The fake smile

Kapitel 1️⃣3️⃣

Jeg vågner for første gang i lang tid, ved at nogle fugle synger udenfor. Endelig er det blevet forår! Hvor har jeg dog længdes efter det i laaang tid! Og vent... Idag er det lørdag! Halleluja!!!! Så kan det vist ikke blive bedre. Jeg rejser mig fra sengen, og går over og åbner vinduet. Altså, jeg åbner vinduet! Jeg kan ÅBNE det! Holy! Kan man godt mærke at jeg er ret glad?? Jeps, i know. Jeg hopper hurtigt i noget tøj, sætter mit hår op i en rodet knold og går ud og tager et æble i køkkenet (😂👋🏼teyata ). "Kity!" Kalder jeg. Hun kommer hurtigt løbene, for hun ved jo at hun skal have mit æbleskrog. Jeg går lidt frem og tilbage i stuen. Hvad skal jeg lave? Jeg går over til min mors bogreol. Seriøst, jeg lyver eller overdriver ikke. Den er stor! Sådan rigtig stor! Hun er en kæmpe bogorm! Hun læser bare nærmest ikke mere, da hun jo arbejder hele tiden. Men det er forskælden på mig og hende. Jeg hader at læse! Eller, det er bare ikke det bedste jeg ved. Skal jeg sætte mig til at læse en bog? Okay! Jeg finder en lille bog. Eller... min mor har ikke små bøger. Jeg vælger bare en der ser intrasandt ud så! Jeg snupper en der hedder Evermore af Alyson Noël, og begraver mig i den...

(Kan SÅ meget anbefalede Alison Noël' bøger! De er kort sagt fantastiske!)

Jeg laver et æsel-øre ved et kapitel, og lukker bogen med et smæld. Wow! Det er faktisk ikke så slemt at læse alligevel. Bare man læser Alison Noël' bøger. Det skal jeg huske. Jeg ligger forsigtigt bogen på bordet og går ud i køkkenet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er begyndt at åbne skabene og kigge i dem, uden at jeg ved hvad jeg leder efter. Men min mor har sagt at det er normalt når man er teenager. Jeg ved nu ikke helt om jeg tror på det. Jeg sukker opgivende, og går, uden jeg ved af det, ind på gæsteværelset. Jeg opdager så, at Anders' værelse ligger lige over for det. Det vil sige at jeg kan kigge lige ind til ham. Og der sidder han jo. Jeg gemmer mig lidt bag gardinet, og studere ham. Han sidder og spiller på sin guitar. Og det overrasker mig, at han rent faktisk også synger. Whaaat?? Hvem skulle have troet at Anders synger? Jeg åbner diskret vinduet, da jeg opdager at hans vindue også er åbent. Okay, dette er lidt stalker agtigt. Men jeg kan ikke høre ham. Guitaren overdøvet hans stemme. Der er også lidt af min, og lidt af hans have imellem vinduerne. Og lige da han køre sin hånd over strengene for sidste gang, ringer min mor. Jeg styrter ud i stuen og tager den.

Mig: Hej mor.

Mor: Hej skat. Je...jeg må fortælle dig noget...

Mig: Øhh... ja. Fortæl.

Mor: Jo altså... hmm... Jeg og din far er jo skilt. Det ved du jo. Han har ikke ville kontakte mig i åre vis... og nu...

Hun begynder at snøfte. Jeg holder mobilen helt ind til mit øre med begge hænder, af skræk.

Mor:... Og nu... Nu har jeg fået besked fra kommunen, at... han har begået selvmord!

Hun bryder fuldstændig sammen. For min mor elsker ham stadig. Og det har hun altid gjordt. Det var ham der ikke ville have noget med hende og mig at gøre. Han forlod os da jeg var 10. Imens jeg var til stede. Jeg kan tydeligt huske at han råbte af min mor, og hun prøvede bare at få ham til at falde til ro. Endda på en rolig måde. Og da han ikke kunne sige imod, styrtede han ud af døren, og smækkede den som aldrig før, så hårdt, at nogle glas faldt ud. Jeg står lammet af skræk, lige som den gang. Jeg kan ikke få et ord ud.

Mor: Igår!

Bliver min mor ved, og jeg kan ingenting gøre for at hjælpe. Da hun er faldet til ro, snøfter hun en gang, og fortsætter.

Mor: Det var slet ikke meningen at det skulle gå så langt. Hør skat. Det er det der kan ske. Så jeg vil bare sige, grib kæreligheden imens den er der. Ellers vil du stå der en dag, og have den der taber følelse. Elsk mens du kan. For nogengange, så er man bare nød til at gøre det, og glemme alt andet. Nå, jeg må tilbage til mit arbejde. Elsker diig. Farvel.