Wrong number? || Marcus & Martinus

19 || ingen vagter, ingen fans, ingen far.

(Hør sangen imens^)
Marcus synsvinkel

Jeg gik med tunge skridt ned af den lange gang. Hvordan kan hun ikke huske mig?
'Emma. Jeg elsker dig faktisk.' Den sætning blev ved med at køre rundt inde i mit hoved. Jeg elskede hende jo. Men jeg har først lige fundet ud af hvilken måde. Jeg elskede hende som mere end bare en ven. Og.. det har jeg gjort i så lang tid, uden jeg faktisk har opdagede det.

Jeg tog min hånd ned i min lomme og fiskede min telefon op. Jeg ringede hurtigt til Tinus. Jeg blev nød til at fortælle ham hvad der lige var sket.
"Hallo?" Sagde han træt da han endelig tog den.
"Tinus! Emma kan ikke huske mig." Jeg kunne mærke tårnede Stig op til mine øjne.
"Hvorfor ikke?" Han lød ligeså træt som før.
"Jeg ved det ikke. Jeg fortalte hende alt det med vores beskeder, men hun sagde bare at hun overhoved ikke kendte mig" svaret jeg med en grådfuld stemme.
"Marcus måsk-" nåede han at sige før jeg afbrød ham.
"Farvel." Jeg lagde hurtigt på.
Jeg ville ikke græde mens jeg snakkede med ham.
Jeg begyndte at løbe, og kom hurtigt over til elevatoren. Jeg trykkede mange gange på knappen før elevatoren kom op.
Jeg steg ind, og opdagede at Emmas familie stod der.
"Hej Marcus" sagde damen sødt og smilede.
"Emma er vågnet." Jeg lød kold og  kiggede ned i jorden. De skulle ikke se jeg havde tåre løbende ned af kinderne.
"Ej hvor herligt. Hvorfor tager du så allerede hjem?" Jeg kunne mærke deres blik hvile på mig.
"Hun har.. jo hukommelsestab" sagde jeg lavt, men kiggede ikke op.
"Oh. Kan hun ikke huske dig?"
"Nej" svaret jeg kort.
"Det er jeg ked af at høre. Når men vi må ind til hende nu. Vi ses vel igen" sagde damen høfligt, og trådte ud af elevatoren efterfulgt af det andre.
Jeg kiggede op igen, og trykkede igen mange gange på knappen hvor der stod nul på.
Elevatoren begyndte at køre ned til stueetagen, mens jeg bare stod og græd.
Hvorfor græd jeg overhoved så meget?
Jeg kunne slet ikke stoppe.
Vent.. vi skulle jo hjem fra idrætsdagen klokken 14! Jeg tog hurtigt min telefon op af lommen igen, og skyndte mig at skrive til Tinus.

Mig:
Tinus! Skolebussen kørte jo klokken 14 til Trofors! Hvordan fanden kommer jeg hjem?:O

Tinus:
Bare mød mig ude foran hospitalet så fortæller jeg:)

Mig:
Okay!

Tinus:
Tag det roligt bro;)

Jeg slukkede min telefon og styrtede ud af svingdørene.
Som Tinus skrev stod han ude foran, helt alene. Ingen vagter, ingen fans, ingen far.
"Hej" sagde jeg og gik overimod ham, mens jeg tørrede mine øjne fra tåre.
"Hejsa." Han trak mig ind i et tæt kram. Jeg gengældte det med det samme, og mærkede en tåre trille langsomt ned af min kind. Jeg skyndte mig at fjerne den med min håndflade, og trak mig for krammet.
"Far har betalt et hotel til os, så vi skal derhen nu" sagde han og smilede. Jeg nikkede.
"Når men fortæl hvad der skete med dig og Emma." Fortsatte han og begyndte at gå. Jeg gik hurtigt med ham.
"Hun vågnede og kunne så ikke huske mig" svaret jeg meget kort. Jeg kunne ikke få mig selv til at snakke mere om det.
"Sorry to hear bro, hun skal nok komme til at huske dig" sagde han opmuntrende og klappet mig på skulderen. Ej, det lød overbevisende var..?
"Jaja." Mit blik var vendt mod jorden, da mine øjne blev fyldt op af tåre ved tanken igen.
"Hvad skete der overhoved med hende?" Fortsatte han spørgende og det samme sagde hans blik. En klump samlede sig i min mave, og jeg fik det dårligt. Jeg sank en enkel gang, og forklarede det jeg fik forklarede tidligere.
Pludselig kom nogen skrig bag os, og vi vendte os hurtigt om. Der stod nogen piger og kom styrtende hen til os.
"Omg! Marcus! Martinus! Må vi få et billede! Omg! Arg!" Skreg de og krammet os hårdt. Jeg kiggede opgivende på Tinus, mens han sendte mig et undskyldende blik. Jeg var slet ikke i humør til at tage billeder, hvor jeg skulle se glad ud..
"Øhm'.. ja" svaret Tinus og tog nogen billeder med dem, mens jeg begyndte at gå. Jeg ved ikke hvorfor men det var som om min ben bare førte mig afsted.
Jeg hørte Tinus sige et eller andet, og kom med det samme op til mig.
"Lad os skynde os over til bussen" sagde han og tog fat i min arm.
Han trak mig afsted og vi begyndte at løbe.
•••
_________
Stakkels Marcus ))):
~Meeee