This Christmas

9.

"Du kunne været frosset ihjel"
"Det er så koldt"

Luke og jeg lå på sofaen med dynen over os. Luke med sine arme om mig, og min krop mod hans. Vi var næsten lige stået op. Aftenen i går var perfekt. Fantastisk. Magisk.
"Søde?" Luke kiggede ned på mig. Jeg rødmede.
"Hvad er der?" Spurgte jeg.
"Jeg ved det er skørt men jeg." Luke stoppede sig selv. Jeg viste hvad han ville sige. Han elskede mig. Og hvorfor viste jeg det?
For det første: Jeg kunne se det i hans øjne.
For det andet: Luke talte i søvn. Og han mumlede det i morgens, da han troede at jeg sov.
"Jeg..." Han stoppede igen. Hans hoved tænkte, men han ende med at lavede et hurtigt ryst på hovedet.
"Jeg synes filmen er god." Man kunne tydelig høre at det ikke var det, han ville sige. Jeg nikkede.
"Ja det er den." Han fandt min hånd og flettede vores fingre sammen.

------

Jeg sad på køkkenbordet. Luke var i gang med at lave salat til aftensmaden.
"Det jeg ville sige tidligere var." Jeg kiggede på ham. Han rømmede sig. "Jeg er virkelig forel..." Han blev afbrudt af dørklokken. Han kiggede underligt på mig og lagde kniven fra sig. Han gik ud for at åbne døren. Jeg blev siddende på bordet.
Der var gået nogle sekunder og jeg kunne ikke rigtig høre nogle tale eller noget. Jeg hoppede ned fra køkkenbordet og gik ud af køkkenet. Jeg kunne høre noget, men jeg var ikke sikker på hvad det var. Jeg fulgte efter den svage lyd, der førte ind i stuen. Jeg stod i døråbning og det tog kun få sekunder for mig, at finde ud af hvad der skete. Jeg fik tåre i øjnene og løb ud i gangen. Jeg skyndte mig at putte mine fødder ned i mine sko og rev min jakke ned fra knagen. Jeg rev døren op og løbe ned af trapperne. Mine tåre gav frit løb. Mit hjerte var koldt. Nej, det var flået i stykker. Jeg løb hurtigt ned af trapperne. Jeg var nået ned på stueetagen og famlede med at få min jakke på.
"Jade!" Lukes stemme rummede i opgangen. Jeg fik endelig jakken på. Jeg kunne høre trin ned af trapperne. Jeg skyndte mig at åbnede døren og satte i spurt. Jeg løb alt hvad jeg kunne.
"Jade! Vent!" Jeg løb og løb. Jeg gled i sneen og fladt forover ned på mine knæ. Jeg rejste mig hurtigt op igen. Mit knæ gjorde ondt, men jeg var ligeglad. Jeg ville væk. Jeg havde på fornemmelsen at Luke løb efter mig, men jeg var pænt hurtig. Jeg drejede om et hjørne. Mine tåre tørrede ind i min hud. Hvordan kunne han? Jeg troede at vi havde noget. Jeg tænkte på min ekskæreste. Han gav mig dårlig smag i munden. Og nu Luke. Jeg så det jeg så. Luke som lå i sofaen med en halvnøgen pige oven på sig, der snavede Luke. Og hvis jeg er rigtig ond, så var det en halvnøgen hvalros. Jeg løb uden at se mig tilbage. At løbe var min eneste vej væk fra mine problemer.

------

Jeg var gennemblødt. Det havde regnet som en sindssyg. Jeg var virkelig kold. Jeg havde endelig fundet frem til den park, som der var udsigt til fra gæsteværelset hos Katelyn, men jeg havde ikke lyst til at gå hjem til hende. Jeg havde aller helst lyst til at blive ude i kulden. Blive til mørke og forsvinde. Jeg satte mig på en bænk. Min vejrtrækning var hurtigt, og jeg prøvede at trække vejret normalt. Jeg kiggede ligeud. Der stod et springvand længere væk. Samtidig prøvede jeg at få styr på mine tanker, men det var svært. Den ene halvdel af mig sagde, at Luke og jeg ikke havde noget. At jeg kunne være ligeglad med pigen der snavede Luke, for vi var kun venner. Men den anden halvdel af mig var helt knust. Jeg viste at vi havde noget. Og det han sagde i morges da jeg "sov". Jeg husker tydeligt hans ord. "Jeg elsker dig." Og hans hånd, der kørte langsomt fra min hals til mine fingerspidser. Jeg sukkede. Alt var forvirrende. Hvis jeg var faldet pladask for en player igen, så ville jeg blive helt knust. Jeg prøvede at tænke på noget andet. Parken var tom, og mørket var mørkt som normalt. Hvad var klokken? Jeg klappede på mine lommer. Nå, ja. Jeg havde glemt min telefon hos Luke. Mine øjne var trætte efter at havde græd, og jeg var også selv træt. Jeg lagde mig til rette på bænken, og lukkede mine øjne.

------

"Jade!" Jeg mærkede nogle ryste i mig.
"Stop med at råbe." Mumlede jeg træt. Jeg ville sove videre, men åbnede min øjne. Jeg kunne ikke se hvem det var, for et skarpt lys lyste mig i hovedet.
"Du kunne været frosset ihjel." En anden stemme. Jeg var træt og kunne ikke genkende stemmerne. Jeg begyndte at sætte mig op. Nøj hvor jeg var kold og frøs.
"Det.. Det er virkelig koldt." Der var en arm der støttede mig, da jeg rejste mig op.
"Du er virkelig kold og fugtig. Har du været ude i regnvejret?"
"Hvem er det?" Jeg tog en hånd op til hovedet for at dække for lyset. Jeg følte mig svimmel. Jeg var for træt til at koncentrere mig, til at huske.
"Det er Katelyn og Luke." Jeg vinkede med hånden. Et eller andet sted sagde navnet Luke mig noget sørgeligt, men i hvilken sammenhæng kunne jeg ikke huske.
"Jeg fryser." Brokkede jeg mig. Nogle arme samlede mig op, og bar mig væk. "Det er så koldt." Med et ramte trætheden mig.