The fake smile

Kapitel 1️⃣4️⃣

"Godmorgen!" Råber en pludselig. En bekendt kvindelig stemme. "Mor?" "Ja, jeg er hjemme. Og der er selvfølgelig en grund. Hvad havde du regnet med? Jeg forklare ude i køkkenet." Svare hun hurtigt, vender om på hælen og går ud i køkkenet. "Men jeg skal i skole!?" Råber jeg efter hende. "Ikke idag." Råber hun tilbage. Jeg gør mig hurtigt klar, og styrter ud i køkkenet. Jeg læner mig op af køkkenpladen, og min mor over for mig. "Dette kræver en forklaring!" Siger jeg og trykker min pegefinger ned i bordpladen. "Idag skal vi fremlægge!" Tilføjer jeg hurtigt. Hun ser først undersøgende på mig, men begynder så at forklare. "Jo altså, det der med din far.." "Jeg vil ikke snakke om ham." Afbryder jeg hurtigt og vender mit hoved væk fra hende. Det irritere hende at jeg afbryder. Det kan jeg se. "Men altså," Fortætter hun, "vi skal ind og afhøres. De vil finde ud af hvorfor han begik selvmord. Jeg har kontaktet gymnasiet. Det er okay at du tager afsted." Forklare hun hurtigt og går ind på sit værelse igen, uden at se tilbage på mig. Jeg bliver der hvor jeg står og tænker over det. Men jeg når ikke at tænke meget, før jeg høre nogle små stille hulk inde fra min mors værelse. Jeg går ind på mit værelse og snupper en tom taske. Den er ikke specielt stor, men der er da god plads til penge, høretelefoner, et æble (😎😛teyata ), min telefon, mit penalhus og en tom bog. Jeg har nemlig tænkt mig at begynde at skrive dagbog. For selvom jeg holder min kæft, så skriger minderne efter at komme ud. Så min eneste løsning var en dagbog. Pludselig kan jeg høre min mors bil dytte. Hun venter på mig. Akavet. Jeg løber hurtigt ud og hopper i nogle sko og en cowboy jakke. Derefter løber jeg ud til min mor (selvfølgelig låser jeg efter mig), sætter mig ind på bagsædet og bilen starter...

Her sidder jeg. Helt #4everalone. I en bil. Ej, min mor er her også, men hun har travlt med at ringe til folk. Og rooolig. Hun har bare sådan en dut tingest på øret. Hun lader som om jeg ikke insistere. Men det er jeg jo så vant til. Jeg sidder bare og høre Spotify. Ej, jeg ELSKER Spotify! Det er mit liv! Playlisten skifter pludselig til en anden sang, der får mig til at tænke på Anders. A Thousand Years.

Og hans øjne viser sig for mig...

Hey! Jeg har helt glemt at skrive i min dagbog!  Oh! Vi... rettelse: jeg har ikke meget tid. Jeg river den bodorøde bog op af tasken. Jeg åbner første side, men går i stå. Hvad i alverden skal jeg skrive? Hmmmm...

Hej med dig...
Du burde ikke læse dette!
Den sidste der gjorde det, dødede efter et minut!!
Så blader ikke videre over til de næste sider!
Det vil du fortryde!!!!
...
Rosa

Jeg ved godt at jeg er go'😎. Jeg skal lige til at gå igang, da bilen pludselig holder stille. "Så er vi her." Kommer det fra min mor, og jeg pakker sammen og går derefter med hende ind.

Det er kæmpe stort! Sådan KÆMPE stort! Flere etager højt, og flere meter bredt! Det eneste man kan sige når man ser det, er: "Wow..." Og det mener jeg seriøst! Da vi kommer ind, tager nogle vagter vores jakker, og føre os hen til de rum vi skal ind i. Min mor skal ind i et andet rum end jeg nemlig. Vi skal snakke om min far, og hun skal spørges om noget andet end jeg. Jagten sagde fx at jeg ikke skulle med ind fordi at de skulle spørge min mor om hvordan han var da de havde... sex. Det er meget forstående! Jeg bliver ført ind i et afhørings rum. Jagten forlader mig, og siger lige inden, at jeg bare skal sætte mig på stolen, så kommer afhørings manden lige om lidt. Jeg gør selvfølgelig som han siger. Rummet er helt vidt. Det ligner precist afhørings rummende som på tv. Gad vide hvad der venter mig? Jeg er 16. Sidste gang jeg så min far, var jeg 10. Om jeg kan huske ham?! Næsten ikke. Men nogle minder hænger stadig fast i mig. De er nogle meget tyne tråde som ligner er ved at knække, men som er lavet af et stærkt materiale, så de holder til evig tid. De er en del af mig, og det vil de altid være. De er med til at gøre mig til den person, jeg er idag. Afhørings manden afbryder mine tanker, ved at komme ind af døren. Jeg vender mit hoved imod ham, og han sætter sig. "Hej." Begynder han roligt. "Jeg hedder Mads, og jeg skal spørge dig om nogle ting, som handler om Torben." Afslutter han. Jeg nikker forstående. "Nå, de er?" Spørg han først. "Rosa. Rosa Holbeg." Svare jeg. "Okay Rosa. Hvem var Torben for dig?" Jeg tøver. "Min far." Svare jeg koldt. Sig mig, ved han ikke det? Omg, jeg orker ikke det her! Det er allerede åndssvagt efter 3 minutter. Det er fanme godt gået! Mads' øjne bliver store og fyldte med medfølelse. "Ja... okay... øhm..." han folder sine hænder. Jeg lænder mig tilbage i stolen, lægger mine arme over kors og venter tålmodigt på ham. "Okay, han... forlod jer?" Kommer det endelig fra ham. Oh My Holy god! Kan han ikke finde ud af, at gå i dybden? Nå, hvis jeg absolut skal! "Ja han gjorde! Han forlod mig og min mor. Og han ville ikke kontakte os. Hvordan tror du det er at blive efterladt af sin far som 10 årig?! 10 årig! At være til stede da ens far skrider! Den person, man troede elskede en! Efter det, er der et stort hul i en. Og det går aldrig væk. Aldrig..." jeg vender mit hoved væk. Det var hårdere end jeg troede. Det fløj bare ud af mig. Typisk. Jeg kan mærke at det begynder at svig bag mine øjne. "Det er forstående. Det er hårdt. Jeg kender det. Min søn forlod mig for to år siden." Jeg vender mit hoved mod ham igen. "Det er jeg ked af at høre." Siger jeg, og fyldes pludselig med medfølelse. Hans blik bliver koldt som is, og hans mund en lige streg. "Var han på nogen måde trist somme tider?" Siger han så koldt, at man skulle tro det var løgn. Jeg prøvet at spole tiden tilbage. 6-16 år tilbage. "Han... tit da han kom hjem fra arbejde, har han så træt, at han nogen gange gik i seng med det samme. Han havde ondt over det hele, og ømmede sig tit." Svare jeg, meget eftertænksomt. Mads notere det hurtigt ned. "Hvordan var han imod dig?" Fortsætter han. "Han var... Øhh... God nok." "Kan du måske uddybe dig mere?" Siger han lige efter, uden at tøve. Jeg kaster et hurtigt blik op på ham. Han er overvældet kold. "Øhm, ja. Naturligvis." "Jamen så kom dog igang kvindemenneske!" Råber han hårdt og banker sine hænder ned i bordet. Mine øjne bliver kule runde, og jeg giver ham et ondskabsfuldt blik. "Du skal IK' tale sådan til mig! Er det forstået?!" Siger jeg hårdt. Han svare ikke. Sidder bare og kigger ondt på mig...

Vi havde enlig bare siddet sådan i den tid vi nu havde. Han var åbenbart blevet fornærmet. Men det var jeg da også! Hvem ville ikke det?! Man taler da ikke sådan til en 16 årig pige, der har mistet sin far og faktisk har det svært! Typisk mænd! Man kan aldrig stole på den! Ej, det passer jo faktisk ikke. Men nogle mænd er sådan. Ham her Mads var i hvert fald en af dem! Men ja, han havde ikke stillet mig flere spørgsmål. Så det endte med, at jeg kom hjem med dårligt humør og ingen svar.

~~~~~~~~~~~~~~
Halløjsa alle jer søde læsere!😘
Her var endnu et kapitel!😱
Hvorfor tror i at afhørings manden var sådan overfor Rosa??🤔
Skriv det!🎁
PS tuuuuusind tak for 1k på min anden bog, og 222 visninger på denne!😍
I er kort sagt fantastiske!🎀
I skal bare vide, at hvis jeg har en dårlig dag og det hele bare er noget øv, så går jeg ind og læser de søde kommentarer, og så lyser jeg helt op igen!🎊
Elsker jer sååå højt, at jeg slet ikke kan beskrive det!🎉
Bye👋🏼

-Maja/Lamaen♥️