The fake smile

Kapitel 1️⃣7️⃣

Er vi blevet kærester nu? Det aner jeg faktisk ikke. For på den ene side, der vil jeg vildt gerne! For jeg tror faktisk at jeg, uventet nok, er blivet forelsket for første gang i et halvt år! Men på den anden side, så har jeg slet ikke lyst! Seriøst, jeg overdriver ikke! Det er bare... altså... okay, jeg kan ikke formulere mig! Jeg er måske bare ikke kommet over det andet endnu... I don't know!? OG, jeg ved godt dette lyder lidt underligt, men hvad nu hvis jeg bare er en joke? Et vædemål?! Hvis han slet ikke kan lide mig?! Jeg vil ikke få opmærksomhed på grund af det... Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre... Jeg ved ikke en gang om jeg tør at se ham i øjnene. Det er bare vildt akavet! Og hvis han nu tror at vi er blevet kærester, så vil han jo kysse mig. Det kan jeg ikke gøre foran hele skolen, i fuld offenlighed! Det kan jeg bare ikke! Måske burde jeg bare blive hjemme... Blive væk fra alt. Bare løbe væk fra det hele. Det kan godt være at man siger, at man ikke kan løbe væk fra livet, men lige nu vil jeg bare trodse det hele! Alle har det så nemt. De kender ikke verden. Livet er bare noget man skal igennem. Det er ingen begydning. Så hvorfor tvivler, elsker, tænker jeg så meget? Jeg aner det heller ikke. Jeg ved ikke så mange ting. Men måske er det bare noget alle mennesker gør..? Måske, måske ikke. Det ved jeg heller ikke. Men kan jeg ikke bare være ligeglad? Glemme Anders, Jonatan, min far og mor og alle andre selvfølgelig. Bare komme videre, leve et normalt (og kedeligt som altid) gymasie liv, være den teenager jeg er lidt endnu og bare leve det ensomme liv, som jeg nok skal til at vende mig til? Og kan jeg det? Sådan køre en orkan af spørgsmål rundt i mit hoved. Og det bliver bare være og være for vært spørgsmål. Og...

Mine tanker bliver afbrudt af nogle der skriger. Faktisk rigtig mange. Jeg er nået gymasiet. Folk løber rundt i panik, og jeg kan... lugte røg? Jeg står bare og ser uforstående til, da en pludselig tager fat i min arm og river mig med den anden vej. Jeg løber bare med, og prøver imellemtiden at finde ud af hvem det er der har et greb om min arm. Men uden held. Og pludselig springer noget i luften bag os, hvor vi så røger op i luften og lander hårdt på jorden. Jeg når kun lige at skimte Jonatans ansigt inden alt går sort...

#Anders synsvinkel#

20 minutter før

Jeg står og venter på hende. Altså Rosa. Jeg tror ikke at vi er blevet kærester. Det tror jeg ikke hun er klafr til. Hun har det ret svært. Hun skal bare tage sig god tid. Jeg vil vente tålmodigt. Men jeg glæder mig vildt meget til at se hende! Så meget at jeg ikke en gang lægger mærke til alle de piger som glor efter mig, som altid. Det er jeg pænt træt af. Hun kommer ikke. Mon om hun er forsinket? Ej... eller måske. Det ved jeg faktisk ikke. Jeg vender mig om og sætter kurs mod selve gymasiet. Jeg går langsomt, så jeg kan få det hele med. Hvad nu hvis den djævel til Jonatan er igang med at tæske hende!? Det ville være forfærkeligt! Jeg vil altid være den første til at hjælpe hende! Jeg når trappen der føre indenfor. Lige foran mine føder er der en sort streg. Det ligner... måske olje? Hvad? Det giver ingen mening. Stregen føre rundt om hele bygningen. Jeg følger den langsomt. Til sidst får jeg øje på nogle drenge fra min parelel klasse. De... tænder ild til stregen! Jeg fare af sted imod udgangen. Da jeg er kommet lidt fra skolen, kan jeg høre folk skrige. Da jeg er noget ret langt væk fra skolen sammen med de andre, stopper jeg pludselig op. Hvad med Rosa?! Anders din idiot! Et kæmpe brag afbryder mine tanker. Jeg vender mig forskrækket om. Det var gymasiet. Jeg falder ned på knæ, da mine ben ikke kan bære mig da tanken rammer mig. Hvad nu hvis Rosa er der. Jeg har efterladt hende. Jeg har efterladt hende jeg elsker. Og uden jeg ved af det, råber jeg. Først ved jeg faktisk ikke hvad jeg råber. Råber bare. Men da jeg først høre lidt efter hvad jeg selv råber, tror jeg det er et langt "Nej". Jeg kan mærke at det beynder at svig bag mine øjne. Jeg kæmper for at holde dem inde, men til sidst giver jeg op. Hun fortjener mine tåre. I den højeste grad. Hver og en. Efter det jeg har gjordt. Jeg lægger mit forpinte hoved i mine rystende hænder. Hvordan kunne jeg..? Hvorfor gjorde jeg..? Hvorfor er jeg..? Sådan køre sætninger rundt i mit hoved, uden at ende. Men mine tanker bliver hurtigt afbrudt af lyden af en ampulanse. Eller faktisk flere. Jeg rejser mig, og følger strømmen af elever. Hen imod uheldet...

30 min senere

Vores lærer gør sig klar til at fortælle alle os forvirede elever hvad der er sket. Alle mumler og snakker med hindanden, bortset fra mig. Jeg står hel munlam. Jeg kan ikke få et ord op. De er alle blevet kvaldt i mit råb. "Må jeg bede om stilhed?" råber vores lærer. Og pludselig bliver alle bum stille. "Tak." fortsætter hun. "Lad os nu bare komme til sagen. Der er nogle der har sat ild til skolen. 6 er kommet til skade. 5 af dem er vågnet igen. Den sidste vågner ikke, og er derfor blevet indlagt på hospetalet, hvor hendes redningsmand også forholder sig. Hvis det ikke var for ham, ville Rosa nok ikke være her." Hun holder en lille pause inden hun fortsætter. Alle er helt stille. "De 5 som er vågnet er:" fortsætter hun. "Anna Jhonson." Nogle piger begynder at græde. Jeg venter bare tålmodigt. "Ron Hansen." Nogle drenge siger "Yes!". Jeg ruller med øjnene, og retter min opmærksomhed mod vores lærer igen. "Kim Smidt." Igen, nogle siger både 'yes', ånder lettet op og nogle græder. "Johanna Nilsen." Det samme sker igen, ligesom før. "Og Cecilie Frank." afslutter hun, og nogle elever gør som de andre. "Den som ikke er vågnet endnu, er:" overdøver hun eleverne, og alle retter sin opmærksomhed mod hende igen. "Rosa Holbeg." afslutter hun trist. Folk begynder at mumle. Det står værere til end jeg havde troet. Dette er forfærkeligt! Hvordan ku' jeg?! "Og hendes redningsmand er Jonatan Stilgaard." tilsætter hun hurtigt. Hele min verden bryder sammen. Jeg sætter mig til at løbe. Løbe væk fra alle de andre. Min lærer råber efter mig, men opgiver med et suk. Og uden jeg ved af det, er jeg endt på mit værelse. Jeg sætter mig på en stol, midt på gulvet. Jeg river min guitar til mig, prøver at spille, men opgiver. Jeg lænder den op af stolen som jeg sidder på, ligger mit hoved ned i mine hænder og lader dem blive våde af tåre igen idag. Det er ret lang tid siden at jeg sidst har grædt. Det gør mere ondt end jeg havde troet. Anders, du er en kæmpe idiot. Du burde havde været der for hende. Du skulle havde været hendes redningsmand som altid.Men istedet sidder du nu her. Idiot. Det er hvad du er. Indse det nu bare. Du har ødelagt det hele. Du får hende ikke igen. aldrig...

#Rosas synsvinkel#

Imellemtiden

Der er helt sort. Igen. Jeg aner ikke hvor jeg er. Jeg kan kun høre en mikro smule fra nogle stemmer. Er det sådan der føles at dø? Det ved jeg ikke. Igen, jeg ved ikke så meget. Jeg prøver at åbne mine øjne, men uden held. De vil ikke op. Og det er hårdt at prøve. Til sidst giver jeg op, og jeg falder igen i bevistheden...

------------------------------------------------

Halløjsa igen smukke læsere!

Så er jeg tilbage, med et lidt mere trist kapitel? Ja, jeg blev faktisk lidt rørt. Måske er det fordi at da jeg skrev det sørgelige, hørte jeg ret sørgelig musik... What ever! Jeg håber bare at i kunne lide dette kapitel! Og stort udskyld for at jeg ikke har skrevet i noget tid, men der sker rigtig meget i mit liv her for tiden. Både godt og skidt. Men jeg skriver så tit jeg kan. Og ps!: jeg har lavet en instagram profil, der hænger SAMMEN med denne wattpad profil! Jeg hedder: majasommermadsen_wattpad

Elsker jer! Håber i ved det! Nå, tror i at Rosa vågner?? Og hvordan tror i Jonatan har det?? Skriv det! Elsker seriøst at læse alle kommentare!

Bye!

-Maja/Lamaen :-)