The fake smile

Kapitel 1️⃣

Jeg føler mig kold. Rigtig kold. Det er ikke fordi at jeg fryser. Tværtimod. Jeg sidder bare og stiger ud af mit vindue, og ser hvordan vinden pisker af sted over sneen. Folk går forbi, helt pakket ind i halstørklæder, huer, vanter, og så videre. Alle er ude lige nu. Det ser i hvert fald sådan ud. Alle, bortset fra mig. Jeg, lille Rosa, sidder inde på mit værelse, op af radiatoren, og kan mærke varmen sprede sig fra mine ben, og op. Jeg gyser. For et halvt år siden ville jeg være sammen med mine veninder til en fest, eller måske på en cafe. Ellers havde vi bare havde været ude og shoppe. Jeg var lykkelig. Jeg ville gøre alt for at komme tilbage til den tid. Jeg havde det perfekt, jeg vidste bare ikke at der også var en anden verden. Og nu ser jeg, hvor synd det er for dem der bliver mobbet. Jeg ser hvor synd det er for dem, der bliver tæsket af deres forældre. Jeg ser hvor synd det er for dem, der bliver sultet. Men intet af det kan måle sig med det jeg har oplevet. Og jeg vidste slet ikke den gang, at alle kan blive et offer. Hvem som helst. Denne gang, blev det bare mig. Og jeg forstår ikke, hvordan det hele skete. Det gik bare sådan pludselig fra den ene dag til den anden. Først var jeg populær, nu er jeg den ingen ser. Først gik jeg i det frækkeste tøj, nu dækker jeg mig til, med hættetrøjer og solbriller. Og de er ikke engang på mode. Først var jeg venner med alle, nu har jeg ingen. Jeg bliver ikke set. De har glemt mig totalt. Og hvis de vidste hvad der var sket med mig, så ville de hele tiden spørge ind. Og det ville jeg ikke kunne leve med. Men også bare tøjet. Jeg kan bare huske at jeg gik ned af gaden alene. Jeg havde det frækkeste tøj på. Jeg kunne mærke nogle øjne hvile på mig. Men jeg lod bare som ingenting. Jeg var så vandt til at alle gloede efter mig. Manden gik efter mig. Jeg begyndte at gå lidt hurtigere. Og da han opdagede det, løb han hen, tog en hånd for min mund. Tog mig ind i et skur. Og ja. I ved nok godt hvad der skete. Det gjorde jo faktisk ikke ondt. Selvfølgelig er jeg ikke jomfru. Jeg var jo mega populær. Det gjorde bare ondt i mit hjerte. Og jeg ved godt det lyder som filmen om Romeo og Julie, hvor Julies hjerte brister. Men seriøst. Jeg er så ked af det. Jeg kan slet ikke være i min krop! Men jeg har lært at leve med det. Jeg har bare skubbet mit frække tøj til side, og taget hættetrøjer istedet. Og nej. De er grå og sorte. Intet mønster. Intet logo. Intet mærke. Intet. Det gælder også min makeup. Før havde jeg hele mulitjavsen på. Nu er det bare en lille bitte mikro mini smule mascara, og babylips. Og det er mere så min mor ikke får mistanke. Og nej. Ikke spørg ind. Jeg har ikke fortalt dem det. Og det har jeg heller ikke tænkt mig. Og nu kan det godt være at i siger: "Jamen, det skal da ud! Du kan ikke bare gå rundt med det hele livet! Hvad tænker du på?! Du skal da videre! Kan du ikke se at du lever et liv, hvor ingen ser dig, også selvom du måske får 12 i alle fag?!" Og nej. Det skal ikke ud. Hvis jeg siger det til nogen, bliver det sendt videre og videre, og til sidst kender hele byen til det! Og nej. Jeg gider ikke børne telefonen. Og jo. Jeg kan godt gå rundt med det hele mit liv. Det er fint med mig. Hvad jeg tænker på? Thjaaa... Jeg tænker at jeg bare bliver ved sådan her. Jeg er kommet videre. Jeg har ikke angst mere. Buujah! Og jo, det kan jeg selvfølgelig godt se. Men det er der ikke noget at gøre ved. Og det gør mig selvfølgelig også lidt trist, når jeg tænker på hvordan jeg havde det engang. Jeg rejser mig fra min kontorstol, som jeg sad på. Sætter den på plads, og går en runde i huset. Min mor er ikke kommet hjem endnu. Og jeg er ene barn, så jeg forventer ikke at der kommer nogle. Jeg går ud på vores badeværelse, og husker at låse døren for en sikkerheds skyld. Derefter sætter jeg mig op af væggen, knuger mine ben ind imod mig, lænder mit hoved tilbage, og lader mine kinder blive oversvømmet. Jeg græder ellers aldrig. Aldrig i fuld offenlighed. Ikke engang til begravelser. Jeg kan bare ikke åbne mig for andre på den måde. Det har jeg aldrig kunne. Men nogengange er det bare rart, at give slip...

~~~~~~~~~~
Halløjsa alle jer fantastiske læsere!☺️
Her var første kapitel.😃
Håber i kunne lide det.😊
Hvad tror i der er sket med Rosa??🤔
Skriv det!😜
Vil meget gerne læse det!😘
Ses!🎀