Wrong number? || Marcus & Martinus

16 || AMBULANCEN!

(Dette kapitel kan indholde blod og den slags)

(Hør sangen imens^)
Jeg forstod stadig ikke helt at Marcus allerede var her i min by igen. Eller.. det er jo ikke MIN by, men du ved nok hvad jeg mener Ahah.
Vi var ikke i samme gruppe, men seriøst så kom jeg hele tiden til at kigge over på ham. Han var på holdet over for mig, så det var ikke særligt besværligt at kigge på ham. Han var faktisk ret pæn, men det har jeg jo altid syntes.
Lige siden han skrev til mig, og jeg fandt ud af hvem han var. Tænk hvis han aldrig var kommet til at skrive til mig havde jeg slet ikke kendt ham.

"Emma!" Råbte en pludselig højt.
Jeg vendte mig om men nåede at opfatte noget før jeg mærkede en kæmpe smerte i hoved, mens e masse frygt strømmede rundt i min krop. Mere nåede jeg ikke at tænke før alt blev sort.

Marcus synsvinkel

"Emma!" Råbte en stemme højt, og det fik mig til at regere, mens et smil bredte sig på mine læber. Jeg ved ikke hvorfor men det gjorde det Ahah. Men, det falmede hurtigt da jeg så hende ligge nede på jorden.
Vent.. hvad! Emma lå nede på asfalten helt flad mast næsten. En masse tanker fløj rundt i mit hoved og jeg smed hurtigt bolden jeg havde i hånden og styrtede over til hende.
Da jeg kom tættere, kunne jeg se hun havde blod i hele hoved.
Jeg gispede højt, og satte mig hurtigt ned til hende.
En kæmpe klump samlede sig i min hals, og jeg følte mig svimmel. Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi jeg havde lyst til at græde? Jeg anede ikke hvad der var sket, men synet af Emma ligge på jorden med blod i hoved, var ikke rart.
Der kom en hele masse og samlede sig rundt om hende. Jeg opfattede intet af det. Kun at jeg ikke kunne give slip på hende. Jeg sad med hende i armene, og holdt på hendes håndled for at føle hendes puls. Det var som om alt lyd var væk. Som om der kun var mig og Emma. Hendes flotte øjne var gemt væk under hendes øjenlåg, og hendes hår der lå rundt om hendes ansigt også.
"Hvad sker der her?!" Sagde en voksen stemme pludselig. Jeg kiggede op og så en voksen som nok var lære fra en af de andre skoler, stå der.
"Hun fik en stødnings kulde i hoved." Forklaret en dreng som stod lidt væk fra os.
Han havde mørke brunt hår, og helt mørke øjne.
"Hvordan?" Spurgte hun så og satte sig på hug ved siden af os.
"Hun stod ude på banen." Forklaret han og så ret bekymret men samtidig nervøst på læren.
Mere hørte jeg ikke. Jeg kunne kun fokusere på Emma som lå her i mine arme og var besvimet. Jeg bøjede mig længere frem, og lagde mit hoved på hendes skulder.
"Bare rolig Emma." Hviskede jeg i hendes øre og trykkede hendes hånd som jeg holdt fat i. Hun var helt slap og kold. Hvordan kunne det ske?
"EMMA!!" Skreg nogen pludseligt, og det fik mig igen til at kigge op.
Hendes veninder kom løbene hen til os og satte sig ved siden af os.
"Emma dog." Sagde den ene, som jeg ikke kan navnet på. Ups..
"Hvad er der sket?" Spurgte den anden og kiggede skeptisk på mig.
"Hun fik en stødningskulde i hoved." Svaret jeg lavt, men stadig så de kunne høre det.
"Hvem gjorde det?" Spurgte den tredje og kiggede surt på mig.
"I don't know." Svaret jeg igen lavt, og rettede mit blik mod Emma igen.
En skyldfølelse bredte sig i mig og jeg aner ikke hvorfor. Som om det var min skyld, men alligevel ikke.
En sirene lyd begyndte at blive tydligere, men igen lukkede jeg alt ude.
Jeg kiggede bare ned på Emma som stadig lå her. I mine arme. På mit skød. Jeg var mega sur, men også sygt ked af det. Svimmelheden blev ved, og det fik mig til at lukke øjnene.
"Bare rolig Emma." Den sætning kørte rundt inde i mit hoved.

Pludselig var der nogen der tog fat under mine arme og trak mig væk. Jeg kom hurtigt på benene og vendte mig om.
Der stod en mand indført et sæt, hvor der stod 'ambulanceføre'.
Jeg kiggede over på asfalten hvor.. Emma lå? Hvad? Hun var da der lige før. Jeg kiggede forvirret rundt, men kunne ikke se hende.
Mit blik ramte ambulancen, hvor jeg så Emma blive løftet ind.
Jeg begyndte at sætte i løb, da der var en der igen tog fat i mig. Det var ligesom at have vagter på.
"Du bliver her." Sagde ambulanceføren, som der jo stod på hans tøj.
"Hvorfor? Jeg skal med hende." Svaret jeg med en skinger stemme. Jeg var så bange. Bange for alt lige nu..
"Hvad er du til hende?" Spurgte han koldt og kiggede med stoneface på mig.
"Øhm.." startet jeg ud, og begyndte at tænke. Hvad skulle jeg svare? Jeg skulle bare med hende! Jeg kan ikke klare at skulle blive her, uden at vide hvordan hun har det.
"Hendes kæreste." Svaret jeg så hurtigt. Ordene fløj bare ud af min mund, inden jeg overhoved tænkte over det. Er det normalt?
"Okay. Kom." Sagde han og trak mig med over til ambulancen.
"Hvad skal du Mac?" Spurgte en stemme bag mig, som jeg med det same kunne genkende.
"Med Emma." Svaret jeg Tinus, som stod bag mig.
"Hvad er der sket?" Spurgte han forvirret..
"Forklare senere." Svaret jeg kort, og krammede ham ligeså kort.
En af ambulancemændene hjalp mig ind, og smækkede dørene hårdt i.
"Sæt dig der." Sagde en af dem og pegede på en stol som stod spændt fast op af væggen inde i bilen.
Jeg nikkede svagt, og satte mig. Jeg kunne ikke lade vær' med at kigge over på Emma. Hun lå der, helt slap mens alle længere tørret blodet væk, gav hende nogen indsprøjtninger, og alle mulige andre ting.
Hvordan kunne hun få den kulde i hoved?
Mest af alt havde jeg lyst til bare at gå over til hende og kramme hende, men.. jeg blev siddende.
                               •••
                    __________
Drama..
Kommenter for mere ((: