Mine øjne føltes tungere end 1000 tons. Et hvidt skarpt lys ramte mine øjne og jeg gik med det samme i panik. Var det nu jeg skulle dø? Folk sagde jo at det blev hvidt når man døde.
Jeg sprallede alt hvad jeg kunne med min krop men noget tungt landede over mig så jeg ikke kunne røre mig. Panikken steg endnu mere. Nu døde jeg. Nu døde jeg. Nu døde jeg.
"Emma, slap af." Stemmen fik mig med det samme til at slappe af. Den blide stemme. Hvem tilhørte sådan en stemme. Det hvide lys forsvandt og mine øjne føltes ikke nær så tunge. Jeg åbnede hastingt øjnene og med det samme kom lettelsen over mig. Jeg var ikke død.
Men panikken kom med det samme igen da jeg så de mange mennesker stå rundt om mig. En masse ansigter kiggede håbfuldt ned på mig men jeg kunne ikke sætte navn på en eneste af dem.
Dette mindede mig om noget, men jeg kunne ikke sætte finger på hvad det var.
Jeg kiggede skræmt på dem, mens panikken kom igen. Alles ansigter ændrede sig fra håbfuldt til håbløst. De fleste sendte blikke til hinanden, untagen en. En dreng. Blondt hår og ret køn. Faktisk rigtig køn.
"Detsværre har Emma fået hukommelsetab igen. Ingen hjernerystelse er oversagen nu, men vi arbejder på sagen om hvorfor." Jeg kiggede uforstående hen på manden der kom ind i rummet. Mig hukommelsetab? Nej, det tror jeg ikke.
"N-Nej, jeg kan godt huske." De fleste mennesker kiggede glad over på mig og jeg forstod ingenting. Men deres ansigter holdt ikke mit fokus. Den dreng med det blonde hår, fast holdte mine øjne, med hans helt mørke. De var bekendte men hvorfra vidste jeg ikke.
"Hvem er disse mennesker?" Jeg brød øjenkontakten og kiggede over på manden igen.
"Eh.." Et hulk rungede i rummet og jeg kiggede hurtigt over på damen som stod tættest på mig. Hun lænede sig ind til manden ved siden af hende og græd ind mod hans skulder. Hvorfor græde? Havde jeg sagt noget forkert.
"Emma, disse er dine nærmeste. Dine forældre, bror og venner." Jeg kiggede forfærdet op på manden og over på flokken af mennesker der stod rundt om min seng og tilbage på manden igen. "Det er jeg altså ikke helt sikker på."
Endnu mere grådfyldt kiggede damen op på mig og smilede svagt. "Jeg er din mor."
Jeg rynkede brynene og lænede mig tilbage i sengen. "Vil i være sød at gå ud. Jeg vil ikke være uhøflig men det er faktisk ret uhøfligt at glo på en person der sover," svaret jeg og lukkede øjnene. Jeg var egenlig ikke træt men alt det her kunne jeg ikke overskue. Hukommelsestab?
Hvis jeg tænkte på mine forældre kom der ikke nogen minder frem overhoved. Ikke noget navn eller ansigt. Bror? Nej, det tror jeg ikke jeg havde. Venner? Det havde jeg sikkert men ingen af dem kendte jeg.
•••
___________
Hvordan mon Marcus har det?
ESTÁS LEYENDO
Wrong number? || Marcus & Martinus
FanficÆndrer denne besked mit liv? Ændre dette træk mig? Hvad vil der kunne ske ved det? Jeg tog chancen og tog skidtet ud til virkeligheden. Ja det ændret alt, men på en god måde. Jeg blev et gladere menneske, og var sværere at nedbryde ligesom før. Men...
