker mig op til hans ansigt og ligger mine læber på hans. Hans læber er så bløde. Først er det bare mig der kysser ham, men efter et par sekunder kysser han med. Det føles så dejligt, men det er så forkert. Som om vi har tænkt den samme tanke, trækker han sig væk fra mig

"Rachel det går ikke"

"Hvorfor?" siger jeg og kigger op på ham med hundeøjne

"Du er sammen med Nolan"

"Kan du ikke lide mig?" spørger jeg trist

"Nej er du sindssyg. Jeg kan vildt godt lide dig, men Rachel du er sammen med Nolan. Hvis I ikke var sammen ville jeg 100% være sammen med dig" 

"Kan du lide mig?"

"Ja er du vimmer, jeg kan lide dig" siger han med sit søde smil

Jeg strækker mit hovede og lægger igen mine læber på hans. Denne gang kysser han med, med det samme og trækker sig ikke