This Christmas

16.

"Han satte sig ned ved siden af mig og begyndte at spille omkvædet."

I dag var det mindste problem morgenmaden. Mit hoved kørte rundt og var fyldt med spekulationer og tanker. De fleste hang på Luke. Men mange af den var også på Katelyn. Jeg havde mistet min bedste ven. Men jeg kunne ikke græde. Jeg ville, men kunne ikke. Det var som om alt gråden løb ud på parkeringspladsen. Det var underligt, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg følte kun et stor hul i hjertet. Katelyn betød meget. Jeg var virkelig træt af mine tanker, som omhandlede Luke. I går da han kom hjem var det ligesom at se min eks-kæreste, og den tid med min eks-kæreste, havde været den værste i mit liv. Men Luke havde noget ingen andre havde, men hvad vist jeg ikke. Men det var på en god måde. Han havde været sød mod mig og jeg elskede når han var genert. Jeg elskede ham. Jeg elskede alt ved ham. Jeg blev mega frustreret over det der skete i går.
"Pandekage og røræg krise." En velkendt stemme lød fra min højre side. Jeg kiggede hurtigt hen og så Ed. Jeg rystede på hovedet.
"Nej, det er mere noget i den virkelige verden. Som skal jeg vælge ham eller ej." Ed kiggede trist på mig.
"En fyr?" Spurgte Ed med medlidenhed og lagde en arm om mig. Jeg nikkede. "Her tag nogle pandekager og så sætter vi os ned og snakker sammen." Jeg nikkede og kiggede på Eds hånd, der fyldte min tallerken op med pandekager. Vi gik hen til tilbehøret og Ed snuppede siruppen og trykkede en kæmpe klat ud på min tallerken og bagefter på hans. Vi gik hen til hans bord. Han havde været her længe og det flød som sædvanlig.
"Har du stadig travlt?" Han nikkede.
"Men jeg har altid tid til at snakke om fyr og noget i den stil." Han smilede opmuntrende til mig. Jeg kiggede på de ting der lå rundt omkring på bordet. Der var sammenkrøllede papir rundt omkring, blyanter, viskelæder, og hans computer.
"Hvad har du egentligt travlt med?" Spurgte jeg og hentydede til hans papir affald.
"At skrive sange." Jeg kiggede nysgerrigt op på ham.
"Er du musiker?" Han rystede på hovedet.
"Ikke endnu, men der er et pladeselskab der vil have mig på prøve inden vi skriver en kontrakt. Så min opgave et at skrive nogle hits." Jeg nikkede forståeligt.
"Må jeg hjælpe dig? Jeg har altid fumlet med nogle små sangtekster af og til." Eds ansigt lyst op.
"Selvfølgelig må du hjælpe mig. Det ville være alletiders, men først skal vi lige snakke om ham fyren." Han sende et smil som fik mig til at føle mig bedre.
"Luke." Rettede jeg på ham.
"Ja. Luke." Han rettede det efter mig og sad parat til at høre min kedelige historie om en fyr. Jeg tog et kig ud af vinduet, før jeg begyndte.

------

Min mobil ringede. Jeg kiggede hurtigt på den. Det var Luke. Lige siden jeg gik, havde han ringet konstant og lagt masse hvis af beskeder. Jeg ville ikke tjekke beskederne eller tage telefonen. Jeg var stadig ked at det. Han efterlod mig. Jeg tørrede en tåre væk. Jeg sad inde på Eds hotelværelse. Han havde virklig opmuntret mig.
"Nå. Hvad vist den starter med G?" Ed kiggede spørgerne på mig, da han kom ind af hoteldøren med to kopper te, som han havde hente ved en automat lidt længere væk. Jeg nikkede.
"Det ville være perfekt. Hvad så hvis vi skifter I will cry, I will die, ud med I will never lose, I will never win i omkvædet. For det andet lyser meget dramatisk." Ed satte kopperne ned på det lille sofa bord og kiggede overrasket på mig.
"Du er jo genial." Ed løb over efter sin guitar. Han satte sig ned ved siden af mig og begyndte at spille omkvædet.
"I will never lose, I will never win.
Only you, can steal my flame." Sang han, og nynnede resten. Jeg klappede begejstret i mine hænder. Han kiggede på mig, som om han skulle til at flippe ud på en god måde.
"Den er så fantastisk!" Sagde/råbte han glad. Jeg kiggede på resten af sangteksten. Den fik mig til at tænke på Luke, for det meste af teksten havde vi skrevet om hvordan jeg havde det. Det hjalp helt vildt, men den fik mig og til at savne Luke. Jeg var så frustreret.