P. Fuglsang

Kapitel, 1

Hvor må han gerne smide den trøje nu! Det kan ikke være så svært. Bare tag fat i kanten af trøjen og løft armene over hovedet, og wupti! Så vil den være af. Men det gør han ikke, istedet går han hen imod mig, hurtigt, men alligevel føltes det som en evighed. Han står en meter fra mig. Der er kun luft imellem os.

Musikken fra den lille radio spiller i mine ører. Jeg kan mærke mit hjerte banke, hurtigere og hurtigere. Han læner sig ind mod mig og jeg lukker mine øjne. Jeg venter i evigheder på at hans og mine læber skal mødes, men det sker ikke. Der sker ingen ting. Det eneste der sker er, at radioen går helt amok. Ikke på sådan en normal skratte måde, som en radio siger når den ikke har forbindelse, men som en irriterende bip lyd. Og den fortsætter!

Da det går op for mig, at det er mit vækkeur, slukker jeg for det og vrisser irriteret til det. Jeg havde lige verdens mest fantastiske drøm og så ringer mit vækkeur. Det er typisk.

Jeg går irriteret over til mit skab, mens jeg skælder på mit vækkeur. Han var så flot! Med et par jeans og en halvgennemsigtig hvid t-shirt på, hvor man kunne ane hans perfekte mavemuskler. Jeg prøver at holde fast i tanken om ham, men som alle drømme, begynder man lige så stille at glemme alt.

Jeg tager et par stramme sorte jeans på og en stribet sort-hvid løs siddende bluse på. Bagefter trasker jeg over til mit spejl og tjekker, at alt sidder som det skal. Jeg findet mascaraen i min skuffe og tager hurtigt et lag på vipperne og børster mit hår som går lidt længere end til hofterne.

Jeg er selv hjemme hver morgen. Min mor skal køre tidligt, fordi hun arbejder lidt over en times tid væk. Min far, han kører meget tidligt, faktisk så tidligt, at jeg ikke har set ham siden jeg var 2 år, men sådan er nogle mennesker, de kan ikke finde ud af at holde sammen på hverdagen, så de flygter. Smider alt de har, og tager benene på nakken. Det er nu 15 år siden jeg sidst så ham, så det må vel sige at jeg er sytten nu. Søskende har jeg ingen af eller jeg har en, men hun bor i den anden ende af landet, så hende ser jeg ikke noget til.

Jeg går ned i køkkenet og kigger på det lille digital ur på ovnen, 7:50! Jeg har ikke nået at få morgenmad eller noget, og det tager omkring 10 minutter at cykle i skole! Hurtigt tager jeg et æble kaster det ned i min taske, der ligger i gangen, tager mine mørkegrå convers på og min sorte vinterjakke. Jeg løber ud af hoveddøren, mens jeg famler med nøglerne og får låst den efter mig. Jeg løber ind i garagen, kigger på min telefon, 7:57! Jeg skal være der om 3 minutter. Jeg smider min taske i kurven bag på min cykel og hopper op.

- - - - - - - - - -

Jeg løber ind ad indgangen til forhallen af min skole. Jeg skal ned i lokale 12c, som er i den anden ende af skolen. Alle gangene er forlængst tomme, hvilket irriterer mig. Det fortæller mig kun at jeg er den eneste der kommer forsent.

Jeg går, næsten løber ned af gangene med min taske siddende på min ene skulder, da jeg drejer om et hjørne og bliver slået omkuld. Jeg vrisser irriteret. Min taske ligger ved siden af mig, men næsten alt i den er faldet ud. Jeg laver himmelvente øjne af den, som om det skulle hjælpe. Jeg glemmer altid at lukke den. Det kan ikke være så svært.

Det går først op for mig nu, at jeg løb direkte ind i en og at han også ligger på gulvet. "Undskyld" siger jeg irriteret og hurtigt, mens jeg pakker mine ting ned i min taske igen. "Det går nok" siger en dyb stemme. Den slags stemme som man ikke kan modstå, den slags man kan høre på i timevis, den slags man... Nej stop! Du skal pakke dine ting og komme videre, du er allerede meget sent på den! Jeg rejser mig op og ser forlegent på den mest fantastiske fyr nogensinde! Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne man sige han var flottere end ham i min drøm! Men jeg ved bedre, så jeg lunter videre ned til lokale 12c.