Wrong number? || Marcus & Martinus

45 || Han betød noget

Emma's synsvinkel

Tankerne kørte løbsk jo længere tid jeg lå her. Et par personer havde været her inde men var hurtigt gået igen, da jeg bad dem om det. Mit hoved kunne intet runge og en ting kunne kun fylde det.
Drengen. Ham drengen med det blonde hår. Jeg havde set ham før. Hans ansigt var bekendt. Hans øjne. Det var som om de gjorde noget ved mig men jeg kunne ikke kende dem.
Jeg kunne høre døren bag mig åbne igen og den samme blide stemme fra tidligere sagde mit navn. Jeg kiggede tøvende bagud og så drengen. Den blonde dreng.
"Emma?" Panikken fra tidligere bredte sig igen og forvirringen tog over. Jeg satte mig straks tilbage i sengen og kiggede forfærdet på ham.
"Rolig, det er mig." det føltes som om jeg faldt sammen og hurtigt blev mine vejrtrækninger normale igen.
"Det er mig Marcus. Kan du huske mig?" Det navn. Det var som om det trykkede sig mod mig men jeg intet kunne svare. Hans ansigt var tomt, men jeg kunne se hvor meget det her betød for ham.
"Marcus?" Et lille smil bredte sig på hans læber og han nikkede roligt. "Jeg er Marcus. Jeg har kendt dig i ret lang tid nu, og du betyder rigtig meget for mig."
Mine tanker kørte endnu mere rundt nu og jeg kiggede med store øjne på ham. "Undskyld, men jeg ved altså ikke hvem du er?" Hurtigt afbrød han mig: "Ikke undskylde. Det er ikke din skyld. Jeg har bare lige nået jeg vil fortælle dig."
Han satte sig stille ned på senge kanten og kiggede direkte ind i mine øjne.
"Jeg ved godt du ikke kan huske mig lige nu, men jeg vil fortælle dig om hvem jeg faktisk er." Han smilede blidt igen, men jeg kunne se hvor meget han prøvede at holde de tåre han havde fået i øjnene, inde.
"For et par måneder siden, skulle jeg have fat i min bror  - Martinus, men kom ved en fejl til at skrive til dig. Det er dog noget af det bedste der er sket. Men ja, vi begyndte at skrive meget sammen og du fandt ud af at jeg faktisk var dine veninders idol." Jeg rynkede brynene og kiggede fortabt på ham. "Jeg er kendt. Og det er en smule svært nogen gange. Men, vi mødtes første gang til en af mine koncerter hvor jeg kom til at kysse din kind. Efter det øjeblik jeg så dig, vidste jeg at du skulle være min. Jeg ved det lyder fløde, men sådan havde jeg det. Da jeg endelig tog modet til mig og spurgte dig om kærste svaret du ja." Jeg kiggede med store øjne på ham. Var vi kærester? "Det er dog en smule svært alt det her, da vi bor rigtig langt væk fra hinaden. Vi er et fly væk fra hinanden og 12 timer væk fra hinaden i bil." En følelse der føltes bekendt bredte sig i mig da han rørte min hånd.
"Alt det her med hukommelsetab er sket en gang. Den gang var jeg så knust fordi jeg elskede dig så højt, men jeg har lært at det nok skal gå over. Du kan snart huske igen og vi kommer til at leve lykkeligt igen." Han smilede blidt igen mens den tåre han havde holdt inde løb ned af hans kind.
Hurtigt smed jeg mig i hans arme og holdt ham tæt ind til mig. Han havde brug for et kram, det kunne jeg se. Hulk undslap hans mund og han lagde sit hoved ned på min skulder.
"Emma jeg elsker dig virkelig højt, ligemeget hvad der sker" hviskede han grådfyldt ind i mit øre. Hans stemme var en smule hæs og gjorde et eller andet ved min krop. "Jeg.. Jeg føler jeg.. kender dig" "Og det er den helt rigtige følelse. Du kender mig bedre end nogen anden."
En uklar tanke som jeg var sikker på havde noget med Marcus at gøre poppede op og jeg prøvede virkelig at tænke mig til hvad det var.
Men mine tanker stoppede hurtigt da døren gik op og en runge fyldt stemme fyldte rummet.
"Slut med besøg nu. Emma skal sove." Jeg trak mig hurtigt fra krammet og kiggede over mod lægen som kiggede irriteret over på os. Mit og Marcus' blik mødtes og jeg følte mig så skyldig. Det var min skyld han havde det sådan der. Det var mig der ikke kunne huske.
"Farvel." Marcus' stemme skælvede og han vendte sig hurtigt om og gik ud af døren. Han kiggede et øjeblik tilbage på mig mens jeg kunne se hans helt mørke øjne der lyste op af sorg. 'Undskyld' mimede jeg inden han forsvandt væk.
Jeg vidste ikke hundrede procent hvem han var, men en ting vidste jeg. Han betød noget, og jeg betød ihvertfald også noget for ham.

VIGTIGT 
Jeg er ikke MM'er længere og ved derfor ikke hvor lang denne historie bliver..