Wrong number? || Marcus & Martinus

21 || Minderne der føre til virkelighed

(Hør sangen imens du læser!)
Emmas synsvinkel

*Flashback*

"Hej" Lød en bekendt stemme bag mig, da jeg havde vendt mig om.
Jeg kiggede bagud, og så ham stå ligeforan mig.
Var han ægte? Mødte jeg ham faktisk nu?
"Hejsa" Svaret jeg og smilede venligt til ham.
Inden jeg vidste af det, havde han trukket mig ind i et tæt kram som jeg hurtigt gengældte.
Jeg stod lige nu og krammet med ham den tilfældige der skrev forkert.
Vi trak os samtidig lidt efter, og der mødte jeg de pæneste, dybe, chokolade brune øjne. Wow! Altså virkelig: WOW!
"Hvor er du dog smuk." Sagde Marcus pludselig, men holdt sig til munden lige efter. Jeg grinte bare af ham.
"Jamen tak tak, og i lige måde." Svaret jeg og smilede.
"Tusind tak prinsesse." Grinede han og bukkede foran mig.
Jeg grinede endnu mere af ham nu.
Han stillede sig ordenligt op igen, og smilede stort, og det smittet hurtigt af på mig.

*Flashback slut*

Jeg åbnede hurtigt øjnene. Jeg havde først lige lukket dem, men kom i tanke om det. Kendte jeg faktisk Marcus?
Jeg forstod ingen ting. Jeg fik ondt i hoved og holdt mig hurtigt til det. Det hele snorrede rundt, og mit syn blev pludselig sløret.
En tåre trillede ned af min kind. Vent hvad! Hvorfor græder jeg? Jeg tørrede den hurtigt væk, og tænkte tilbage på det flashback jeg lige havde haft.
Jeg har stadig den følelse af at jeg savner noget. Kan det være ham?
Mit hjerte bankede hurtigere.
Jeg kom i tanke om da jeg vågnede.
Han sad der med et stort smil mens jeg overhoved ikke kunne huske ham.
Jeg lukkede øjnene igen.

*Flashback igen*

Jeg grinede af ham, men blev trukket ned i den.
"Hey!" Sagde jeg fornærmet, men begyndte at grine lige bagefter.
"Man ligger faktisk ret godt." Sagde Marcus og rykkede på sig.
Der var ikke særlig meget plads her nede, så vi lå ret tæt.
Jeg skulle til at rejse mig op, da låget bankede i.
Jeg fik det lige i hoved, så jeg røg ned i tøjet igen.
"Av." Jamrede jeg og tog mig til hoved.
"Er du okay?" Spurgte han og kiggede bekymret på mig. Der var kun en lille sprække mellem selve kassen og låget, så der kom kun lidt lys ind.
"Ja, men.. jeg tror ikke vi kan komme op." Svaret jeg og prøvede at skubbe låget op, og jeg gættede rigtigt.
Låget sad fast. Fedt! Kan du mærke ironien?
Marcus begyndte at grine mega meget, og satte sig halvt op.

*Flashback slut*

Jeg åbnede igen hurtigt øjnene.
Endnu et minde.
Faktisk har jeg det dårligt. Har Marcus betydet så meget? Har han virkelig?
Endnu en tåre trillede ned af min kind. Jeg fjernede den hurtigt med min håndflade. Jeg tør ikke lukke øjnene igen. Jeg tog en dyb indånding og lukkede mine øjne igen, for jeg var virkelig træt. Denne gang kom der ikke et Flashback men.. en duft. En dejlig duft. En duft jeg tydelig kunne genkende. Marcus. Pludselig kunne jeg føle en hånd tag fat i min. Den var blød, og jeg følte mig tryg. Dette minde ville jeg gerne blive i. Forevigt..
"Du betyder mere end du tror" Hviskede en bekendt stemme pludselig. Jeg slog hurtigt øjnene op, og der sad han. Ligesom i mit lille minde.
Med hånden på min, mens hans duft fyldte mine næsebor.
"Marcus, undskyld." Han smilede skævt, og kørte sin anden hånd igennem sit hår.
Jeg stod der! Og kiggede på ham.
"Emma!" Råbte en stemme. Den tanke blev ved med at køre rundt i mit hoved mens jeg kiggede dybt ind i Marcus dybe, chokolade brune øjne. Ligesom jeg husker dem.
"Der er intet at sige undskyld for" Hviskede han tilbage, og rykkede sig tættere på mig. Her lå jeg hjælpeløs i en seng, og prøvede også at rygge mig mod ham, men det gjorde for ondt.
"Jo.. hvordan kunne jeg glemme dig?" Spurgte jeg, men egenlig til mig selv.
Alle mine følelser og tanker om Marcus poppede frem i min krop igen.
Jeg kunne huske det hele. Hvor glad jeg blev da han kom til Idrætsdagen.
Hvor nervøs jeg var første gang jeg skulle møde ham.
Hvor meget vi grinede nede i den sorte kasse.
Hvor sjovt vi har haft det når vi har snakkede i telefon.
Hvor hyggeligt det var ved havnen.
Hvor meget jeg har savnet ham.
"Det er ikke din skyld" svaret han lavt, og satte sig på kanten af sengen.
Ingen af os brød øjenkontakten. Vi kiggede bare hinanden dybt i øjnene.
"Marcus.. Jeg tror..-" Mere nåede jeg ikke at sige før Marcus afbrød mig.
"Shhh." Han lagde en hånd på min kind. Hans varme hånd på min hud føltes.. fantastisk.
Han nussede ligeså stille min kind, mens han smilede stort. Jeg gengældte smilet, mens en masse sommerfugle fløj rundt nede i min mave.
"Jeg tror måske jeg kan lig dig.. Men som mere end ven." Sagde han lavt, mens hans finger kørte langsomt op og ned af min kind. Mit smil blev bredere. I det sekund vidste jeg præcis hvilken følelse jeg havde haft de mange uger. Nemlig den samme som ham.
"Jeg tror det samme om dig" hviskede jeg og trak min hånd væk fra hans, og lagde min på den. Han smilede mere, og rykkede sig tættere på mig. Automatisk satte mig længere op, selvom det gjorde vildt ondt men INTET kunne overgå mine følelser for Marcus lige nu.
Jeg havde faktisk først lige indset hvor meget han betød.
Jeg rykkede min hånd op til hans nakke mens hans hånd kørte op til min hofte. Ja, den lå jo på madrassen, Ahah.
Han kiggede fra mine øjne til mine læber og blev ved sådan der, indtil jeg nikkede som svar til han godt måtte.
Han smilede større, og lænede sig længere ind til mig. Vores hoveder var nu kun få centimeter fra hinanden.
"Jeg har haft lyst til det her i evigheder" sagde han inden han plantede sine læber på mine. De smeltede sammen, og det føltes som om at vores læber var som skabt til hinanden.
Min anden hånd kørte op på hans hoved, og roede blidt rundt i hans hår mens hans ene hånd stadig var på min hofte og den anden på min kind.
Han trykkede sine læber hårdere mod mine, og det føltes så rigtigt. Hans læber var så bløde, at det ikke var til at beskrive.
Det var det her jeg savnede. Jeg savnede ham. Det var ham, jeg følte jeg havde smidt ud, efter jeg ikke kunne huske ham. Men.. det her er det rigtige.
At væres læber er smeltet sammen.
                             •••
                    ________
Romantik (((: