The fake smile

Kapitel1️⃣8️⃣

Jeg vågner ved at det skrabe lys danser over mit ansigt. Mine øjne er for tunge til at åbne. Jeg kan høre en råbe "Hun vågner!". Stemmen lyder bekendt, men jeg kan ikke huske den fuldt ud. En masse løbende trin kommer hen imod mig. De laver alle mulige ting ved mig, som jeg ikke kan forklare. Jeg kan ikke åbne øjnene, så jeg kan ikke se hvad der forgår. Og at føle sig frem til det har jeg ikke kræfter til. Men en ting ved jeg. Fra det ene øjeblik til det andet er stemmerne, det de nu laver og trinene væk. Jeg kan nu kun høre trin fra et menneske. Derefter lyder det som om personen sætter sig ned ved siden af mig. Og tager min hånd...

Jeg åbner stille og svagt mine øjne og bliver med det samme blændet af lyset. Men mine øjne vender sig hurtigt til det. Og ved min side sidder Jonatan. "Jonatan?" hvisker jeg hæst. Han smiler lidt. "Læg dig nu til at sove igen. Du skal have kræfter." siger han roligt. Jeg ser uforstående på ham. Jeg vil mega gerne få alle mine spørgsmål ud, men som sagt har jeg ikke særlig mange kræfter lige nu. Jeg brugte de sidste på at sige 'Jonatan'. Og pludselig falder jeg tilbage i drømmeland...

Jeg vågner ved at jeg får en forfærkelig smag i munden. Mine øjnlog springer op og derfor springer min krop automatisik også op at sidde. "Ad for den da! Hvad er det?!" råber jeg op med tungen ude af munden. Jonatan griner selvfølgelig bare af mig. "Det skulle være noget der skulle give dig kræfter. Og også godmorgen til dig." griner han og stiller hans lille glas med væsken i på bordet ved siden af. Jeg svare ham ikke og gengælder ikke grinet, istedet sidder jeg og prøver at tøre smagen væk fra min tunge, da en forfærkelig smerte rammer mig ud af den blå luft. Jonatan opdager det hurtigt, og ligger derfor mig ned. "Ja, du er kommet til skade. Lægerne har fået opererret nogle glasskår ud af dine ben, plus du har også brækket dit højre ben." forklare han."Og hvis det ikke var for din 'redningsmand' havde du været død." tilsætter han hurtigt. "Og hvem er det?" røger det ud af mig, i håb om at det er Anders. "Når ja, hukommelselstab." svare han hurtigt og fniser. "Det er mig." afslutter han meget hurtigt, og det kan ses at han tvivler på om det var for hurtigt. Mim verden går i stå. Jonatan var min agent 007 denne gang. Ikke Anders. Men han... "Anders er her ikke. Han løb sammen med resten af eleverne." Afbryder Jonatan mine tanker, da han åbenbart kunne se at mit hjerte bristede og jeg tænkte på min lille prins. Nemlig Anders. Jeg nikker forstående. Min prins har svigtet. Jeg er ikke en gang sikker på om han kan lide mig. Måske lidt overdrevet? Måske. Men hvis Jonatan ike var her, ville jeg være død. Og han glemte mig. Han lod mig til døden. Og var ligeglad. Det er han måske også nu? Det ved jeg ikke. Men noget siger mig at jeg har ret. Jeg rejser mig fra sengen og går ud på gangen. Jonatan lader mig gå. Han forstår nok at jeg har brug for at være alene. Jeg følger gangen og når fælles rummet. Det er ikke ret stort. Man plejer som rel at bruge det hvis man har gæster. Der er ingen derinde. Jeg begynder at gå mod de store ruder. Så småt som jeg nærmer mig dem, kommer alle mine følelser randene til min hjerne. Derefter begynder de roligt og langsomt at bevæge sig ned og skære i mit hjerte. Jeg er nu kommet så tæt på ruden at den dugger når jeg ånder luft ud. Jeg kan mærke at jeg snart skal udløse mit privatlivs tåre. Jeg kigger længe ud af ruden. Jeg kigger ikke efter noget. Og jeg ligger ikke mærke til hvad der er derude. "Du var dråben der fik mit hjerte til at flyde over..." hvisker jeg, som om det var til ham. Og 'ham' ved i godt hvem er. Jeg vil bare ikke tænke hans navn. Jeg lader min pande hvile mod ruden og tårne falder lydløst ned af mine kinder.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
God påske!
Hey læsere!
Jeg er tilbage med endnu et kapitel! OG jeg har en nyhed! Eller måske flere. Vi gemmer den største til sidst! 1. Jeg har startet en ny bog fordi det er påske! Det var lidt nemmere end at sende påskeæg til jer alle😂. Håber i nyder den! 2. Undskyld for at dette kapitel ikke er så langt. Håber det er okay! 3. + den store!: Når denne bog rammer 500 visninger, laver jeg et marton! Uhh! Glæd jer, og husk at hjælpe mig op! Elsker jer!
Bye!👋🏼
-Maja/Lamaen🐣