(Dette kapitel kan OGSÅ indholde blod og den slags)
(Hør sangen imens^)
Lægerne styrtede ind, med Emma i en hospitalseng mens jeg løb forvirret med bagved.
Var det så alvorligt siden at det haster så meget?
De løb ind af nogen sving døre, men de blev låst med det samme bagefter.
Nej. Jeg skulle jo med!
Emma kan da ikke bare være der inde helt alene.
Jeg kiggede lidt rundt og fik øje på nogen stole lidt længere bede af gangen.
Jeg gik hurtigt der ned og satte mig stift i en af dem.
Jeg er faktisk rigtig bange for det er noget alvorligt. Jeg kan ikke forstille mig følelsen, hvis en af lægerne kom ud og sagde at hun skulle dø.
Jeg sad lidt, vippede med min fod og legede med mine fingre.
En eller anden PLEASE kom ud og sig at hun bare har fået nogen blå mærker.
Jeg sukkede og lænede mig tilbage i stolen.
Jeg kunne pludselig høre nogen støvler klikke hårdt mod gulvet.
Jeg kiggede op og så en dame, en mand og en dreng på min alder komme hurtigt gående her ned.
"Er Emma Saarup der inde?" Spurgte damen bekymrende og pegede på svingdørene lægerne forsvandt ind.
Jeg nikkede svagt, og kiggede ned i jorden.
"Kender vi dig?" Spurgte en mørk stemme så. Jeg kiggede op og så Mandens spørgende blik.
"Det tror jeg ikke. Jeg hedder Marcus." Jeg rakte hånden frem, med et falsk smil. Han tog imod den og fortalte hans navn. Jeg fandt ud af at han var Emmas far. Et fake smil, sad klistret på mine læber, for at virke flink. Ikke lige det humør jeg er i lige nu.
"Kender du så Emma?" Spurgte drengen på min alder. Jeg nikkede igen.
"Ja. Vi er bedstevenner." Svaret jeg og smilede en smule. Manden, damen og drengen nikkede samtidig.
"Jeg er så Emmas tvilling." Sagde drengen så og smilede. Jeg nikkede, og han satte sig ved siden af mig. Når jeg tænker over det ligner de også hinanden lidt. Men.. Emma er klart pænest. Nok også fordi jeg ikke er til drenge Ahah.
"Hvad skete der?" Spurgte damen, som jeg tror var Emmas mor.
Jeg forklarede hvad jeg havde fået fortalt tidligere. De så mere og mere chokeret ud.
"Hvorfor stod hun derude?" Spurgte drengen som jeg stadig ikke vidste navnet på.
"Jeg ved det ikke. Jeg så det ikke." Svaret jeg og fik ret ondt i maven. Hvad hvis det fanatisk er alvorligt?
"Godt du var hos hende Marcus." Roset manden og smilede.
"Ja." Svaret jeg kort, og smilede tilbage. Hvad skulle jeg dog svare?
En høj lyd lød, og den ene af svingedørene gik op.
En mand klædt i helt Hvidt tøj kom ud til os. Mig og Emmas bror rejste os samtidigt op, og kiggede forventende på ham.
"I må være Emmas familie." Sagde han og så ligeså kold ud i ansigtet som ham ambulanceføren. De nikkede mens jeg bare stod helt stille.
"Emma er højst sansyndeligt blevet ramt af noget hårdt på næsen, så hendes næse knogler, blev trykket end i hjernen. Vi har fået liv i hende igen, men hun har haft været død i fem minutter." Forklaret han. Jeg knyttede mine hænder og bed mig i underlæben. Tænk hun har haft været død.
"Hun er stadig ikke vågnet endnu, men vi ved hun højst sansyndeligt har mistet noget af hendes hukommelse." Fortsatte han og kiggede stadig koldt på os.
"I må gerne gå ind til hende." Sagde han og åbnede den anden dør også.
De styrtede ind i rummet, men.. mine ben føltes som om de var limet fast til betongulvet.
Jeg lukkede øjnene, fordi jeg kunne mærke at tårerne steg op i mine øjne.
Ikke græd Marcus. Ikke græd. Hun er vågen. Eller.. det gør hun snart.
Jeg åbnede øjnene igen, men jeg sad nu i stolen igen. Wtf! Jeg har slet ikke lagt mærke til jeg har sat mig. Jeg rejste mig op, og gik med små skridt ind af dørene. Men.. da jeg kom derind var hendes forældre og bror der ikke. Var de allerede gået?
*PLING!*
Jeg fik et chok, men tog hastigt min telefon op af lommen.
Tinus:
Hvorfor er du ikke kommet tilbage endnu? Klokken er altså 20:30 :O!
Mig:
Ehm.. allerede?
Jeg kommer om en time:)
Tinus:
Okay. Har Emma det godt?
Mig:
I don't know, går hen til hende nu!
Tinus:
Oki!
Jeg slukkede min telefon igen. Hvor lang tid stod jeg lige i mine egne tanker ude på gangen?
Jeg gik med forsigtige skridt hen til hende, og så hun bare lå der. Et apteret var koblede fast til hende, og viste nok hendes puls.
Jeg satte mig forsigtigt på kanten af sengen, og kiggede ned på hende.
Hun lå bare der. Med lukkede øjne, og helt kold.
"Hej Emma. Det er mig.. Marcus." Sagde jeg og smilede trist ned til hende.
"Jeg ved ikke helt hvad der skete, men bare rolig. Du skal nok vågne snart." Fortsatte jeg i håb om at hun ville vågne. Hun rykkede sig slet ikke men lå bare der.
"Emma. Jeg tror jeg..-" Nåede jeg at sige før noge kom brasende ind på stuen.
Jeg kiggede hurtigt op, og så tre piger. De samme piger fra henne ved skolen.
"Er hun okay?" Spurgte den ene og gik hen til os. Jeg nikkede langsomt.
"Hun har haft været død i 5 minutter." Svaret jeg lavt. De kiggede chokeret på mig, og satte sig på den anden side af sengen.
"5 minutter?" Spurgte den ene så. Jeg nikkede og kiggede ned på Emma som stadig lå helt stille.
"Hun snakker meget om dig." Udbrød den anden pludselig. Jeg kiggede op, og et sus gik igennem mig mens et lille smil plantet sig på mine læber. Snakker hun om mig?
"Gør hun?" Spurgte jeg så, meget dumt. Ej Marcus altså..
"Ja mega." Svaret en tredje. Ej! Nu må jeg finde ud af hvad de hedder.
"Hvad hedder i?" Spurgte jeg, og kiggede skiftevis på dem.
"Jeg hedder Freya, det her er Sofie og så Olivia." Svaret hende som så måtte være Freya, og pegede på de to andre. Jeg nikkede og gentog deres navne inde i hoved.
Men en anden tanke poppede op i mit hoved.
Men en tanke blev ved med at køre rundt. Den samme tanke der havde siddet i mit hoved de sidste to måneder.
Emma..
•••
_____________
Vote og kommenter for mere;))
~Liiiv<3
أنت تقرأ
Wrong number? || Marcus & Martinus
أدب الهواةÆndrer denne besked mit liv? Ændre dette træk mig? Hvad vil der kunne ske ved det? Jeg tog chancen og tog skidtet ud til virkeligheden. Ja det ændret alt, men på en god måde. Jeg blev et gladere menneske, og var sværere at nedbryde ligesom før. Men...
