The fake smile

Kapitel 4️⃣

Endelig er det weekend. Det har jeg ventet på i laaang tid! Ej, måske kun en uge. Men stadivæk! Jeg gider ikke skolen. Jer gider ikke folk som er tæt på mig hele tiden. Jeg gider ikke min vinterjakke. Og mest af alt gider jeg ikke Jonatan. Den idiot! Jeg åbner mit tøj skab. Rip! Jeg har ikke flere hættetrøjer! Jeg snupper derfor en skjorte og en trøje til at have udover. Derefter nogle hulede bukser. Jeg kigger på min kaldender. Ejjj...! Idag er der ekstra timer! Jeg hopper hurtigt i mine sko og snupper en sort skoletaske. Ja. Jeg har mange forskellige. Ved det godt. Det er lidt underligt. Jeg tager hurtigt lidt mascara og lipgloss på, og så er jeg to good to go.

Jeg styrter ind i lokalet. Folk ser undrende på mig. Det er nok mit tøj og... holy! Jeg har glemt mine solbriller! Jeg styrter ned til det bagerste bord, som nu er min plads. Jonatan er her ikke. Hehe. Ellers er hele klassen her. Vores lære er heldigvis ikke kommet endnu. Og selvfølgelig kommer hun ind af døren nu. Det er bare SÅ typisk mig at ting sker lige efter jeg har tænkt det! Jeg siger det bare. Typisk! Det er fru. Olsen. Hun smiler sødt til os alle inden hun begynder. "Hej folkens. Her får i nogle opgaver. Der er både matematik og historie. Og sikkert også mere." Hun kigger vorderende på os. "Rosa. Vil du være sød at komme her op og dele papirende ud." Det var ikke et spørgsmål. Det ved jeg også godt selv. Men jeg har intet valg. Jeg rejser mig stille fra stolen og går op imod fru. Olsens bord, hvor papirende ligger i en bunke. Jeg kan mærke at alles blikke er rettet mod mig. Jeg synker en klump og prøver at lade det ligge. Jeg tager bunken fra bordet, og vender mig mod klassen. Jeg prøver at synke en klump til, der er opstået hurtigt igen i min hals. Jeg går hen mod den første. Jeg balancere et papir i min hånd og ligger den på bordet. Da jeg er gjordt det hos alle, går jeg forsigtigt op mod bordet igen og aflevere resterne. Derefter vender jeg mig mod klassen igen. Alle er mega utålmodige. "Godt Rosa. Bare gå ned på din plads igen." Høre jeg fru. Olsens stemme sige. Jeg små løber ned til min plads og dumper ned på min plads. Jeg sukker lettet ud og river en blyant ud af mit kedelige penalhus. Jeg stirre ned på papiret.

1. 124:22= 5,63

Jeg skal lige til at fortætte til næste spørgsmål, da døren pludselig åbner voldsomt. Ind braser Jonatan. "Undskyld jeg kommer forsendt!" Råber han og styrter ned til sin plads. Det vil sige, ned ved siden af mig. Rip! Fru. Olsen kommer med opgaven til ham. Da hun er gået tilbage igen og er begyndt at læse, rettes Jonatans hoved mod mig. Jeg lader som om jeg ikke ser ham. "Hey babe." Hvisker han hæst. Jeg svare ham ikke. "Jeg ved ikke hvad der gik af mig igår. Kan du tilgive mig?" Fortætter han. Stadigvæk holder jeg mig tavs. Han giver mig elevator blikket. "Hey. Du ser da godt ud... måske kan vi tage hjem til mig senere?" Bliver han ved. Jeg kan mærke at sveden er på vej, og jeg ryster voldsomt på hovedet. "Hey. Kig på mig." Jeg gør det komplet modsatte. Han lader sin hånd hvile ovenpå min. Mit blik tvinges fra papiret til vores hænder. Han fletter sine ind i mine. Langsomt. Meget langsomt. Jeg lukker mine øjne, og uden jeg ved af det har jeg rejst mig op. Alle stirre på mig. Jeg styrter ud af lokalet og ud på toilettet. Jeg låser mig inde i en boks. Hele min krop ryster. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg åbner stille boksen igen og hviler mine hænder på vær side af håndvasken. Jeg kigger mit spejlbillede i øjnene. "Hvad er der i vejen med mig?" Hvisker jeg til det. Jeg får selvfølgelig intet svar. Jeg kan mærke at det begynder at svig bag mine øjne. Jeg ryster på mit hoved for at få det væk og lader mit hoved falde ned igen. Jeg lukker øjnene. "Hey, er du okay?" Spørg en bekendt stemme pludselig. Jeg retter mit hoved op mod dørkammen, og dér står han. Min agent 007 fra igår. "Anders?" Spørg jeg. "Ja?" "Hvorfor er du her?" Han kigger genert ned i gulvet. "Altså... jeg havde banket på din dør. Din mor åbnede og sagde at du ikke var hjemme, men oppe på skolen. Så jeg gik her op. Jeg ved ærligtalt ikke hvorfor jeg ikke bare ventede. Her fandt jeg dig så. Og her er vi nu." Svare han og retter sit hoved op mod mig igen. Jeg kan mærke at jeg er lige ved at løbe over, så jeg lader mig hoved falde ned igen. Han kommer hen imod mig. "Men ér du okay?" Spørg han igen, da jeg ikke svarede på det første gang. "Hør Anders. Du kan ikke være her." Siger jeg og undlader at ændre min stilling. "Hvad? Vil du ikke have at jeg hjælper dig? Vil du ikke se på mig?" Røger det ud af ham. Jeg griner let af ham, og vender mig mod ham. "Det er slet ikke det." Griner jeg. Han ser spørgende på mig. "Hvad er det så?" Spørg han. "Det er pigetoilettet." Hvisker jeg. Han rødmer. "Nååå ja." Små griner han. "Men vil du være sød at svare på mit spørgsmål?" Spørg han og smiler stort. "Åh.. øh... jeg fik det bare dårligt." Svare jeg hurtigt. Måske lidt for hurtigt. "Men jeg har det bedre nu." Tilføjer jeg. Igen, nok lidt for hurtigt. Han nikker forstående. "Men gå du ind og lav din opgave færdig. Jeg venter på dig udenfor." Smiler han og går ud fra toilettet. Jeg går med, og da vi når min klasse går jeg ind af døren, og Anders lænder sig op af væggen. Da jeg kommer ind ser jeg ned i gulvet og små løber ned på min plads. "Hey ba.." "Hold dig væk fra mig!" Afbryder/hvisker/hvæser jeg af Jonatan. Jeg ser ned på papiret igen. Okay.

2. Hvor højt er Rundetårn?:

Jeg tænker mig om.

42 meter.

Jeg går videre til næste spørgsmål...

Da timen endelig er færdig, går jeg ud til Anders. "Hvad så?" Smiler han. "Lad os gå." Smiler jeg tilbage, og vi vender os mod udgangen og går ud. "Var det sjovt?" Spørg han. "Du kender udemærket godt svaret." Griner jeg. Han griner med mig. Vi går bare og snakker om alle mulige random ting, til vi når mit hus. "Vi ses Anders." Smiler jeg. "Vi ses." Svare han, og vi går vær til sit.

~~~~~~~~~~~~~~~
Whaaat??😶
Jeg havde slet ikke set at jeg ikke havde lavet sådan en her, men her kommer den så😂
Hvad syndes i om Anders??🤔
Skriv det!😍
Husk at jeg elsker at læse jeres mening!😉
Vi ses!😋

-Maja/Lamaen🤣