The fake smile

Kapitel 1️⃣6️⃣

Hvordan folk har det, er ikke mit problem. Jeg skal ikke blandes ind i folks liv. Og de skal ikke blandes ind i mit. Jeg bestemmer selv. Jeg siger hvad jeg vil. Jeg skriver hvad jeg vil. Jeg gør hvad jeg vil. Og hvis folk har et problem med det, så kan de rande mig. Jeg er på dette punkt, som jeg altid vil være i. Jeg er populær. Jeg er stærk. Jeg er smuk. Jeg er lækker. Jeg er sød. Jeg er den jeg nu er. Hvis jeg vil begynde en sammentale, så lad mig gøre det. Hvis jeg vil skabe drama, så lad mig gøre det. Hvis jeg vil kysse dig, så lad mig gøre det. Lad mig gøre de ting jeg vil. Det har jeg ret til. Jeg har fundet min indre dronning. Jeg har den, og jeg vil aldrig slippe den. Jeg har hørt historierne om alle de folk der bliver tæsket, mobbet, uelsker og endda voldtaget. Men det vil jo aldrig ske for mig. Det er jeg for god til. Det er jeg for klog til. Det er kun tabere der sker sådan noget for. Så hvorfor skal jeg passe på? Jeg er jo mig. Rosa...

I næste øjeblik bliver en hånd smækket for min mund, og trækker mig derefter ned. Ned i dybet...

Kærlighed... Det er umuligt siger tvivlen... Det er farligt siger frygten... Det er unødvendigt siger fornuften... Men gør det alligevel hvisker hjertet...

Jeg vågner ved et sæt. Jeg er gennemblødt i sved. Jeg sukker, og lader mig falde ned på ryggen igen. Det var et mareridt. Igen. Efter lidt tid, for jeg mig selv tvunget op og stå. Jeg kaster et hurtigt blik på min seng, og vender det derefter mod døren. Men jeg vender hurtigt mit blik mod min seng igen, og ser fortabt på den. Der hvor jeg har ligget. Liiige der hvor min.. body har ligget. Der er en rød plet. Den er kommet tilbage. Min erkefjende. Mens... Jeg styrter ud på toiletet, finder hurtigt et bind og skifter. Hvor er det bare typisk. Nogengange hader jeg at være kvinde. Det er noget af det mest... Jeg bliver pludselig ramt af en voldsom smerte, så jeg styrter ud i køkkenet efter en pernodil...

Jeg styrter ned af gangen. Halvdelen af skoledagen er gået, og det jeg frygtede er sket. Jeg er blødt igennem. Pludselig støder jeg ind i mit livs kærelighed. Min agent 007. Det vil altså sige Anders. Han stopper mig op. Jeg står og stipper uroligt, mens han bare ser uforståligt på mig. "Hvad er der i vejen?" spørg han endelig. "Øhh..." Jeg kigger rundet. "Pige problemer." svare jeg derefter hurtigt. Hans øjne bliver store, og han slipper derefter hans greb, så jeg kan spurte videre. Men jeg når ikke så langt inden han igen har et greb i min arm. "Men Rosa." starter han nervøst, men på samme måde genert. Jeg kigger forventende på ham som svar. "Her." siger han, og giver mig hans jakke. Jeg tager imod den med et taknemmeligt ansigt, og uden jeg ved af det, er han væk igen.

Jeg er på vej hjem. Jeg tænker. På min agent 007. På kysset igår. På mit mareridt. På mit indviklede liv. På den jeg er. På skolen. På pigerne. På drengene. På... Jonatan. Han var ikke så glad idag som han plejer. Han var mere trist. Jeg spurte selvfølgelig mange gange hvad der var galt, men vær eneste gang var svaret, at der ikke var noget galt. Og til sidst, bliv han sur.

Vi går ned af gangen. Vi har lige fået fri. Jonatan er stadig trist. Da alle menneskerne er gået tager jeg chancen. Jeg stiller mig foran ham, så han stopper. "Jonatan, jeg kan se der er noget galt! Hvad er der?! Jeg kan ikke lide at se du er så trist. Fortæl mig nu hvadf der er galt! Plezzz!" Hans blik flytter sig fra gulvet, til mine forvirede øjne. "Hvad tror du selv?! Du behøver ikke at bekymre dig om mig, vel?! Du har jo Anders! Hvorfor kan du ikke bare være sammen med ham, istedet for at udnytte mig?! Din bekidte luder!" nærmest hvisker han, og giver mig skuldren og går. Og der står jeg. Forvirret, uforstående tilbage, i et stort sort hul, uden mennesker, uden liv. Kun lille Rosa. Kun hende...

Jeg forstår bare ikke at han er sådan. Er han jaloux? Det tyder da på det meen... Har hele gym hørt om kysset? Altså der skete jo ikke mere. Kun et laangt fantastik kys... Rosa! Fokuser! Jeg når mit hus. Jeg låser døren op, og styrter selvfølgelig hen efter nogle pernodiler. Jeg får sunket dem, og går ind til gæsteværelset. Jeg gemmer mig hurtigt bag gardinet, og skimmer ind til Anders. Ikke et tegn på liv er der at se. Et suk forlader pludselig min mund uden jeg ved af det. Det er håbløst! Kærelighed! Rosa den er umulig! Hallo! Den kan knuse mit hjerte! Den er for farlig til mig! Jeg er ikke særlig modig! Og hvad i alverden skal jeg bruge den til? Jeg vil da hellere leve alene hele mit frygtelige liv! Det er unødvenigt at elske! Når man elsker, er for evigt ikke nok! Så hvorfor skal man overhovedt elske? Men gør det alligevel... Men søde skat, det jeg enlig ville sige var, at grib kæreligheden når den er der... Ellers er det forsent... Og du vil fortryde det... Gør det alligevel... Elsk... Kærelighed er en af livets små egenskaber... Måske vil du aldrig finde den igen... Tag den!... Ræk ud efter den!... Giv aldrig op!... I sidste ende vil du ikke fortryde det... Mine tanker bliver afbrudet ved lyden af en der ringerer på hovedet, og styrter ind efter den. Hvad nu hvis det er Jonatan? Jeg snupper mobilen. Det er Anders.

Anders: Hey smukke

Mig: Hey

Anders: Hør, jeg kunne godt tænke mig at få den jakke tilbage. Jeg er nede på stranden. Du må meget gerne komme med den

Mig: Øhh ok? Kan jeg ikke bare tage den nemme udvej, og give dig den når du kommer hjem igen?

Anders: Rosa. Du er lidt doven. Det ved du godt ik?

Jeg griner lidt af beskeden inden jeg svare.

Mig: Jo, jo det ved jeg godt

Anders: Ok, så ses vi bare nede ved stranden

Mig: Veeent

Anders: Tak ses

Jeg smiler for mig selv. Den skøre fisk! Jeg hopper hurtigt i noget andet tøj, snupper hans behagelige jakke og spurter ud af døren.

Jeg kommer endelig til stranden. Jeg ser ud over sandet. Det er helt vindstille. Solen er igang med at gå ned. Anders står og venter, og smiler stort da han ser mig. Bag ved ham har han lagt et tæppe, og der på tæppet er der en kurv. Jeg ser spørgende på ham, men begynder at gå derned. "Hej." smiler han. "Hej. Her er din jakke." smiler jeg igen, og giver ham den. Han smiler drillende til mig. "Tak tak. Vil du ikke med ned at sidde?" Jeg nikker bare uforstående som svar, og derefter sætter vi os til ratte. "Nå, er der sket noget spændene idag?" spørg han helt far agtig. Det får os begge til at grine. "Øhh, ikke rigtig andet end at jeg er blevet droppet af min eneste ven." svare jeg lidt efter og kigger ned. Han blik fyldes med medføelse og sorg. "Jonatan?" "Ja." Han ligger sin hånd oven på min. "Du skal ikke tage dig af ham." siger han. Jeg retter mit hoved op, og vores blikke mødes. Tiden står stille. Jeg bliver nød til at tvinge mig selv ud af den. "Hvorfor?" spørg jeg stille. Han smiler skævt. "Tjaa... Han er vel bare jaloux." svare han. Jeg tænker mig lidt om. "Jaloux på hvad?" spørg jeg. Det føltes lidt som om at jeg spørg meget ind, ligesom man gjorde da man var lille. Vores blikke mødes igen. Anders' øjne er fyldt med lys og glæde. Jeg nyder hvert sekundt jeg ser ind i dem. "På os." svare/hvisker han. Tiden står stille igen igen. Vores blikke fakler mellem vores øjne og mund. Og uden jeg når at tænke mig om, tager jeg chacen. Jeg lænder mig frem og kysser ham for anden gang. Først virker han overrasket, men derefter kysser han med. Han ligger forsigtigt en hånd rundt om mit liv, og trækker mig ind til ham. Da vi trækker os fra kysset smiler han kækt og drillende til mig. "Hov hov. Hvor blev den barske Rosa af?" smiler han. Jeg smiler kækt. "Den barske Rosa har tænkt sig at holde sig til kæreligheden. Had er for stor en byrde at bære." svare jeg kækt. Han griner let af mig. "Det er jeg glad for at høre." hvisker han. Han får på en eller anden måde hentet to vinglas og en vin op af kurven, og jeg får ligget mit hoved på han skulder. Og der sidder vi og ser solen går ned...

------------------------------------

Halløjsa igen!

I'm back!

Undskyld for at jeg ikke har skrevet i lang tid nu, men jeg har haft rigtig travlt.

Håber det er okay!
Og tuuuuusind tak for 315 visninger!

I er for seje!

Elsker jer!

Og som i jo har læst (hvis i har bemærket det) så er der ret mange citater i dette kapitel!

Jeg er åbenbart blevet ret vild mede citater.

Men, hvordan tror i det kommer til at gå med Anders og Rosa, Jonatan, skolen, venner, pigerne, Rosas familie, musikken osv??

Skriv det!

Elsker at læse jeres meninger og svare på dem!

Bye!

-Maja/Lamaen :-)