The fake smile

Kapitel 1️⃣1️⃣

"BIB!"

Det er min mobil. Jeg har fået en besked. Jeg støner irriteret, men bliver fuldstændig stiv af forskrækkelse, da jeg ser hvem beskeden er fra. Den er fra Anders...

Jeg træder ind af de store marhoni døre til gangen, hvor folk vivler fundt. Jeg føler mig ret utilpas. Alle, og jeg mener seriøst, ALLE, glor så deres øjne er ved at falde ud, på MIG. Og jeg har ingen hætte på. Jeg kan ikke gemme mig. Og jeg kan ikke engang gå over i siden, for der er fuldstændig fyldt op med elever. Så jeg bliver simpelthen nød til at gå i midten. Respektere at være midtpunkt. Lige som den gang. Bare anderledes. Det føltes bare ikke så rat. Faktisk det helt modsatte af fantastik. Derfor lader jeg mit blode hår falde ned foran mit ansigt, imens jeg kigger ned. Men det bliver ved. Alles blikke hviler på mig. Og jeg ved ikke engang hvorfor. Det er forfærkeligt. Hvis det bliver ved sådan her, så må jeg altså flygte hjem, løbe ind på mit værelse, prasse mit pinte ansigt ned i en kæmpe bunke puder og tude som et lille barn. Jeg kan i hvert fald ikke finde på andet. For hvad skulle jeg ellers gøre? JEG kan jo ikke bare lade som ingenting. For sådan er JEG jo. Inderst inde ved jeg jo godt at jeg er en skrøbelig lille pige, der bare flygter væk fra alting, som en hund der går sin vej med halen mellem benene. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så vil det forblive sådan. Ja, til evig tid. Jeg ville ønske at jef kunne starte på ny. Glemme min forfærkelige fortid. Komme videre. Kort sagt, få mig et liv. Og... En hånd på min skulder afbryder mine tanker. Anders! Endelig kom den fisk! Jeg vender mig om med et stort smil på læben. Men det forsvinder næsten helt, da jeg finder ud af at det ikke er Anders. Det er nemlig min lille fan, Jonatan. Min lille efter følger. Og uden jeg ved af det, forlader et suk pludselig mine læber. Og da jeg ser skuffelsen i hans øjne, prøver jeg at smile overbevisende. Så jeg prøver at give ham et undskyld-det-var-ikke-din-skyld smil. Og heldigvis tager han imod det. Hvilke får mig til at ånde lettet op inde i mig selv. "Hej." smiler han nærmest sukker sødt. Hvilke irritere mig ret græneoverskridende. Så jeg smiler bare falsk som svar. Jeg vil seriøst gøre ALT for at undgå ham. Lige præsict ham. Ih! Det var altså også en fajl at jeg fortalte ham det! Det røg bare sådan lige pludselig ud af mig! Why?! Okay, hvad gør jeg?! Hvilken undskyldning er god nok til at komme væk fra ham? "Du ser godt ud." Afbryder han mine tanker igen, med en hæs stemme. Han prøver vist at virke sexet. Typsik! Vent... Hvad var det han lige sagde?! Jeg får pludselig en klump i halsen, da jeg tænker over det han sagde. Riiiiiip! Hvad kan få mig ud af denne samtale?! Til mit held høre jeg den længe ventede stemme rede mig. "Det var min ide." Jonatans blik forandres fra det det nu var, til jaloux og irriteret. Han vender sit hoved mod min agent 007, og giver han et ondskabsfuldt blik. Og min agent 007 giver et igen. Vent... Var det der lige drama?... Jeg tænker længe over det, men opdager til sidst, da jeg er kommet tilbage til virkeligheden, at drengene er fuldstændig stille. De står faktisk kun, og giver dræber blikke til hindanden. "Hej Anders." siger jeg omsider. Han vender sit hoved mod mig, og smiler varmt til mig. Hvilke får mit hjerte til at smelte. Han lægger sin arm rundt om mit liv, og trækker mig ind til sig. Og pludselig føltes det helt forkert. Men jeg lader han gøre det. Bare jeg kommer væk fra Jonatan. Han kigger endnu mere ondskabsfuldt på Anders end før. Hvilke jeg troede var umuligt. Men åbenbart ikke. Anders vender hans hoved mod Jonatan igen, og smiler selvglad til ham. "Rosa." siger han pludselig, uden at vende sit hoved den minste smule mod mig. "Vi må hellere gå." Afslutter han kækt. Jonatans ansigt fyldes med jalouxi, da vi vender os om og går.

Jeg ånder lettet op. Jeg kan endelig slappe af. Anders griner let af mig. "Godt du prøver at holder dig væk fra ham. Han er ikke noget for dig." smiler han. Jeg giver han ret ved at nikke. "Du fik min besked." siger han for at skifte det underlige emne ud med et nyt. Jeg ser genert ned i jorden. "Bare rolig. Du ser fantastik ud." hvisker han i mit øre, og jeg kan mærke heden strømme op i mine kinder. "Du er så sød når du rødmer." ler han. Jeg ler, stadig gernert, med. "Men Anders?" spørg jeg, da jeg endelig finder lidt mod til mig. Han svare ikke, istedet vender han sit hoved mod mig og venter tålmodigt på spørgsmålet. "Det er bare... Da jeg kom kiggede alle på mig. Det er jeg altså ikke vandt til. Hvorfor gør de det? Har du sagt noget?" Okay, det var nok mere end et spørgsmål. Men igen, det røger bare ud af mig. Og jeg kan ikke gøre for det. Det er ret irriterende. Jeg må se at få orden i alt hvad jeg siger, og tænke mig mere om. Og til min store overraskelse, begynder han at grine. "Hahaha! Rosa, det er jo let!" griner han. Jeg ser uforstående på ham. "Jamen kan du ikke se det?" spørg han, da han er faldet lidt mere til ro. Jeg ryster langsomt på hovedet. "Rosa for den da! Selvfølgelig kigger de på dig! De har jo ikke set dig uden hætte i et halvt år! De bliver jo forskrækket over hvor smuk du faktisk er! Og selvfølgelig har jeg ikke sagt noget. Det kunne jeg aldrig finde på. Det ved du da." svare han smilende, og giver mig et klem, der hvor han holder om mit liv. Altså min hofte. Men da han ser hvordan mit ansigt ser ud, så stopper han op. Jeg vender mig mod ham, da han giver slip på mig. Han kigger mig dybt ind i øjnene. Hans øjne skinder af medføelse og bekymring. Hans øjne er så dybe, at de næsten er svære at tyde, men alligevel spændene. Han holder vores øjnkontakt fast. "Rosa." begynder han pludselig. Det føltes som om det er første gang han siger noget i 100'ede år. Tiden står stille. Alt er kun et mørkt rum. Det eneste lys der er tilbage, er os. Og vi ved begge, at vi ikke behøver mere, end hindanden. Så kan vi tage vores grænser væk, og bare leve livet. Bare vi har hindanden. Vi kan gå igennem ild og vand. Vi kan falde uden falskærm og dykke ned på det dybeste af det dybeste vand. Bare vi har hindanden. Så kan vi gøre alt. Og intet kan gå galt. Men pludselig fortætter han. Hvilke lidt ødelægger det stærke øjneblik. "Du er smuk. Du er fantastik. Folk har bare ikke set det før. Jeg bad dig om at tage en trøje uden hætte på idag, for jeg ville vise dig frem. Folk burde vide hvad for et fantastik menneske du er. Du skal bare åbne dine smukke øjne op, og se det. Jeg ved godt at du har en forfærkelig fortid. Og hvis du ikke har det godt sådan her, så må du undskylde. For så er det min skyld. Og det er jeg ked af. Jeg vil bare gøre alt hvad der står i min magt for at du skal have det godt. For det fortjener du virkelig. Undskyld." Jeg får endnu en klump i halsen, og jeg kan mærke at det begynder at svig bag mine øjne. Jeg kan ikke få et ord op. Jeg prøver, men de sidder fast i min hals, og vil ikke komme ud. Og Anders kan gennemskue mig. Han ved at jeg ikke kan sige noget. Så han vender sig om, og går. Og jeg står alene tilbage. Uden håb. Helt alene...

Jeg går stille hen ad gangen. Jeg kan ikke få det sidste ord som Anders sagde ud af mit hoved. Undskyld... undskyld... undskyld...Og sådan bliver det ved. Jeg ser hans triste blik igen og igen. Som et filmbånd der bliver ved med at køre, og aldrig stopper. Har han glemt mig? Vil han ikke have noget med mig at gøre? Vil jeg ikke have nogen at støtte mig op af mere? Vil han bare forsvinde fra mit liv? Og vil jeg bare forsvinde fra hans liv? Pludselig får jeg et slag i rykken. "Av." Siger jeg, og vender mig om. Det er nogle drenge fra min klasse. Jeg ser spørgene på dem. De giver mig en efter en elevator blikket. Jeg krydser langsomt mine arme. Hvad vil de mig? "Hej Rosa." sige den ene hæst. Han hedder vist nok Jesper. "Øhh... Hej?" svare jeg. "Du ser godt ud." fortsætter den næste. Han hedder... Kasper. De går hen imod mig. Jeg bliver stående. "Kom her." bliver de ved. Og jeg ved pludselig hvad de er ude på. Mine øjne bliver store, og jeg går nogle skridt tilbage. Men jeg når ikke langt før at jeg støder ind i en anden. De har omringet mig. Og jeg står hjælpeløst i midten. De kommer tættere og tættere. Hvad gør jeg?! "Hjælp!" råber jeg pludselig op. Drengene hopper hurtigt på mig. Jeg giver igen. "Slip mi..." Jeg når ikke at sige mere før en hånd bliver lagt for min mund. En lille tåre triller ned af min kind. De begynder at slå på mig. Heldigvis gør de ikke det som de havde tænkt sig i starten. Så jeg tager imod slagene. Et efter et. Til sidst er jeg fuldstændig banket til grunde, og jeg ligger hjælpeløst tilbage på det kolde gulv, da de går. (Billedet i toppen😘👆🏼). Jeg lukker mine øjne. Hvordan er jeg endt her? Pludselig ligger der en hånd på min skulder. Jeg forventer flere slag, så jeg lukker mine øjne igen. "Rosa? Er du okay?" Jeg lukker overrasket mine øjne op, og vender mig mod personen. "Jonatan?" hvisker jeg. Han smiler forsigtigt til mig. Og jeg kan ikke gøre andet, end at hoppe op i hans favn, lægge mit hoved på hans skulder og hulke...

-----------------------------------

Halløjsa alle jer fantastike læsere derude!

Så er jeg tilbage med et nyt kapitel.

Jeg tror faktisk, at dette kapitel er et af de længste jeg har skrevet.

Nå, DRAAAAMAAAA!

Og som i kan se, så skriver jeg stadig på en computer, og jeg er stadig ikke mester.

Men det simpelthen fordi, at jeg er blevet syg, og jeg orkede derfor ikke at gå op på mit værelse for at hente min mobil.

Så her we are!

Nå, hvad syndes i, Anders VS Jonatan??

Husk at skrive det!

Elsker jer!

Bye!

-Maja/lamaen:-)