The fake smile

Kapitel 8️⃣

Jeg ser ham ikke. Han går efter mig. Jeg begynder at små løbe. Mit hjerte begynder at slå hurtigere. Og uden jeg ved af det, spurter jeg afsted. Mit blik fakler rundt efter hjælp, men min hjerne kan ikke forstå noget lige nu. >Bare løb!< siger den strengt til mig, og jeg kan ikke andet end at gøre som den siger. Det går ellers fint, indtil at jeg kigger tilbage, min hæl knækker, jeg snupper, og jeg kan mærke personens blik hvile på mig. Jeg vender mig mod ham. Prøver at se hans ansigt. Han tager fat i mig, og lige med ét, indser jeg at der er ingen vej tilbage. Mit spil er forbi. Alt er tabt. Dette vil ændre mit liv fuldkommen. Han trækker mig op fra jorden og helt ind til sig. Jeg tager chancen. Jeg trækker hætten af ham. Mine øjne bliver store, tiden går i stå. "Anders?" Han smiler frækt til mig. "Rosa." Siger han. Det var ikke et spørgsmål. Det ved jeg...

Jeg vågner ved et sæt. Whaaaaat?! Anders?! Er det ham?! Det er det! Han er ude på at gøre det igen! Han han... han har ikke planlagt andre ofre end mig! Hvad gør jeg?! Rolig... tæl til ti... 1...2...3...4...5...6...7...8...9... og 10.
Jeg rejser mig fra min fantastiske bløde seng. Jeg går forbi mit lange spejl, hvor jeg kan se mit grimme spejlbillede ud af min øjnekrog. Jeg sukker hurtigt over min grimme teenagekrop, og går videre ud på mit badeværelse. Jeg tager et bad og trækker derefter i mit normale hverdagstøj. Det vil altså sige en hættetrøje, et par jeans, solbriller og nogle helt almenlige sko. Og jeg har aaltid mine høretelefoner på mig. Jeg tror, at de høretelefoner er blevet så brugt som de kan blive. Hvis ikke mere. Jeg er KÆMPE høretelefon forbruger! Det er bare... der er et citat som hedder:

Mor: Gå lige skat, jeg har ikke tid til at høre på dig nu.
Venner: Gå nu bare! Der er alligevel ingen der gider at høre på dig!
Musik: Lyt til mig. Så skal alt nok blive godt igen.

Eller noget i den stil... Men oh My god jeg elsker det citat! Det passer så meget til mit liv! Jeg ryster på hovedet og finder ud af, at jeg faktisk står foran æbleskålen. Jeg snupper hurtigt et og sætter kursen mod mit gymnasie.

Jeg går hen imod min normale plads i kantinen. Vi havde Tysk i første time. Jeg tror nok at jeg er bedst til sprog, så det var fedt nok. Det var bare... Jonatan kiggede hele tiden på mig. Jeg ved udemærket godt hvorfor. Det er også derfor at jeg ikke sætter mine tænder i min mad, selvom jeg med stor trang har lyst. Men seriøst! Endda imens han svarede på et spørgsmål. Vores lære så også lidt overrasket ud. Det tror jeg også hele klassen var. Hans blik var fast og hårdt, men samtidig spørgende og sløvt. Det hvilede på mig som om jeg var et arm-læn. Det var der hele tiden. Det var faktisk lidt creppy, hvis jeg skal være ærlig... Men nu er jeg endelig væk fra ham og hans fængsels blik! Jeg sætter min drikkedunk op på bordet og lukker tasken igen. Det kan godt være at jeg ikke vil spise noget, men jeg kan ikke OVERLEVE uden noget vand! Vand er mit liv! Lige efter musikken... What ever! Pludselig står der en foran mig. Hvorfor begynder der det så tit? Jeg ved udemærket godt hvem det er. Så jeg rejser mig op med et lille smil på læben, men med kolde øjne, og går uden at se mig tilbage. Men jeg når ikke langt før personen trækker i min skulder, så vi ser hindanden dybt og hadefuldt i øjnene. "Hvad vil du mig?!" Hvisker jeg, og mit smil forsvinder. "Det ved du udemærket godt." Svare personen koldt. Jeg forholder mig tavs. Venter på at personen skal fortætte. Personens blik forandres fra hadefuldt og koldt, til sørgeligt og trist. "Rosa." Begynder personen, men jeg når at afbryde. "Hvis det har noget med beskeden at gøre, så nej! Jeg vil ikke tilgive dig! Og flyt så den hånd fra min skulder!" Jeg råber nærmest det sidste. Men folk ligger ikke mærke til det. Personen afbryder mig ikke. Kan ikke få et lille uskyldigt ord op. Så jeg bliver ved, da personen ikke flytter sin hånd. "Jonatan! Flyt! Den! Hånd!" Råber jeg. Jeg kan mærke at det begynder at svig bag øjnene. Jeg skal væk nu. Væk fra den idiot! Jeg river derfor min skulder til mig og løber hen af de lange endeløse gange. Eller, det er de jo faktisk ikke. Det føltes bare sådan.

Jeg når endelig mit mål. Pige toilettet. Jeg styrter hen mod vasken, tænder hurtigt for vandet og kaster det op i mit ansigt. Jeg kan mærke en følelse skylde igennem min spinkle teenagekrop. En følelse af lettelse. Lettelse over at jeg var stærk nok til at sige noget. Lettelse over at jeg holdt masken. Holdt facaden. At jeg ikke brød sammen. Jeg ser mit spejlbillede direkte i øjnene. Et smil breder sig på mine læber. Så. Nu kan jeg gå ud og prøve at nyde livet som det er. Jeg tjekker lige facaden en ekstra gang, inden jeg vender mig mod døråbningen. Døråbningen til helhed af en skole. Jeg træder ud, men bliver basket tilbage igen. Jeg støder forskrækket ind i væggen. Jeg ser op igen. Ej! Typisk! Jonatan står og fakler med låsen til døren. Han får endelig låst døren og gemmer nøglen i sin lomme. Han vender sig mod mig med et bedende blik. "Undskyld Rosa. Var jeg for hård?" Jeg ryster opgivende på hovedet. "Hvorfor Jonatan?! Hvorfor?!" Den ellers perfekte facade er ved at forsvinde igen. "Undskyld. Sandheden er, at jeg bare syndes du er såå fantastik! Lige fra da jeg så dig smeltede mit hjerte! Du ved hvordan drengenes natur er når de er forelskede. Jeg brugte ikke mit hjerte, men min hjerne. Undskyld." Jeg står mundlammet. Kan ikke engang få et lille bitte ord ud af min grimme mund. Og pludselig bryder jeg grædende sammen. En overrasket Jonatan styrter forskrækket hen til mig. Jeg lænder mig op af væggen. "Undskyld. Du skulle ikke se dette." Hulker jeg, mens jeg gemmer mit forpinte ansigt i mine hænder. "Hvad er der i vejen?" Spørg han stadig forskrækket. Jeg fjerner stille mine håndet fra mit ansigt. "For et halvt år siden. For et halvt år siden skete der noget forfærdeligt. Jeg- jeg har været bange for mænd lige siden." Begynder jeg. Jeg snøfter hurtigt inden jeg fortsætter. "Jonatan. Jeg er blevet voldtaget!" Derefter bryder jeg grædende sammen igen. Jeg tager mine ben ind under mig, og gemmer mit ansigt i mine knæ. Jonatan forholder sig stille. Men efter lidt tid afbryder han stilheden. "Så det er derfor du går med hættetrøje. Det er derfor du gemmer dig. Det er derfor du er så fjern." Hvisker han. Jeg nikker nede i mine knæ. "Er der andre der ved det?" Spørg han. Jeg ryster på hovedet, som stadig er begravet nede i mine knæ. Han rør mig slet ikke. Han har vist forstået det. Han forstår hvilket døds indviklede liv jeg har. Hvilket forfærdeligt liv jeg lever i...

~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Halløjsa fantastiske læsere!😝
Så kom der endelig et kapitel til!☺️
Og oh My god!😱
10 visninger mere, så rammer vi 100🤘🏼
Og dette er kun 9. Kapitel!😨
Whaaaaat???????😧
Taaaaaaak!😍
Nå, men undskyld fordi der er bandeord med i kapitlet😬
Men hvad tror i Jonatan tænker om det der er sket med Rosa??🤔
Skriv det!☺️
Og PS jeg har en ny profil sammen med min veninde teyata !🤣
Det vil selvfølgelig ikke sige at denne profil stopper!🙌🏼
Bare gå ind og følg profilen: thelamacorns 😘
Ses👋🏼

-Maja/Lamaen♥️♥️