The fake smile

Kapitel 3️⃣3️⃣

Jeg syndes det var lidt skræmmende. Lige der hvor sygehuset ringede og sagde jeg skulle komme, da der kunne være risiko for at jeg kunne få kræft. Og hvorfor ku' jeg det?? Fordi min far har haft det nogle gange inden han døde. Jeg træder ind af de selvåbne døre og tjekker ind. Derefter bliver jeg først op til det lokale jeg skal tjekkes i. Lægen rejser sig op og giver mig hånden. "Hej Rosa. Jeg er Winny." Siger hun med et nik. "Hej." Mumler jeg nervøst. "Bare rolig, det kommer ikke til at gøre ondt. Du skal bare tjekkes..."

Jeg kommer ind af mine egne døre igen. Helt modløs. "Mor!" Kalder jeg. Jeg går ind i stuen hvor hun sidder i sofaen. Men ikke alene. Med Anders. Jeg synker en klump. "Hej skat! Jeg inviterende lige Anders ind og fortalte ham om det. Hvordan gik det?" Spøger hun ivrigt. Jeg troede lige i et sekundet at mine øjne var ved at falde ud. "Det..." begynder jeg, " gik..." jeg ser ned. En tåre falder lydløst ned af min kind. Jeg kan mærke på min mor at hendes ellers store smil falmer en del. Jeg tager mine hænder op til mit ansigt og løber. Løber alt hvad jeg kan. Det minder mig om den dag i vinters. Der hvor Anders reddede mig fra at begå selvmord. Men nu. Nu er det anderledes. Jeg kan ikke være bekendt at fortælle ham... ja... at jeg har kræft... Tanken er umulig at styre. Tanken er umulig at forestille sig! Efter alt hvad Anders har gjordt for mig. Det er uretfærdigt. Jeg falder ned på knæ. Kigger ned på det grønne græs. Jeg gad godt være et græsstrå. Rigtig meget endda. Bare være fri. Unden nogen så på en hele tiden. Uden man blev bagtalt. Bare være et græstrå. Ligesom alle de andre græsstrå! En stor familie, på en lille klode. Jeg lænder mit hoved fortabt bagover. Hvorfor fanden skulle det lige være mig?! Af alle mennesker på Den Blå Planet, SKULLE det lige være mig! Hvor er det typisk...
Jeg rejser mig op og går hen til floden, søen, what ever! Den samme som i vinters. Mine øjne følger strømmen i det smukke vand. Det flyder stille afsted og når solen skinder i det, ligner det dirmanter. Fantastik. Som i fortiden. Som i nutiden. Og forevigt i fremtiden. Jeg gad godt være en dråbe vand. Flyde sammen med alle de andre uden at nogle ville peje en ud. Være fri.
Jeg sætter mig lidt i græsset ved siden af. Men hurtigt falder jeg bag om. Fortabt og ensom. Som altid. Det er jeg ved at vende mig til. Jeg ser op på skyerne. Forventer at se nogle forskællige former af alting. Men de ligner bare nogle klamme masser af et eller andet hvidt skum! Det irritere mig... "Du kan kun se formerne hvis du bruger din fantasi." siger en stemme fra siden til venstre. Jeg lukker mine øjne for et øjeblik. Og da de åbner igen, er himlen fyldt med fantastike former og figure. Jeg smiler en smule for mig selv.
"Rosa?" "Hmm..." "Jeg er altså ikke sur eller skuffet over dig. Jeg syndes selvfølgelig det er trist, men vi klare det sammen! Det lover jeg!" Jeg vender forskrækket om til venstre og mine øjne mødes med Anders'. "Anders?!" Udbryder jeg, så overrasket, at jeg næsten er ved at hoppe op af græsset. Han trækker bare lidt i smilebåndet. Vi sidder i lidt tavshed. "Jeg er ikke den pige du fortjener..." siger jeg efter lidt tid. "Hvad mener du?" Spøger han overrasket. "Du gør så meget for mig. Jeg står bare i vejen... Jeg er inderligt ikke den perfekte puge, som du skal have!" Han ser fra mit ene øje, til det andet, og omvendt. "Du er perfekt som du er..." hvisker han lidt efter, uden at ændre den måde han kigger på mine øjne skiftevis. "Men!..." han tager en finger for min mund og tysser. "Dit smil, laver mit..." jeg kigger med store øjne på ham. Jeg kan mærke hans åndedræt mod min hud. "Og vi skal nok klare det her sammen." Afslutter han overbevisende. Jeg nikker langsomt. Han smiler imens han rejser sig op. Han hjælper også mig op, og vi begynder at gå hjem. "Men Anders?" Begynder jeg. "Ja?" Spøger han. Jeg krydser mine arme. Det er lidt køligt. "De sagde at..." jeg stopper. Anders ser nervøst på mig. Han ligger sin trøje rundt om mig. "Sagde hvad smukke?" "At kræften havde fordelt sig til resten af kroppen..." afslutter jeg, mens jeg vender mig mod ham da vi er stoppet. Han ser på mig med store, frygtfulde øjne. Hans blik siger: "Nej.... nej.... NEJ!" Jeg ser trist tilbage. Men ikke længe, da en pludselig smerte rammer mig. Jeg ved ikke hvor den kommer fra, det gør forfærdeligt ondt i hele kroppen. Jeg bukker mig af smerte. Mine ben forsvinder under mig, og jeg falder med ryggen ned i jorden. Det sidste jeg høre er: "Rosa!"

~~~~~~~~~~~
Heey freinds!⚡️
Endnu et lidt kort kapitel, men ja, trænger snart til at få afsluttet denne bog🔥
Der er ik' så mange kapitler tilbage😉
Nå, hvad tror i der videre sker??🤔
SKRIV DET!😱
OG HUSK AT STEMME!😘
Love you!♥️

-Maja/Lamaen🐲