The fake smile

Kapitel 2️⃣8️⃣(Maraton 3/3)

Jeg rester mig med det samme op og kigger skræmt på dem. De giver mig alle elevator blikket. "Hva så smukke?" Kommer det fra Nik, ser smiler skævt. "Ja, hvad laver en lille dame som dig her?" Fortsætter Sebastian for ham, og kommer et skridt tættere på. Jeg klamre mig fast til væggen. "Vil du..." Mikkel når ikke at sige mere, fær jeg afbryder ham. "Jeg vil INTET med jer!" Vrisser jeg af dem. De kaster et blik på hindanden og nikker. Derefter vende de sig igen mod mig. "Nå, bare synd." Siger Mikkel lavt. De begynder at slå mig. Hårdt. Jeg prøver at kæmpe imod, men det er umuligt...

Anders' synsvinkel.

Jeg kom endelig væk fra dem. De var ikke aldrig stærke, så jeg kom hurtigt væk. Jeg børster støvet af mit tøj og mit blik gennemsøger straks rummet, på jagt efter min prinsesse. Men hun er her ikke. Mit blik fakler rundt, men sidder fast ved døren. Man kan se gennem ruden, at fire skikkelser er i
kamp. Jeg sætter i løb og ener udenfor. Og rigtigt nok, er hun her. Hun ligger på jorden, tager imod slagende. Jeg styrter hen mod drengene. Slår dem hurtigt (#nemt😂) til jorden, og tager Rosa op i brudestilling. Hun er besvimet. Eller også er hun for sløv til st åbne øjnene. Jeg begynder at gå hjem til mig selv. Klokken 01.00 om natten...

Jeg når endelig min dør og åbner den med lidt besvær. Jeg kommer indenfor. Jeg skal lige til at kalde på min perfektionistiske mor, som altid ved hvad man skal gøre, men da jeg åbner munden, kommer jeg i tanke om at hun og min papfar ikke er hjemme. Så jeg går ind og lægger hende på min seng. Hun ser så smuk ud når hun sover. Det er næsten som om hun bare er en engel der hviler sig roligt på en sky. Jeg elsker hende virkelig. For når jeg ser på hende, bliver jeg helt varm indeni, og det går op for mig hvor forelsket i hende jeg er. Jeg lægger mig ned til hende, og lægger en arm rundt om hende. En beskyttende arm. Ingen skal få lov til at røre hende igen...

Jeg vågner ved at en ryster og kysser mig. Jeg åbner hurtigt mine øjne, da jeg godt ved hvem det er. Rosa sidder (stadig i sit tøj fra igår) med et ben på hver side af mig og prøver at vægge mig. Jeg griner let af hende. Hun smiler det der Rosa smil. Jeg elsker at se hende være glad, sådan rigtigt glad efter alt det hun har været igennem. Hun har makeup i hele ansigtet og hendes hår er lidt hist og pist. Men alligevel ser hun smuk ud. Som altid. "Der er vist en der er frisk." Griner jeg og ser lige så glad på hende igen. Hun nikker glad. "Hvordan har du det?" Spørg jeg og ser hende nervøst i øjnene.  Hun tænker lidt. "Okay... ikke perfekt, men okay. Altså, jeg er lidt øm." Forklare hun roligt. Jeg nikker, og skør tanke flyver pludselig igennem mit hoved. Jeg smiler lumskt til hende. Og hun ved udemærket godt hvad jeg er ude på. Jeg vender hende om og begynder at kilde hende. Hun bryder ud i et smukt grineflip. Hun får mig vender om og begynder at angribe mig med kilden. Sådan bliver vi ved i lidt tid, lige indtil vi er helt grine færdige, og jeg vender hende om og kigger ned på hende. Ned i hendes smukke øjne. Sådan ligge vi helt stille. "Ved du hvad?" Afbryder hun stilheden lavt. "Nej." Hvisker jeg, og bider mig i læben. "Jeg har virkelig lyst til at savle lige nu." Kommer det fra hende, og et drillende smil spreder dug på hendes læber. Mine øjne bliver store og lige efter, bryder jeg ud i grin. Hun griner med. Jeg ligger mit hoved ned på hendes bryst da jeg er ved at være færdig. "Du er simpelthen så skør." Smiler jeg og kigger op på hende igen. Og hun kigger på mig. "Det ved jeg." Begynder hun og smiler stort. "Og hvis jeg ikke havde været det, havde jeg jo ikke scoret dig." Afslutter hun og prikker mig blidt på næse tippen. Og jeg kan ikke gøre andet end at læne mig frem og kysse hendes læber...

Rosas synsvinkel.

Glæden bobler inden i mig! Det er som om, at jo mere jeg snakker, ser, kysser og griner med ham, får jeg flere og flere følelser for ham. Somme tider, glemmer jeg endda min baggrund. Og dét sker ike tit! Vi trækker os fra kysset og kigger hindanden i øjnene og smiler lykkeligt. Pludselig rammer en forfærdelig hovedpine mig, og jeg tager mig forskrækket til hovedet. Anders ser nervøst på mig. Han ligger sig ned ved siden af mig, imens han vender mig om, så vi ener med at ligge i ske. Han kysser mig blidt i håret. "Det skal nok gå." Hvisker han beroligende. Jeg nikker stille, og mine øjne falder pludselig sammen af træthed...

Jeg går ved kanten af vandet. Jeg ved ikke hvor jeg er kommet fra, og rent faktisk, er jeg også ligeglad. Jeg har en lang hvid og luftig kjole på, og mit hår er løst, og lader sig lege med vinden. Stranden er hvid, og hvis man kigger godt efter, sp bagved den ligger der en eng. En flot grøn eng med blomster, i alle regnbuens farver. På en måde har jeg lyst til at gå derind, men alligevel ikke. Man ved ikke hvad der gemmer sig på standen. Og i samme fald, ved man heller ikke hvad engen gemmer på. Pludselig kan mine øjne skimte en skikkelse lidt længere væk på stranden. En mand. Da jeg kommer lidt tættere på, finder jeg ud af at det er Anders. Jeg løber hen til ham i et kram. Da jeg trækker mig fra krammet, bliver jeg forskrækket. Det er ikke Andres mere. Det er hans papfar. Jeg giver hurtigt slip på ham. "Undskyld!" Udbryder jeg og små løber med det samme hen imod engen. Jeg kan mærke græses blide blade mellem mine tær. Jeg går forsigtigt igennem engen, for ikke at komme til at træde på et dyr. Jeg kaster hurtigt et blik tilbage på stranden. Anders' papfar er væk. Jeg prøver at lade vær med at undre mig over det, og går videre. Jeg kan mærke vinden blidt køre igennem mit lange lyse hår, og jeg når til enden af engen, hvor der starter en skov. Den er smuk. Jeg har lyst til at gå derind, for at finde dens lykke, men alligevel ikke. Man ved aldrig om det bare er en facade. Men jeg samler mit mod sammen og går derind. Jeg følger stien og duften af en blanding af forår og sommer suser igennem mine næsebor. Jeg smiler for mig selv. Jeg når en lysning.  Der er tre veje ud af den. Og ved vær udgang, står der en person. Ved den første står Anders. Ved den anden står min far. Og ved den sidste står Anders' papfar. Jeg tør ikke rigtigt gå med Anders, hvis han nu forvandlede sig til hans papfar igen. Min far forlod mig som barn, så jeg ved ikke helt... Og Andres' papfar... Hvad nu hvis han forvandlede sig til Anders? Jeg tager chancen, og går over imod hans papfar. Han kigger stift på mig. Jeg lader som ingenting, og venter bare på at han forvandler sig til min drømme prins. Men det gør han ikke. Vi har nu gået i et stykke tid. Pludselig stopper han. Jeg vender mig forhåbningsfuldt mod ham. Han smiler skævt. "Dejligt du valgte at gå med mig." Siger han hæst. Jeg trækker lidt i smile båndet. Pludselig hopper han på mig. Jeg kæmper for at komme fri, men er ikke stærk nok. Anders og min far kommer til syne foran mig. De står bare og kigger skuffet på mig. "Hjælp!" Skriger jeg og rækker ud efter dem. Men de tager ikke min hånd. "Du valgte ham istedet for mig." Røger det koldt ud af min far. "Du troede ikke på mig." Kommer det mindst lige så koldt fra Anders. En tåre forlader min kind...

~~~~~~~~~~~~
Heeey!💕
Så er dette lille maraton slut!😱
Tak!💜
Hvad syndes i om min bog??🤔
Ses!🔥

-Maja/Lamaen🌹