Emma's synsvinkel
Jeg tog fat i dør håndtaget, mens alle mulige forskellige følelser kørte rundt inde i mig. Havde jeg truffet den rigtige beslutningen?
Jeg trak døren i bag mig, men blev stoppet. Jeg kiggede hurtigt tilbage, og kiggede direkte ind i de øjne jeg havde savnet i flere uger. Men nu? Ja nu, vidste jeg det ikke. Jeg var SÅ forvirret.
"Emma, jeg beder dig" hviskede han, og med det ord kom alle minder tilbage. Alle vi havde haft sammen.
Fra da han skrev til mig første gang, til jeg gjorde det forbi for 20 sekunder siden.
Tårerne steg op i mine øjne, og det samme gjorde der i hans.
Alle vores minder fløj rundt inde i mit hoved. En masse følelser formede sig i min mave, og spredte sig i hele min krop. Inden jeg vidste af det, havde jeg armene hårdt snurret rundt om Marcus. Han blev overrasket til at starte med, men gengældte med det samme krammet.
"Jeg mente det ikke." Alle tårerne gled langsomt ned af mine kinder. Jeg kunne ikke være sur på ham. Jeg kunne ikke forlade ham nu. Jeg blev nød til at være ved ham. Sådan var det bare.
Jeg hvilede mit hoved op af Marcus' skulder, da han jo var lidt højere end mig.
Han svaret ikke, men kørte bare en hånd igennem mit hår.
En sug gik igennem mig, og et lille smil bredte sig på mine læber. Jeg havde savnet Marcus' varme. Virkelig meget.
Efter lidt tid trak jeg mig fra krammet. Jeg kiggede igen ind i de smukkeste øjne.
"Jeg har savnet dig så meget" hviskede han, og smilede blidt mens han kørte en lok hår bag mit øre. Smilet der var på mine læber, falmede ikke det mindste det blev kun større.
"Du ved ikke hvor meget jeg også har savnet dig." Hurtigt lagde jeg mine læber på hans. Alt det tristhed der havde fyldt mine to sidste dage, forsvandt og lykke overtog.
Alt den vrede det boblede i mig, blev skiftet ud med kærlighed.
Intet kunne overgå Marcus.
Han var bare ligesom.. over-gå-lig, hvis der er noget der hedder det.
Vi trak os begge efter lidt tid.
"Emma, jeg er så ked af det" sagde han, mens han kiggede dybt ind i mine øjne.
"Jeg stoler på dig. Selfølgelig gjorde du det ikke med vilje." Jeg smilede blidt til ham, lagde min hånd på hans kind og nussede den forsigtigt.
Han smilede igen og flettede sine fingre ind i mine, på den hånd jeg havde fri.
Sommerfugle poppede op i min mave, mens flere sus skød igennem min krop.
En ubeskrivelig følelse, havde jeg hver gang Marcus rørte eller bare kiggede på mig.
Alle sure, triste og knuste tanker fløj væk på 0,5 mens lykkelige, rare, glade og kærlige tanker poppede op.
•••
___________
Skal jeg blive ved med at sætte sange ind, der passer til?
ESTÁS LEYENDO
Wrong number? || Marcus & Martinus
FanficÆndrer denne besked mit liv? Ændre dette træk mig? Hvad vil der kunne ske ved det? Jeg tog chancen og tog skidtet ud til virkeligheden. Ja det ændret alt, men på en god måde. Jeg blev et gladere menneske, og var sværere at nedbryde ligesom før. Men...
