This Christmas

12.

"Det er okay. Jeg havde vel indset, at du ikke ville havde mig."
"Hvad mener du?"

Jeg lå i hotelsengen. Jeg kiggede på min telefon. Klokken viste 21:30. Jeg ville allerhelst sove, men jeg kunne ikke. Jeg skulle over på sygehuset. Det var nogle timer siden, det med Kate skete. Lægerne havde ringet til mig. De havde sagt, at de ville prøve at se om de kunne redde hende med en operation, og at jeg var velkommen til at komme over og vente. Jeg havde svaret, at jeg ville tænke over det, men nu havde jeg besluttet, at jeg ville derover og vente. Jeg følte, at det var det rigtige at gøre. Nu ventede jeg bare på min chauffør, Luke. Jeg gik ud på toilettet for at kigge mig i spejlet. Jeg tænkte på Luke. Hvordan kunne jeg være sur på ham. Det med pigen var jo ikke hans skyld. Jeg havde jo også tilgivet ham, men jeg følte stadig at det var forkert at afvise ham. Jeg havde nok været lidt hård. Jeg rettede lidt på håret, det sad dårligt uanset hvad. Jeg slukkede lyset og gik ind i værelset igen. Jeg gik hen til min kuffert og lynede den op. Jeg fandt min sorte mappe frem med flybilletterne, og mange andre vigtige ting jeg skulle gemme. Jeg fandt flykvitteringen frem. Jeg læste hurtig ned til hjemrejsen. Den 27 december. Jeg sukkede. Der var en evighed til. Jeg fandt et andet stykke papir med betingelser og rettelser angående flybilletten. Jeg læse det grundigt igennem. Jeg sukkede igen. Det ville koste 716,33 dollars, for at få lavet hjemrejsen om. Jeg lagde irriteret papirerne ned i mappen igen, og lagde den tilbage i min kuffert. Jeg havde ikke så mange penge at gøre godt med. De fleste ville nok også blive brugt op på det her hotel. Det bankede på døren. Jeg hoppede hurtigt op fra sengen og løb over for at åbne døren. Luke stod ud på den anden side. Jeg skyndte mig at kramme ham. Han lagde sine arme om mig og gengældte krammet.
"Nå, der er en, der har savnet mig?" Udbrød han glad. Jeg rødmede og kiggede op.
"Bare en lille smule." Jeg smilede og gav slip på ham. Jeg havde savnet ham, selvom det var 3 timer siden vi sidst så hinanden. "Jeg henter lige mine ting." Jeg løb ind og tog mine sko på. Så fandt jeg min jakke og taske. Jeg snuppede mit nøglekort til døren og løb ud til Luke.
"Det var hurtigt." Sagde han, mens jeg lukkede døren. Jeg nikkede. Vi begyndte at gå ned langs gangen og hen til elevatoren. Jeg trykkede på knappen, og døren åbnede sig med det samme. Da vi trådte ind i elevatoren, vendte mig om mod Luke.
"Tak fordi du vil tage med." Lukes hånd fandt min og flettede vores fingre sammen. Det sende den dejlig varme følelse op igennem min krop, som jeg har savnet.
"Så lidt søde." Det gav sommerfugle i maven, da han kaldte mig søde.

------

"Hej. Jeg blev ringet op angående Katelyn Lind Smith skulle opereres, og at jeg kunne komme og vente på at operationen var færdig." Jeg smilede venligt til damen, der sad ved information. Hun nikkede og tastede Kates navn ind på hendes computer. Så kiggede hun tilbage på Luke og jeg.
"Ser du." Hun holde en pause. "Jeg ved ikke hvad de har fortalt dig, og jeg er ked af at skulle være den der fortæller det, men der er kun 30% chance for at operationen virker. Du og din kæreste er velkommen til at blive her, men I kan også tage hjem og få besked efter operationen." Mit mave opførede sig underligt, da hun brugte ordet kæreste om Luke.
"Vi vil gerne blive." Damen nikkede forståeligt og kiggede hen på sin computer igen.
"I kan tage plads nede i 2. afdeling, der ligger en kiosk som er åben hele natten." Damen pege ligefrem da hun fortalt at vi skulle gå til 2. afdeling. Jeg nikkede.
"Tak for hjælpen." Luke og jeg begyndte at gå. Da vi var nået lidt længere væk fra informationen, kiggede jeg op på Luke.
"Tror du operationen virker?" Han kiggede ned på mig.
"Jeg er ikke sikker. Damen sagde at der var 30% chance for det. Så hvis den ikke virker må vi forberede os på det." Jeg kiggede spørgerne på ham.
"Vi?" Nu havde jeg kendt Katelyn i snart nogle år, og Luke havde kun kendt hende i ca. en uge.
"Jeg var altså også gode venner med hende." Sagde Luke tøsefornærmet og lavede en bevægelse med sin hånd. Jeg grinte af hans parodi på en pige. Drenge gjorde altid mere ud af det end piger.

------

"Luke?" Jeg rystede roligt i ham. Der var gået 2 timer, og han havde sovet det meste af tiden. Jeg havde for det meste tænkt, men var også faldet i staver over Lukes sovende ansigt. "Luke." Jeg rystede igen i ham.
"Ja?" Han åbnede sin trætte øjne, og satte sig op, da han havde ligget halvt nede af stolen. Han gned sine øjne og kiggede mere vågent på mig.
"Jeg bliver nød til at sige undskyld." Han kiggede på mig med et hævet øjenbryn.
"Undskyld for hvad?"
"At jeg reagerede forkert over det med hende der pigen. Jeg er virklig ked at det og irriteret over at jeg reagerede sådan." Luke kiggede sødt på mig. Han klappede på sit skød, som tegn på at jeg skulle sætte mig hos ham. Da jeg havde sat mig, lagde han sine arme om mig og trak mig ind til sig.
"Du skal ikke undskylde. Jeg ved hvordan det er. Kan du huske min bror Jack?" Jeg nikkede. "Godt. Jeg havde en kæreste for 1 år siden. Min bror Jack er en player, og han havde selvfølgelig lavet et vædemål med en af sine venner, om hvem der først kunne..." Han stoppede op. "Du ved hvad jeg mere. De skulle få hele turen med hende. Og det værreset var, at hun ikke var fuld eller noget. Hun var bare sådan, jeg er ligeglad med Luke, jeg gør bare noget med hans bror, og tror det er okay at komme tilbage til Luke igen. Så ja.. Jeg ved godt hvordan du havde det."
"Sikke nogle idioter." Jeg skyndte at holde mig for munden. "Ups.. Undskyld." Han rystede på hovedet med et smil.
"Det gør ikke noget, for de er idioter." Jeg kiggede ind i hans øjne. De strålede felt fantastisk.
"Jov.. Luke?" Jeg kiggede ned på vores hænder som var flettet sammen.
"Ja?"
"Du må undskylde at jeg afviste dig, der da du snakkede med mig." Jeg kiggede op på ham.
"Det er okay. Jeg havde vel indset, at du ikke ville havde mig." Jeg kiggede måbende på ham og ned på vores hænder. Jeg blev pludselig hel kold og trist.
"Det var slet ikke meningen, at du skulle føle det sådan. Jeg.. Jeg..." Jeg begynde at få tåre i øjnene og kiggede op på Luke. Han skyndte sig at lægge sine arme rundt om mig, og trak mig ind i et hårdt og trøstende kram.
"Jeg mente det ikke. Ikke på den måde. Århh.... Jeg må stoppe med at tage mod råd fra mine venner." Jeg kiggede spøgerne på ham.
"Hvad mener du?" Luke kiggede flovt ned og bed sig i læben.
"Min ven sagde, at jeg skulle prøve et eller andet med at give dig dårlig samvittighed, så du ville sige at du elsker mig. Han sagde, at på den måde kunne jeg finde ud af det." Hans blik rettede sig mod mit. "Det var dumt at prøve det, undskyld. Han har sikkert taget røven på mig igen. Jeg ville bare vide om du var... Altså jeg viste ikke.... Øhh.." Det sidste sagde han ret hurtigt. Jeg lagde min hånd mod hans kind.
"Luke, det gør jeg."
"Undskyld mig." Luke og min opmærksomhed blev rette hen mod en mand i lægeuniform, som var på vej hen til os. Han kiggede på mig. "Du må være Jade Walker?" Jeg nikkede.
"Ja, det er mig." Manden var kommet helt hen til os. Han havde briller og brunt slik hår. Han så træt ud.
"Jeg må detsvære meddele dig, at operationen ikke hjalp, og at Katelyn er gået bort. Hun vil blive fløjet hjem til USA, hvor hendes familie vil sørge for begravelsen, hendes ting osv." Jeg kiggede ned. Der kom ikke nogle tåre. I stedet tænkte jeg på hendes familie. Hendes flinke mor som altid sørgede for andre, hendes far som var den sjove tandlæge, og hendes brødre som bakkede hende op om alt. Jeg kiggede op på manden, som ventede på at jeg gav ham et tegn på, at jeg havde forstået det.
"Okay. Så vi kan godt tage hjem?" Han nikkede og vendte sig om, og gik tilbage til sit arbejde. Jeg rejste mig op og begyndte at gå mod udgangen. Luke kom op på siden af mig. Vi gik sammen ud til bilen. Da vi havde sat os ind spændte jeg selen og kiggede ud i mørket. Der løb nogle få tåre ned ad mine kinder. Luke lagde sin hånd på mit lår. Hans tommelfinger kørte i cirkler.
"Det hele skal nok gå."