This Christmas

17.

"Skulle jeg eller skulle jeg ikke?"

Jeg havde ligget vågen det meste af natten. Jeg havde grædt og kigget ud i mørket. Jeg savnede Katelyn, og det hele var noget lort. Jeg skulle aldrig være gået ind i den tankstation. Det skulle havde været Kate. Hun skulle købe kaffe og varm chokolade. Det var mig der skulle side i bilen som lastbilen kørte ind i, hvis det skulle gå ud over nogle. Luke. Jeg skulle aldrig havde mødt Luke. Jeg skulle aldrig været gået om det hjørne. Jeg skulle være blevet hjemme. Hjemme hos Katelyn. Tårnene løb ned af mine kinder. Jeg kunne ikke klare tanken, om at det der var sket. Et kort øjeblik stod mine tanker stille. Hvordan ville det være at flå sit hjerte ud og kaste det væk, og løb hen til ruden og kaste sig ud og flyve i det få sekunder. Mærke vinden mod min kolde hud. Mærke friheden og falde hårdt. Jeg rystede på hovedet. Det kunne jeg aldrig finde på. Måske havde jeg brug for noget frisk luft. Jeg kravlede ud af den varme seng, og slæbte mig hen til min tøjbunke. Jeg fandt noget varmt tøj, og fik taget mine sko og jakke på. Jeg snuppede min telefon og nøglekort, før jeg forlod værelset. Jeg tog elevatoren ned. Jeg gik den halv lange vej hen til udgangen. Da jeg trådte ud var det næsten mørket, men det var begyndt at blive lysere. Det sneede stille og luften vat kold, men ikke bidende som de andre dag. Det var tidligt om morgenen og der var næsten ikke en sjæl på gaden. Jeg gik uden at vide hvor hen. Jeg måtte bare ude at gå. Væk fra alt og tænke på noget andet. Det bippede fra min lomme. Jeg fiksede min telefon frem. Det var Luke igen. Jeg ville så gerne tage den, men jeg viste at jeg ville komme tilbage, hvis jeg hørte hans stemme igen. Jeg ville jo bare glemme ham, og vende tilbage til mit kedelige liv i USA. Jeg kiggede på telefonen i et stykke tid endnu. Det pinede mig meget. Til sidst lagde jeg telefonen tilbage i min lomme. Jeg havde håbet at denne er ferie ville blive anderledes, men ikke på den måde.

------

Jeg var nået til en park. Der var mange små parker her omkring, men denne her var indtrasant. Jeg troede, at jeg ville kalde parken dansekunst. Parken minede mig om nogle film, hvor de for det meste danser ballet. Her var der også et lille springvand, men vandet var slukket. Sikkert fordi vi var langt inde i december. I miden af springvandet var der et hjerte med to dansere. Hjertet var revet over, og de to dansere holdte godt fast i hinanden. De holdte balancen på et ben. Det var helt perfekt. Min mobil bippede igen. Jeg stak hånden ned i lommen og kiggede hvem det var. Men det kunne jeg havde gættet. Det var selvfølgelig Luke. Jeg lagde hurtigt mobilen væk. Jeg mærkede nogle få tåre løbe ned af mine kinder. Hvorfor skulle det hele var så irriterende og forvirrende? Jeg kiggede på springvandet igen.
"I will never lose, I will never win.
Only you, can steal my flame.
I will never move on, or go down.
Only you can control me.
I will never take you, but miss you
Only you are my only one." Jeg sang noget af omkvædet fra den sang Ed og jeg lavede sammen i går. Den gjorde mig så trist, men den var så god. Jeg blev virkelig ked af det igen. Jeg viste, at jeg ikke være fair over for Luke, men jeg havde det som om at det var mit eneste valg. Jeg tog min mobil frem. Der var ikke kommet flere opkald fra Luke. Jeg gik hurtigt ind under kontakter og fandt Luke. Jeg kiggede længe på skærmen. Skulle jeg eller skulle jeg ikke? Jeg var så forvirret. Jeg slukkede min mobil og lagde den ned i min jakkelomme igen. Tårne begyndte at løbe ned langs mine kinder.