Rachel Anderson

Er du sur?

Da jeg kommer hjem roder hele vores gang. Jeg smider mine egne sko, hænger min jakke op og sætter min taske på trappen. Jeg træder ind i køkkenet og ser at mine forældre og Søren sidder der. På bordet ligger der et brev og jeg ser at det har mit navn påskrevet. Jeg kigger undrende på brevet. Hvem skulle sende mig et brev?

"Hvem er det fra" siger jeg og kigger rundt

"Prøv at åbne det" siger min far

Jeg tager brevet i hånden og åbner det. Jeg bemærker at der er et lille logo i det ene hjørne af papiret. Mine øjne scanner papiret og jeg kigger op på min familie 

"Hvem har søgt for mig?" siger jeg med en smule vrede i stemmen

"Mor, Far og jeg" siger Søren

"Hvorfor tænkte I at det var en god ide?" siger jeg vredt

"Er du ikke glad?" spørger min mor

"Jeg ville nok selv have søgt hvis jeg gerne ville" siger jeg og smider brevet på bordet

"Hvorfor vil du ikke gå der?" spørger min far

"Det er ikke det jeg vil"

"Hvad vil du så?" spørger min mor

"Jeg ved det ikke, måske tage på udveksling eller sådan noget"

Jeg stormer ud af køkkenet og op på mit værelse. Jeg smækker døren og smider mig på sengen. Der bliver banket på min dør og jeg svare ikke. Døren går op og Søren træder ind

"Hvorfor er du sur?" spørger han

"Jeg vil ikke gå der. Du af alle personer burde forstå det" siger jeg vredt

"Det er et perfekt sted for dig"

"Hvorfor? Fordi at jeg er klog? Fordi at jeg er for klog til at gå de andre steder?"

"Ja Rachel, du skal bruge dine styrker til noget.."

"Min styrke er at jeg er klog? Det er de eneste karaktertræk jeg har, eller hvad? Gider du ikke bare at gå" afbryder jeg ham

Han vender sig og går ud af mit værelse