This Christmas

20.

"Luke er du okay?"
"Jeg fik en slags krampe i maven"

Jeg kastede puden igennem rummet. Jeg var så irriteret og ked af det. I går havde været en dejlig dag sammen med Luke. Efter vi havde snakket tog vi på skøjtebanen. Jeg havde savnet ham så meget. Men hvorfor kastede jeg så puder igennem luften? Ja. Forklaringen var indviklet. Jeg elskede Luke. Men jeg var i tvivl om jeg skulle vælge ham eller ej. Jeg var så bange for, at jeg havde givet ham falske forhåbninger i går. Jeg ville bare gerne hjem og starte mit liv på ny, uden kærester og forældre. Men jeg elskede Luke. Var jeg overhovedet selv god nok til Luke. Jeg er ved at være så ødelagt og helt nede. Måske ikke. Min hjerne arbejde hurtigt. Jeg kylede en anden pude igennem luften. Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg lagde mig irriteret ned i sengen og gav mig til at græde. Mit hoved var fuldt med så mange ting. Og jeg ville allerhelst blive hos Luke. Men der var så mange ting der strittede imod. Jeg ville ikke tænke på dem. Jeg vil ønske at det var mig der havde siddet i den bil. Så havde jeg ikke nogle problemer. Jeg kunne bare vente på det der skete efter døden. Jeg fik en slags krampe i maven. Hullet inde i mig blev større og større. Hvis jeg glemte Luke ville jeg ikke havde nogle problemer. Alt var forvirrende. Jeg græd endnu mere. Mine øjne blev trætte og der slog det mig at klokken kun var 19:00. Jeg var så træt, og det ende med at jeg græd migselv i søvn.

------

Igen i nat, vågnede jeg igen med et sæt. Mine vejrtrækning var hurtigere end sidst. Denne her gang var mit mareridt værre end sidst. Jeg skyndte mig at tænde lyset ved sengen. Jeg var bange. Bange for mareridtet var rigtigt, ægte. Jeg trak mine ben helt ind til mig, og pakkede dynen tæt om mig. Jeg kiggede ud i rummet. Min hjerne gennemspillede mareridtet. Jeg gemte mit hoved ned i dynen og prøvede at glemme det hele. Men det hjalp ikke. Jeg skyndte at tage min mobil. Klokken viste 23:37. Måske sov han. Men min frygt var for stor, så jeg ringede ham op alligevel. Jeg holde mobilen nervøs op til øret. Den bippede i noget tid, og den ville snart gå på telefonsvare hvis han ikke tog den.
"Hej det er Luke." Hans søvnige stemme lød i andre ende.
"Luke er du okay?" Kom det flyvende ud af mig med bekymring og tåre.
"Ja. Hvorfor?" Det lød til at han blev frisket mere op.
"Det var bare et mareridt, og jeg var bange for at det var rigtigt. Jeg..." Der løb flere tåre ned af mine kinder.
"Rolig... Der er ikke ske mig noget." Han prøvede at berolige mig. Jeg nikkede, selvom han ikke kunne se det. Jeg snøftede stadig. "Skal jeg komme hen til dig?" Jeg rystede på hovedet, og kom igen i tanke om, at Luke ikke kunne se mig.
"Nej, det behøver du ikke." Jeg var blevet mere rolig. Vi sad i stilhed.
"Skal vi mødes i morgen?" Spurgte han.
"Ja." Sagde jeg hurtigt og udstrålede glæde, som jeg ikke havde gjort i lang tid.
"Så er det en aftale."