The fake smile

Kapitel 2️⃣3️⃣(Maraton 5/5)

Anders... Jonatan... Anders... Slåskamp... Kamp... Stjæle... Slås... Person... Kærelighed?... Udnyttet... Væddemål...

..........

Jeg vågner ved at noget musik rammer mine øre. Min mor er ikke hjemme, så det kan ikke være hende. Det kommer ude fra min forhave. Jeg hopper hurtigt i et par jeans, undertøj (selvfølgelig) og en t-shirt faktisk. Det var bare lige det der var tættest på. Jeg rødder hurtigt mit hår igennem og styrter hen imod mit vindue, åbner det og kigger ned. Og der nede i haven står Anders. Med sin guitar. Spiller. Og synger imens. Jeg lader hans smukke stemme ramme mine øre, og jeg lytter meget opmærksomt med. Kommer helt tæt på rytmen. Helt tæt på ham.

(Ingen af dem er ham😂👆🏼)
Da han er færdig med den sidste sang ligger han guitaren fra sig, og begynder underligt nok, at kravle op af muren!? Han kommer hurtigt ind på mit værelse, og jeg får mig lige så hurtigt gemt bag et tæppe. Han skal ikke se mig med t-shirt! Et smil spreder sig på hans læber da han ser mig. "Du behøver altså ikke at dække dig til." Griner han. Jeg rødmer (ja, jeg kan simpelthen mærke det😂), og tager langsomt tæppet ned, som en lille fugl, der for første gang skal ud af reden. Han smiler til mig og får 'på magisk vis' tryllet nogle blomster frem til mig. Jeg tager genert imod dem, stikker dem forsigtigt op til næsen og lader den fantastiske duft af tulipaner sive ind i mine næsebor. "Tusind tak." Smiler jeg og tager dem ned i min favn igen. Han svare ikke, springer bare direkte hen til et andet emne. "Hør Rosa, alt det her er en stor fejl. Jeg fik det dårligt da jeg ikke reddede dig, og da det viste sig at det istedet var Jonatan, blev det ikke specielt bedre. Og jeg har opført mig som et svin. Sagen er bare, at jeg bare var jaloux. Og jeg opføre åbenbart sådan når det sker." siger han ud i et. Men alligevel når jeg at få det hele med. Det lyder måske lidt underligt og umuligt, men det gør jeg. Jeg høre vært ord lige tydelige, og ser hans mund formulere dem. Det hele går nærmest i slowmotion. Lige som igår, ved slåskampen. "Jamen, hvem var det du var jaloux på?" spørg jeg i håb om, at det ikke er alvorligt. Han tøver. "Jonatan." mumler han. Jeg ser uforstående på ham. "Hvorfor?" får jeg op, men jeg bliver nød til at kæmpe det op. Min hals har snøret sig sammen, og hvert ord sidder derfor fast. Og knuden i min hals strammer sig da han endelig siger svaret. "Dig." mumler han endnu lavere end før. Jeg kan faktisk slet ikke beskrive hvordan jeg har det. Der har aldrig været nogle der har været forelsket i mig. Dengang tog drengene mig jo på grund af min krop og min populæretit. Og forholdene varede ikke længe. For jeg slog op så snart de blev kedelige. Jeg var også kun optaget af hvad der var udenpå. Det lort der var indeni var ligegyldigt. Men nu stille der sig en dreng foran mig og afklarer sin kærelighed til mig. Og det overrasker mig, at en følelse jeg aldrig har følt før skyder igennem min krop. En følelse af glæde. "Mig?" hvisker jeg. "Ja. Rosa kan du ikke se det? Jeg er simpelhen forelsket i dig." siger han roligt. Et smil falder på mine læber. Han smiler stort og lader mig ikke svare. "Kom!" siger han, tager min hånd og føre mig hen til vinduet han kom ind af. Jeg ryster voldsomt på hovedet. "Nope! Glem det!" griner jeg og tager hænderne op som forsvar. Han smiler drillende til mig. Jeg holder et grine flip inde da han begynder at gå langsomt hen imod mig. Da vi står HELT vildt tæt, så tæt at han bare kunne trutte med læberne, og de ville straks lande på mine, tager han mine hænder. "Skal vi gøre det på den lette måde eller den hårde måde?" Spøg han og giver mig et drillende smil. "Øhh, lette måde??" Svare jeg uforstående. "Okay! Hvem kommer først?!" Udbryder han og begynder at klatre ned af væggen. Jeg griner af han og går ned af trappen. Jeg lander selvfølgelig ude i haven. Han har ikke opdaget mig endnu. Da gen er helt nede, kigger han op imod mit vindue. "Hvem kom ført?!" Råber han drillende mod det og laver en lille sejers dans. Jeg står og betragter ham med et smørret smil på læben. "Det gjorde jeg vist." Siger jeg lidt efter og kæmper med at holde grinet inde, men da han vender sig forskrækket om og får et chok da han ser mig, kan jeg ikke holde er på det, og det bryder ud. Og han kan åbenbart ikke lade vær med at grine med. Solen danner skygger på ham på den mest perfekte måde og hans smil er så ægte, så positivt, at en hver piges hjerte ville smelte. Og dertil fik han mig med. Da vi er færdige tager han noget op af lommen. Et tørklæde. Jeg ser spørgende på ham. Han griner bare let og binder mig for øjnene med det. Derefter tager han min hånd og trækker mig et eller andet sted hen, som jeg ikke ved hvor er. Og ja, igen føler mig ingen trang til at komme væk fra ham hurtigst som muligt. Tværtimod. Jeg føler mig istedet tryk. Meget tryk. Faktisk rigtig tryk. Så tryk som man nu kan blive. Og jeg aner ikke hvad der lige er ved lige precist ham. Som sagt, så ved jeg jo ik' så meget. Men er det enlig ikke en god ting? For så er der jo flere overraskelser, mere spænding og glæde i ens liv? Og ville det ikke være kedeligt hvis man vidste alt?

Han stopper mig brat op og tager halstørklædet væk fra mine øjne. Vi er ude på den gamle togstation plus gamle togbane. Begge ting bliver ikke brugt mere. Hvilke jo vil sige, at vi er helt alene. Han afbryder mine tanker ved at han krammer mig bagfra. De muskuløse arme sender mig en slags varme, der gør mig endnu mere tryk end jeg var før. Det er lang tid siden jeg har følt mig så tryk. Ja, det var tider. Og jeg havde helt glemt følelsen. Jeg ved godt det lyder umuligt, men det gjorde jeg virkelig. Han afbryder pludselig mine tanker igen. "Rosa?" Hvisker han stille mens vi ser ud på den gamle togbane. "Vil du..." han tøver. "... vil du være min.. mi-n?" Afslutter han. Jeg vender mig om imod ham og han trækker sig fra krammet. Han ser meget nervøs ud. Men er jeg overhovedet klar? Den tænker jeg over et stykke tid inden jeg tager en beslutning og trækker på skuldrene. "Hvad tror du selv?" Spørg jeg. "Øh, nej??" Spørg han og bliver endnu mere nervøs! Jeg sætter min pegefinger på hans bryst og griner let. "Nej din torsk! Selvfølgelig vil jeg det!" Griner jeg. Han ånder lettet op, men når ikke så langt da jeg springer op og kysser ham imens mine ben er foldet rundt om hans talje. Han lægger sine arme rundt om mig. Dette øjeblik er noget specielt. Jeg ved det bare. Og jeg vil huske det. Jeg har overvundet det meste ondskab i mit liv, og nu er jeg her. Jeg trækker mig fra kysset og krammer ham istedet i samme stilling. En vigtig tanke flyver igennem mit hoved. "Anders?" Spørg jeg. "Hmm?" Svare han nede i mit hår. "Det her må du ik' sige til nogle vel, men Jonatan vil ikke have mig mere." Fortsætter jeg. "Why?" Spørg han igen nede i mit hår. "Han er bøsse." Afslutter jeg. "Hvad?!" Siger han lidt højere. "Ik' mere snak om det!" Beroligede jeg og griner. Og han kan ikke gøre andet, end at deltage i mit grin.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Heeeey fantastiske læsere!😘
Så er maratonet færdig!😱
Og jeg undskylder meget for at det sidste kom ret sent ud OG at de andre kapitler ikke blev særlig gode😢
Det er jeg ked af😭
Håber det er okay, og at i alligevel vil stemme igen♥️
Vi ses forhåbentligt i mine næste kapitler ELLER i en af mine andre bøger🤓
Ses!🔥

-Maja/Lamaen😍