Wrong number? || Marcus & Martinus

27 || "jeg er forelsket i dig."

Jeg løb. Løb. Løb og løb. Jeg nåede dog ikke særlig langt for jeg faldt hårdt ned på jorden. En smerte bredte sig i min fod og jeg snurrede hurtigt mine hænder om den. Hvem gik jeg nu ind i?
Ja er det er ikke første gang, ups.
"Ej undskyld, er du okay?" Spurgte en stemme som jeg sagens kunne genkende. Jeg kiggede hurtigt op, og mødte de mest savnede øjne nogensinde.
"Marcus!" skreg jeg, og hoppede op i hans arme. Jeg glemte alt om min fod men kastede bare mine arme om hans nakke.
"Em!" Han lød helt overrasket men var hurtig til at løfte mig op fra jorden.
Vent. Var han ikke forsvundet?
"Marcus?" spurgte jeg spørgende og trak mig ud af hans greb. Han nikkede svagt.
"Du er jo efterlyst." Jeg kiggede med store øjne på ham. Han nikkede igen svagt.
"Jeg kan forklare det, hjemme hos dig"
"Jeg forstår det ikke." Et grin undslap min mund, men han svaret ikke. Han gik bare smilende mod mit hus.
Waow! Jeg var forvirret.

Jeg lukkede døren bag os, og vi tog begge vores sko af.
Med det samme kom Emil ud i gangen.
"Hej Marcus" sagde han glad, da han fik øje på ham.
"Hey." De smilede lige til hinanden inden jeg trak Marcus med op på værelset, og smækkede døren bag mig. Nu ville jeg have en forklaring.
"Marcus. Forklar" sagde jeg bestemt, og satte mig i sengen.
Han tog en dyb indånding og smilede sødt til mig.
"Altså.. jeg skrev jo at jeg ville komme ik?" Han kiggede spørgende på mig og smilede.
"Ej Marcus. Har du seriøst sneget dig ud, for at komme hjem til mig?"
En mærkelig følelse bredte sig i mig, ligesom alle de gange han rørte ved mig. Han havde seriøst rejst så mange timer bare.. for at se mig!
"Jeg kunne ikke holde ud, ikke at se dig" svaret han og satte sig ned ved siden af mig.
"Men Marcus.. Du er jo efterlyst og din familie ved jo ikke hvor du er."
Han trak på skuldrene og smilede skævt.
"Og hvad så. Jeg ville bare se dig." Han lænede sig længere mod mig.
"Marcus altså" mumlede jeg lavt, men lænede mig automatisk mod ham også.
Pludselig var vores løber bare smeltet sammen ligesom sidst. Hvorfor føltes det så rigtig?
Han strøg sin hånd over min kind, og nussede langsomt mit hår, mens hans anden hånd hvilede på min hofte.
Mine arme var snoede om hans nakke, og jeg følte at jeg var i himlen.
Jeg sad lige nu, med den mystiske dreng der skrev forkerte, også kendt som: Den kendte popstjerne Marcus Gunnarsen, og kyssede. Han bed mig blidt i læben, og jeg vidste med det samme, hvad han hentydet til.
Jeg åbnede langsomt munden, og vores tunger mødtes og begyndte stille at lege med hinanden.
Kysset udviklede sig, og blev ret så heftigt og intens.
Inden jeg noget at opfatte noget, lå vi ned i sengen med armene om hinanden uden at bryde kysset.
Marcus kørte hans hånd over min ryg, og det gav mig kuldegysninger.

Efter lidt tid trak vi os begge fra kysset og kiggede bare hinanden i øjnene.
"Emma?" Spurgte Marcus, og smilede blidt. Jeg nikkede forsigtigt.
"Jeg er forelsket i dig" Fortsatte han ligeud uden af fjerne sit smil fra hans perfekte læber. Med det samme sætningen ramte mine øre stoppede mit hjerte. Eller det føltes sådan. Der. Lige der!
Fandt jeg ud af at den lille mærkelige følelse der havde bredt sig i min krop det sidste stykke tid var præcis det samme. Forelskelse.
"Jeg kan kun sige det samme." Med det samme trak jeg han ind i et kram som han hurtigt gengældte.
Vores kram blev dog afbrudt af en telefon der ringede. Han kiggede undskyldende på mig, mens han tog den op af lommen.
Han tog den med det samme, da han så hvem det var.
"Jamen, Hej far" sagde han efter lidt tid. Han kiggede chokeret ned i jorden.
"Jeg har det fint."
Han holdt endnu en pause, mens jeg bare sad og kiggede på ham.
"Jeg kommer hjem imorgen."
Han gav mig et lille smil, og jeg smilede tilbage. Ville han sove her? Okay. Det måtte han helt klart. Det skulle han. Jeg kunne ikke allerede sige farvel nu, når jeg lige har opdagede min forelskelse til ham.
"Du kan skælde mig ud, når jeg kommer hjem" fortsatte han, mens hans smil falmende.
"Nej please. Jeg kommer hjem imorgen, der er ikke sket noget med mig, og jeg er i sikkerhed. Jeg kan forklare alt imorgen."
"Hej Hej" afsluttet han og fjernede mobilen fra øret.
"Wow, han flippede ud" grinede han og lagde på.

~Om aftenen~

Vi sad lige nu bare i min seng og så Netflix. Jeg sad imellem Marcus' ben, og hvilede mit hoved op af hans veltrænet mave. Han havde armene om mig, og hvilede sit hoved på mit.
Jeg følte mig så tryk i hans arme. Jeg havde savnet ham så utroligt meget, og vi var ikke engang kærester.
Mine øjenlåg blev pludselig tunge, og tilsidst kunne jeg ikke holde dem åbne mere. Jeg trak dynen længere op over mig og Marcus, og lagde mig til rette.
Marcus nussede forsigtigt mine mave, og kyssede mig blidt i håret inden han lukkede computeren sammen.
"Er du træt?" Spurgte han, mens jeg kunne mærke hans smil. Jeg nikkede mens jeg stadig havde lukkede øjne.
Han skulle til at rejse sig da jeg greb fat i hans ben.
"Ikke gå" sagde jeg og puttede mig ind til ham. Han grinede let men fortsatte så: "Emma, du kan ikke sove i det der."
"Så hjælp mig med at få det af" svaret jeg, uden at åbnede øjnene men strakte mine arme og ben udover sengen, så han kunne tage mit tøj af.
                            •••
              ____________
Når denne bog runder 20k læsere, kommer der et Marathon (:  jeg ved dog ikke hvor langt det bliver eller noget, men GLÆD JER!
~Me you know