Emmas synsvinkel
Dag efter dag..
Savnet til Marcus blev bare større.
Jeg ved ikke helt præcis hvad der var med ham, men han gjorde bare et eller andet ved mig. Noget jeg slet ikke kunne forklare.
Jeg kom hjem fra hospitalet for 5 dage siden, og følte ikke rigtigt der var sket noget. Andet.. end folk hele tiden spurgte ind til det.
Alt det med hospitalet, og med Marcus.
Eller.. det med Marcus, var dog kun pigerne for de er de eneste der ved til hele historien om mig og Marcus.
Det er også bedst, for tænk hvis alle vidste det.
Hvad ville de ikke tænke?
Idag var det Lørdag, og jeg kedede mig så forfærdeligt meget. Det ville være meget bedre med Marcus, men jeg vidste jo godt han ikke bare kunne komme.
Selvom vi havde skrevet hele morgenen, havde jeg stadig en træng til at snakke med ham. Kan i se hvad jeg mener? Han har sådan, kastet en forbandelse over mig. En 'Marcus' Forbandelse.
Jeg sad nede i stuen sammen med Emil, mens han så en kedelig film.
"Hva' laver du?" spurgte han, og rykkede sig hen til mig. Han kiggede ned på vores beskeder på min telefon. Da jeg så det slukkede jeg hurtigt telefonen og kiggede uskyldigt op på ham.
"Uh! Har du fået en kæreste?"
Jeg rystede voldsomt på hoved, selvom jeg.. MÅSKE havde lyst til at nikke, men vi var jo ikke kærester så..
"Vent? Er det ham der Marcus?"
"Ja. Kender du ham?"
Han nikkede og et smil plantet sig, på hans læber.
"Han virker virkelig sød. Ham må du gerne blive kærester med" svaret han og blinket med det ene øje.
"Skal jeg have en godkendelse af dig? Og.. hvordan kender du ham?" Jeg grinede let af hans lille flip.
"Selfølgelig skal du have min godkendelse. Og, jeg mødte ham da du var på hospitalet. Han var helt nede, både første gang jeg så ham, og da du havde glemt ham."
Av.. det gjorde ondt at blive mindet om at jeg har haft glemt ham. Men.. det er nu meget rart, at Emil kender bare lidt til ham. Eller i det mindste har set ham.
Jeg fik pludselig en mærkelig følelse i maven. Som om den trak sig sammen, og det fik mig til at trække mine ben op under mig.
Jeg flettede mine arme rundt om mine ben og kunne mærke et par tåre komme frem i øjnene på mig. Hvorfor skulle jeg også hele tiden være så ked af det?
Mig der aldrig var ked af det, før jeg mødte Marcus.
Hvorfor var jeg hele tiden det?
En tåre trillede langsomt ned af min kind, og ramte blidt min overlæbe.
Jeg gider ikke græde!
Men jeg kan ikke holde op!
Jeg savner Marcus så meget!
Hvordan er det muligt?
Please..
"Emma?" Spurgte en stemme som jeg sagens kunne genkende. Marcus!
Jeg kiggede op, men.. ingen Marcus, var der.
Jeg kiggede lidt rundt, men alt var som før. Er jeg nu også begyndt at høre syner? Jeg bliver jo drivet til vanvid!
"Hvorfor græder du?" Spurgte Marcus' stemme igen.
"Fordi jeg savner dig" hviskede jeg, og kiggede ned i mine ben igen.
"Jeg savner også dig, utroligt meget." Hans stemme skar igennem mig. Hvordan kan jeg lige pludselig begynde at høre syner?
Jeg er jo ved at blive vanvittig!
"Emil?" Spurgte jeg og forlede mine ben ud igen. Han kiggede spørgende på mig.
"Hørte du også Marcus' stemme?"
Han kiggede mærkeligt på mig.
"Nej? Hvorfor?" Han kiggede på mig som om jeg var komplet idiot.
"Øhm'.. ikke for noget" svaret jeg tøvende, men med det samme sagde Marcus igen:
"Emma. Jeg er her. Ikke græd. Ikke græd. Ikke græd." Hans stemme blev lavere og lavere og tilsidst var den væk.
"Hvor!" Råbte jeg og sprang op af sofaen. Emil kiggede igen mærkeligt på mig.
"Hvad er der galt?" Spurgte han, og sendte mig et skævt smil.
"Jeg bliver nød til at se ham" Mumlede jeg lavt, og holdt mig til hoved.
"Hvad?"
Jeg rystede på hoved som svar, og gik op på værelset. Jeg smækkede døren bag mig, og tog en hoodie, fra kommoden på.
Jeg tog min telefon op af lommen, og skrev hurtigt til Marcus.
Mig:
Marcus. Jeg er ved at blive vanvittig!
Marcus:
Hvad mener du?<3
Mig:
Jeg er begyndt at høre syner!
Marcus:
Hvilken syner?<33
Mig:
Din stemme!
Da jeg græd, begyndte 'du' at snakke til mig<3
Marcus:
Ej Emma har du grædt?:O
Mig:
Ja.. jeg savner dig..
Marcus:
Jeg kommer nu!
Jeg kiggede mærkeligt på den besked.
Hvad mente han dog med det?
•••
______________
Hvad tror i Marcus mener?
Find ud af det i næste kapitel!<3
VOCÊ ESTÁ LENDO
Wrong number? || Marcus & Martinus
FanficÆndrer denne besked mit liv? Ændre dette træk mig? Hvad vil der kunne ske ved det? Jeg tog chancen og tog skidtet ud til virkeligheden. Ja det ændret alt, men på en god måde. Jeg blev et gladere menneske, og var sværere at nedbryde ligesom før. Men...
