The fake smile

Kapitel 2️⃣

Jeg går hen af gaden. Den samme som for et halvt år siden. Jeg går meget hurtigt, også selvom alt virker så fredligt. Fuglende flyver stille rundt. Et par går forbi mig med flettede fingre. Sneen er helt hvid, som det fineste silke. En grå/sort stribet kat balancere elegant hen af en indkørsel. Alle smiler og er glade. Solen skinder ned på sneen, så det liner glimmer. Selvom det er koldt, kan jeg mærke varmen fra solen. Men den dag. Den dag for et halvt år siden. Jeg troede det hele var fredligt. Jeg troede at mit liv var så perfekt, og at intet ondskab kunne være til. Men alligevel skete der det som jeg troede var umuligt. Men verden er et frygteligt sted. Og sådan må man bare have det. Men prøv lige at tænk hvis ham der manden... hvis jeg kendte ham? Tænk hvis jeg ser ham hver dag? Tænk hvis han kigger på mig lige nu. I dette sekundet! Gør vide hvem der bliver hans næste offer??

Endelig når jeg til gymnasiet. Det var på tide. Kærestepar står under træerne og kysser, vennerne spiller fodbold (underligt nok når det sner?), veninderne står og fniser, men jeg går lige forbi dem alle, uden at tænke på at vende mig om. Jeg går ind på min plads, sætter min taske på min plads, og ser på vores ugeplan. Mandag... tirsdag... der! Onsdag. Vi skal have tysk først. Jeg snupper hurtigt min nøgle, og går ud til mig skab. Pigernes skabe er lyserøde og drengenes blå. Men mit skab er grønt. Det skete ved at nogle (jeg ved ikke hvem. Det kunne være alle!) skrev at jeg skulle dø, at jeg var en grim ludder, og så videre. Jeg har ikke lyst til at uddybe mig. Men jeg blev nød til at blive to timer mere på skolen, på grund af at jeg skulle hviske det væk. Ja, i know. Det er lang tid. Men de havde også dækket hele skabet til. Næste dag fandt de selvfølgelig ud af at det var væk igen, så de købte noget grøn maling, og malede mit skab helt skrigende grønt. Og jeg har prøvet at få det væk, men det kan jeg ikke. En dag var jeg på skolen helt til klokken seks om aftnen. Og det var hvor det sad, og det gik ikke væk. Faktisk, selvom jeg havde skrubbet, vasket, hamret, og alt hvad man kan gøre, så så det lige så grønt ud som før. Jeg sætter nøglen i låsen, og den går op. Før i tiden havde jeg alt muligt hajs på indersiden af mit skab. Billeder, fotos, tudser, kuglepenne, et spejl, telefonnumre, magneter, og en masse andet hajs. Men nu har jeg kun spejlet tilbage. Jeg bruger det aldrig. Det kan man også godt se. Jeg gør det aldrig rent. Så hvis man vender sig mod det, kan man kun se silhuetten af ens ansigt. Jeg snupper mine tysk bøger, lukker og låset skabet igen, går ind i min klasse, sætter bøgerne på plads, og sætter mig på min stol. Jeg kigger rundt i klassen. Jeg er den eneste herinde. Alle andre er jo udenfor og nyder livet, og tror verden bare er så god, så god, men nej. Der tager de fejl. Jeg ved godt jeg tænker det mange gange, men de tager altså fejl! Det er bare så irriterende at verden ikke er som den ser ud til. Pludselig ringer klokken, og vores tysk lære kommer ind. Jeg skynder mig at tage mine solbriller af, og lægger dem ned i min taske. Jeg retter mit hoved op mod vores lære igen. Hun hedder Alyson Olsen, men vi kalder hende jo selvfølgelig bare fru. Olsen. Hun er faktisk en rigtig sød og dygtig lære. Hun smiler til mig, og jeg gengælder selvfølgelig hurtigt smilet. Mine tanker bliver afbrudt af en strøm elever, der drøner ind foran mig, og sætter sig på deres pladser, ved siden af deres side kamerater. Alle har en, undtaget mig.

Endelig får vi frikvarter, og jeg styrter ned i kantinen. Jeg er hunde sulten! Jeg går over i den laaaaaange kø, tager noget mad når jeg endelig når til bordet med det, og sætter mig på "mit sted". Eller man kan faktisk ikke kalde det "mit sted", men det er bare der jeg altid sætter mig. Over i et hjørne, der hvor ingen andre sidder. Jeg tager mit røde æble op, pudser det i mit ærme (en vane), og skal lige til at sige en bid, da det pludselig står en foran mig. Jeg retter mit hoved op, for at se personen. Det er en dreng. Jeg har aldrig set ham før. Men han ligner en på min egen alder. "Hej!" Siger han glad og smiler til mig. For et halvt år siden ville jeg med det samme "æde" ham på stedet, men nu nikker jeg bare uden at svare. Da han har sat sig, hviler hans øjne på mig. Det er pænt akavet, så jeg kigger irriteret op på ham. "Hvad?!" Spørg jeg irriteret. Hans store positive smil bliver mere genert og nervøst. Jeg regner med at han vil gå, men til min store overraskelse bliver han. "Sikke en smuk stemme du har." Siger han frækt. Mine øjne bliver store. Hvor er jeg dog glad for at jeg har solbriller på, så han ikke kan se det. "Øh, nå." Jeg ved godt det var kikset sagt, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle sige. Da han sagde det fik jeg en dårlig fornemmelse i maven, og billeder puffer frem fra den dag. At han er så tæt på mig gør mig bange, og det gør det ikke bedre at han siger at jeg har en smuk stemme. Bestemt ikke! Jeg kan mærke at jeg begynder at svede. Hans øjne glider fra mit hoved (i forsøg om at kigge igennem mine solbriller), til ned på mine hænder. "Rolig." Siger han og griner. "Jeg bider ikke." Tilføjer han, og lægger sine hænder på mine. Jeg tager dem hurtigt til mig, rejser mig fra bordet, og løber min vej. Uden jeg ved af det, ender jeg i min indkørsel. Omg! Jeg har pjækket fra skole! Jeg kigger på mit ur. Jeg kan ikke nå at komme tilbage, næste time begynder om et minut. Jeg låser døren op, og går ind på mit værelse. Smider min skoletaske på sengen, trækker min kontorstol hen mod vinduet, og sætter mig på den. På præcist samme måde som igår. Og som alle de andre dage. Sidder bare og kigger ud af vinduet, og lader mine tanker løbe løbsk...

~~~~~~~~~~
Halløjsa alle jer fantastiske læsere!😍
Her er endnu et kapitel.🎀
Håber i kan lide det.♥️
Hvad ville i gøre, hvis i var Rosa??🤔
Skriv det!😝
Vil meget gerne høre det!😋
Ses!😆