Rachel Anderson

Afskedsbrev

Nogen er nød til at snakke med Cameron. Det er derfor at jeg står lige foran hoveddøren hos familien Adams. Jeg ringer på og står og venter lidt tid før døren går op. Det er Cameron der åbner døren, men han ser helt anderledes ud. Han ser tom ud.

"Hej, jeg tænkte du kunne bruge nogen at snakke med" siger jeg med et skævt smil

Ham lukker mig ind og jeg træder ind. Jeg stiller mine sko pænt ved siden af hinanden og hænger min jakke på en ledig knage. 

"Er du alene hjemme?"

"Ja, mine forældre er ved at få styr på en masse forskellige ting, men jeg kan ikke klare det. Vil du have kaffe?"

"Ja tak" siger jeg kort

Han begynder at gå og jeg følger efter. Vi kommer ud i et kæmpe køkken og Cameron åbner et stort hjørneskab. Han tager to kopper og hælder kaffe op

"Mælk?" siger han mens han holder en karton frem mod mig. 

"Ja tak, men ikke vildt meget" svare jeg

Han forlader køkkenet og jeg følger med. Vi kommer til en gang hvor der er to døre. Der står Calvin på den ene og Cameron på den anden. Cameron åbner døren til hans værelse. Han går tværs gennem rummet og træder ud på den altan der hører til værelset. Jeg følger bare efter ham og sætter mig overfor ham. 

"Jeg har siddet her siden jeg fik det af vide. Jeg kan ikke rigtigt forstå det. Det giver ikke mening for mig."

Jeg får øje på et stykke papir der ligger på bordet. Der står "Til min elskede bror Cameron" på den. 

"Er det er afskedsbrev?" 

"Ja jeg har bare ikke kunnet læse det færdig. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke. Vil du ikke læse det for mig?"

"Selvfølgelig" siger jeg og sætter min kop for at tage brevet

Jeg åbner det og begynder at læse

"Kære Cameron. Undskyld. Undskyld. Undskyld. Jeg er så ked af det her, men jeg ser ikke nogen anden udvej. Jeg er nød til det her. Jeg beklager at jeg er nød til at lade det gå ud over dig, men det kan ikke være anderledes. Mor og far ville aldrig kunne acceptere den jeg er. De vil aldrig kunne acceptere at jeg ikke bare er "normal", for jeg ville være en skam for dem. Jeg er glad for at du har accepteret det, men jeg kan ikke leve med at andre aldrig ville acceptere mig. Undskyld. Vi ses senere i livet. Kærligt Calvin"

Jeg har selv tårer ned af kinderne og da jeg kigger op på Cameron kan jeg se at han også græder.

"Han var bøsse. Vores forældre ville aldrig kunne acceptere det. Jeg kan se at du undre dig" siger han og kigger på mig 

"Hvordan har du det?" spørger jeg ham efter lidt tid hvor vi bare har kigget på hinanden. 

"Forfærdeligt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved ingenting lige nu." siger han mens han kigger tomt ud i luften

Jeg lægger en hånd ovenpå hans og giver den et klem. Han kigger længe på mig. Efter lidt går det op for mig at jeg har en meget nedringet trøje på. 

"Sorry" siger jeg og trækker min trøje op

"Det gør ikke noget, det var ikke det jeg kiggede på"

"Du behøver ikke pudse din glorie. Vi er alle sammen teenagere" siger jeg og smiler

"Jeg tænder ikke på det"

"Nåår du er homoseksuel ligesom Calvin?" siger jeg spørgende

"Nej, jeg er aseksuel" siger han og kigger flovt ned

"Hey, jeg er helt cool med det. Er det svært for dig med jeres forældre?"

"Jeg kan bare fake at jeg tænder på en kvinde så ja... Men det er svært på skolen af være anderledes. Det var også derfor vi stillede op til elevrådet" siger han 

"Jeg skal nok gøre noget. Og det kan jo være jeg har brug for hjælp og hvis jeg har det er du den første jeg spørger" siger jeg og giver ham et kram