This Christmas

19.

"Han smilede glad og hev mig med hen på en bænk"
"Jeg hader ham"

Jeg kiggede mig længe i spejlet. Jeg så virkelig træt ud og havde det som om jeg havde taget flere kilo på, på ingen tid. Jeg følte mig dårlig tilpas. Mit humør var helt forfærdeligt, og alt var værre end i går. Hullet i min mave var igen blevet større. Kate. Hvorfor kunne Katelyn ikke leve videre I stedet for mig? Hun var altid glad og positiv. Hun var sød mod alle. Jeg forstod det ikke. Mine tåre løbe ned af mine kinder. Jeg sank ned på toilettet-gulvet. Min vejrtrækning var hurtigt. Jeg hulkede. Mit hoved var svimmelt. Mit liv ville være mere forfærdeligt når jeg skulle hjem til USA igen. Jeg boede tæt på min eks-kæres, og skulle nu til at se ham gå og snave med sin nye kæreste som han kun ville i seng med. Tilbage til byen hvor skolens dårlige minder var. Jeg kunne lukke dem ude før, men når jeg kom tilbage, ville de æde mig op. Mine forældre var okay, men kunne ødelægge min dage helt vildt, komme med dumme kommentarer osv. Jeg boede stadig hjemme dsv. Jeg havde ikke fundet et sted at bo endnu, men jeg ledte efter et. Det skulle være langt væk fra min hjemby, så langt væk som muligt. Så kunne jeg også starte på en ny. Min gråd var ikke så slem mere. Jeg rejste mig op og gik ind i sengen. Klokken var noget med 2 om natten. Da jeg havde lagt mig under dynen, faldt mine tanker på Luke. Gad vide hvordan han havde det. Jeg begyndte at græde helt vildt igen. Jeg elskede ham virkelig.

------

Jeg vågnede med et sæt. Jeg havde et mareridt om bilulykken, bare 10 gange værre. Solen skinnede mig skarpt ind i hovedet. Min vejrtrækning var begyndt at falde igen. Klokken måtte være mange. Jeg hoppede ud af sengen. Min krop var frisk. Den fandt hurtigt noget tøj som jeg tog på. Jeg snuppede mine ting og smuttede hen til elevatoren. Da jeg trådte ud af elevatoren fik jeg øje på Ed lidt længere væk.
"Ed." Råbte jeg glad og løb hen til ham. Han vendte sig om.
"Jade." Råbte han glad tilbage. Han arme slog ud til siderne. Da jeg nåede ham, hoppede jeg op i hans arme. Han arme lagde sig om mig, og holde mig tæt ind til ham. "Jeg har savnet dig. Selvom det kun er tre dage siden jeg så dig." Mit smil nåede helt op til øerne.
"Jeg har virkelig også savnet dig." Jeg krammede ham igen. "Hvordan går det med musikken?" Han kiggede virkelig glad på mig.
"Jeg var henne ved pladeselskabet i går og de elskede den sang vi skrev, men." Han holde en pause. "De vil ikke udgive den." Han kiggede trist på mig. Jeg smilede opmuntrende til ham.
"Det er okay. Det kan være vores hemmelige sang. Et minde jeg kan havde om dig, nu når jeg skal hjem til USA snart." Han nikkede.
"Men kan du ikke nok blive i London. Jeg bord jo i England, og kommer tit i London. Hvis du blev kunne vi jo være sammen hele tiden." Jeg smilede ved tanken.
"Det ville være fantastisk." Jeg elskede ideen. "Jeg skal altså videre." Sagde jeg lidt efter. Ed gav slip på mig så jeg kunne komme videre.
"Hvornår skal du hjem?"
"Den 27 december." Jeg var trist. Det var snart. Jeg ville ikke forlade London.
"Vi skal nå at være sammen inden." Sagde Ed ivrigt. Jeg nikkede.
"Hvad med den 26?" Han nikkede med et smil.
"Så ses vi der."

------

Jeg var nået ind til Londons gader. Det virkede som en evighed siden, at jeg havde været her. Jeg viste ikke hvad jeg skulle. Min plan var bare en gåtur langs byen. Inde midt i det hele, var der nogle mennesker som spillede musik. En der spillede på trommer, en på guitar, en på bas og en forsanger. De var virkelig gode. Her var en virkelig hyggelig julestemning. Jeg havde savnet julen. Jeg havde ikke rigtig tænkt på den siden alt det med Kate skete. Jeg stod og nød stemning. Det virkede så befriende, og det hjalp helt vildt meget på humøret. Pludselig fik jeg et ordenligt chok. Der var en der løftede mig op bag fra. Personen holde mig ind i et kram. Jeg vendte mig om og mit hjerte slog et slag over. Luke. Vi havde øjenkontakt. Hans dejlige blå øjne. Nogle tåre løb ned af min venstre kind. Han efterlod mig. Jeg afviste ham. Jeg elskede ham. Luke lagde sin hånd på min kind. Hans tommelfinger fjernede mine tåre. Han lagde sin pande mod min. Vi var stille. Det var kun musikken og flok der smuttede fordi vi kunne høre. Jeg følte mig tryg i hans arme. Jeg havde savnet ham. Det var som om hullet i min mave trak sig sammen. Hans anden hånd fandt min og flettede dem sammen. Vi stod igen stille.
"Jadelyn." Sagde Luke efter noget tid. Han rykkede sin pande fra min, og kiggede mig i stedet ind i øjnene. "Jeg troede at der var sket dig noget. Du tog ikke din mobil eller svarede tilbage på mine sms'er." Jeg fik dårlig samvittighed. Jeg havde bare prøvet at ignorere ham. "Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvis der skete dig noget. Jeg vil ikke miste dig." En tåre løb ned af min kind.
"Undskyld." Jeg trak ham ind i et kram. "Jeg er bare så forvirret og frustreret." Luke lagde sin arme om mig.
"Det er okay. Jeg er bare glad for at du lever." Vi stod igen stille i noget tid. "Hvad skal du egentligt lave nu?" Jeg trak på skulderne.
"Ik noget. Har du nogle planer." Han nikkede og fandt min hand. Han begyndte at trække mig med ham.
"Jeg har noget, jeg skal vise dig." Jeg smilede. Jeg havde virkelig savnet ham.

------

Luke lukkede døren op for mig, og jeg trådte ud af hans bil. Han låste bilen og lagde sin arm om mig, og trak mig ind til ham. Vi gik lidt før han stoppede og pegede midt ud på tovet. Mine øjne blev store og jeg kiggede op på Luke. Der lå en kæmpe skøjtebane. Han smilede glad og hev mig med hen på en bænk.
"Men først må jeg fortælle dig, det der skete." Han tog fat i mine hænder. Jeg kiggede trist ned. Når, ja, det var derfor jeg ikke ville se ham. Jeg havde lyst til at løbe væk og forsvinde. "Min bror Jack." Han tog sig til hovedet. "Jeg hader ham. Han sagde at der var noget galt, og så gik jeg med ned til hans bil for at se hvad det var, men da jeg kom derned, stod hans klamme venner der og de overfaldt mig med det samme, og slæbte mig ind i bilen." Han så sur ud. "Jeg hader Jack og hans idiotiske venner. Men de tog mig med ud i byen og tvang mig til at drikke. En af Jacks venner er syg i hovedet og har siddet i fængsel før, så jeg var selvfølgelig virkelig bange, da de lovede mig tæsk." Han kiggede trist på mig. "Jeg forstår godt hvis du ikke vil tro på mig. Det er der ikke mange der gør, når jeg prøver at fortælle om det. Hellere ikke min mor eller far." En tåre løb ned af hans kind. "Så hvis du ikke vi have noget med mig at gøre, kan vi så bare ikke tilbringe en dag sammen inden du forsvinder?" Jeg kiggede op på ham. Der løb flere tåre ned af hans kinder. Jeg trak ham ind i et kram. Vi sad stille.
"Jeg kan ikke love om jeg vil være din eller ej. For jeg er selv forvirret, men vi kan godt tilbringe dagen sammen, og se hvad der sker." Jeg smilede opmuntrende til ham.