The fake smile

Kapitel 2️⃣6️⃣(Maraton 1/3)

####Jep, jeg starter et lille maraton igen, og som i kan gætte er det på grund af at denne bog har ramt 500 visninger!😱😍 Elsker jer!####

Jeg har bestemt mig for at gå uden krykker. For det kan jeg jo saksens! Jeg skal bare ikke løbe. Naturligvis. Anders vækker mig fra drømmeland til virkeligheden, hvor vi går sammen til skole, ved at flette sine fingre ind i mine. Jeg kigger et sekunder på vores hænder der nærmest smelter sammen, hvor mit hoved derefter rykker sig op for at mødes med hans. Han kysser mig blidt på kinden... og jeg rødmer... igen. Typisk. For hvad? Nogle måneder siden. Ja, dér havde jeg kigget skeptisk på de nyforelskede par, det hånd i hånd gik og så lykkeligt på hindanden. Og nu, er det mig selv, der går her og er lykkelig, helt ind til mit lille forpinte hjerte. Jeg smiler. Som jeg har gjorde alle de andre dage. Og jeg havde faktisk helt glemt aftalen med mig selv om at smile. Det var først i går aftes, hvor jeg lå dejligt i min bløde seng og tænkte på alverdens ting. Og hvorfor har jeg dog smilt uden at tænke over det? Ja, jeg må havde været lykkelig og glad helt inderst inde. Og hvorfor var jeg så glad, efter alt det hårde jeg har været igennem? Tja, gæt selv! Jeg giver jer 15 sekunder...

5
4
3
2
1
...
0!

Som i nok havde gættet, så er det på grund af min fantastiske agent 007! "Rosa? Roosa? Rosa, nu dagdrømmer du igen. Hvad er det du tænker på?" Griner Anders, og igen afbryder min tankegang. Jeg ser op på ham og giver ham et drillende smil. "Det kunne du godt tænke dig at vide hva?" Griner jeg og slipper hans hånd, hvor jeg derefter dasker ham blidt med min albue. Jeg lunter lidt fra ham og vender mig om og smiler til ham. "Det kommer du til at fortryde." Drille-smiler han og begynder straks at løbe efter mig. Og da jeg ikke kan løbe, fanger han mig sjovt nok. Han griber fat i mig og bøjer mig lidt ned i rykken og kysser mig. Derefter stiller han os op igen og smiler. Vi står lidt og bare smiler, da vi til sidst ikke kan holde masken og bryder ud i grin. Vi når den lille tunnel og vi lunter igennem tunnellen, hvor vi samtidig slår vores frie arme ud til siden og Anders hopper op i luften(Billede😉👆🏼).

Dagen snegler sig afsted, heldigvis har jeg en der ser alt på den lyse side. Da skolen ENDELIG er færdig, skal Anders hjem til sine venner, "Den månedlige sammendag" som de kalder den. Så vi går ud i skolegården for at sige farvel, som jeg troede var et kys+et kram+"ses". Men næ nej; Jeg åbner mine arme så man bare kan gå ind i et kram, men Anders sætter sig ned på knæ. Jeg kigger rædselsslagen på ham. Han tager mine hænder og ser mig dybt ind i øjnene og smiler det der perfekte smil som alle pigers hjerte smelter for. "Rosa..." når han lige at begynde, inden jeg afbryder ham. "Anders? Du ved godt vi kun er 16 ik? Vi kan ikke gifte os nu." Siger jeg akavet over at hans venner OG hans "fans" glor på os. Han griner let af mig. Jeg smiler bare forlegent. "Rosa, det jeg ville spørge dig om var bare om du vil følges med mig til galla i weekenden." Griner han. Og vi går sammen i grineflip. "Selvfølgelig." Får jeg frem og krammer ham, da han får rejst sig op. Da vi er færdige klemmer han mine hænder og går med hans venner, der klapper ham på skulderen og giver ham nogle rigtige bjørnekram. Og jeg går hjem til mig selv. Jeg skal gøre mig klar til galla.

~~~~~~~~~~~~~~
Hey alle jer fantastiske læsere derude!😍
Husk nu for himlens skyld at stemme!😂
Hvordan tror i det vil gå til gallaen??🤔🤔
Skriv det!💎
Elsker jeeeer!❣️
Ses i mit næste kapitel, eller i en af mine andre bøger!🎉
Fortsæt god mandag, Bye!😎

-Maja/Lamaen🔥

PS: Sorry for det korte kapitel♥️