Rachel Anderson

Et minuts stilhed

Dagen efter står jeg foran hele skolen. Jeg skal holde en tale for at mindes Lucy. Ethan kan ikke holde den, hvilket jo er fair nok, så jeg sagde at jeg nok skulle gøre det

"Hej alle sammen. Grunden til at vi er samlet her i dag er jo dybt tragisk. Egentligt er det jo ikke mig der burde holde den her tale, det burde være vores elevrådsformand Ethan, men på grund af omstændighederne er han ikke i stand til at gøre det. Derfor er det mig der har fået æren af at holde en tale til minde for Lucy. Jeg har tænkt meget over hvad jeg skulle sige og hvordan jeg skulle begynde. Altså Lucy var en af de først jeg mødte da jeg kom hertil. Hun var altid glad, hun smilede hele tiden og hjalp mig helt vildt meget. Det kan være ret grænseoverskridede for en sophomore at hjælpe en senior så meget som hun hjalp mig. Men det vil jeg være hende evigt taknemlig for. Alle der kendte Lucy ved at hun var en helt fantastisk person. Hun fortjente ikke det her. Det er der ingen der gør, men specielt ikke Lucy. Hun tænkte altid på andre før hun tænkte på sig selv. Den sidste uge i mit liv har været den værste i hele mit liv. Jeg har gået rundt og været en skygge af mig selv. Jeg har næsten ingenting spist og alt den tid jeg ikke har tilbragt med mine venner har jeg brugt på at sove. Jeg har sovet for at jeg ikke skulle forholde mig til det. Jeg har ikke kunnet overskue noget som helst og det har alle nok kunne mærke. Desværre er jeg ikke den der har haft det værste. Ethan har haft det helt forfærdligt. Jeg har ikke engang tal på hvor mange gange i løbet af den sidste uge enten Ethan eller Brandon har ringet til mig midt om natten. Ethan er helt ødelagt og jeg forstår ham godt. Det ville jeg også være hvis jeg var i hans situration. Jeg har brugt meget tid på at snakke med mine venner. Vi har forsøgt at finde en logisk forklaring på det der er sket, men det er ikke lykkedes os endnu. Jeg kan simpelthen ikke forstå at hun ikke er her mere. Mange af jer var også gode venner med Lucy og I ved hvordan hun var. I ved også godt at hun ikke fortjente det her. Den anden dag besøgte vi Lucys hus. Det var helt uvirkeligt at træde ind i hendes værelse. Se hendes liv i et eneste værelse. Det er det tætteste vi nogensinde kommer på at se hende igen. Jeg græd mig selv i søvn den aften med et billede af Lucy og jeg i hånden. Lige nu står Ethan med hendes cheerleader jakke i hånden. Jeg ved at han holder godt fast i den, for den dufter af hende. Dagen hvor ulykken skete sad vi i flere timer nede på "The peach pit" for Ethan ville gerne undgå at tage hjem. Han vidste at han værelse ville dufte af hende. Jeg ved også at jeg har en af hendes hoodies liggende i mit skab, men jeg har ikke åbnet det for jeg er ikke klar til at skulle lade den sidste del at hende gå. I morgen skal hun så begraves og hvis jeg skal være ærlig så kan jeg ikke se hvordan jeg skal komme gennem dagen i morgen. Men lige nu tager jeg også bare en dag af gangen. I morgen bliver ikke en god dag, på ingen måde, men det er en dag der skal overstås. Nu synes jeg at vi skal holde et minuts stilhed for Lucy" siger jeg med tårer der løber om kap ned af mine kinder og hikkende stemme. 

Under det ene minuts stilhed bevæger jeg mig ned mod mine venner. David lægger armene om mig og jeg presse mit ansigt ind til hans bryst