P. Fuglsang

Kapitel, 3

Jeg har biologi, som det første i dag. Jeg har altid interesseret mig for biologi, men lige nu, har jeg mest lyst til bare, at pakke mine ting og vandre ud af døren. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg har aldrig været meget for det koncept med at pjække. Mest fordi jeg selv aldrig har haft en fraværsdag, hvilket jeg er ret stolt over. Det burde jeg måske ikke lige være, men det er jeg.

Jeg hader skolen og synes det er sindssygt, at man skal blive her i så lang tid, hver dag, men jeg kommer alligevel.

- - - - - - - - - -

Vi er igang med at se en film om cellemutation. Jeg synes det er ret spændende, at se om hvordan vores verden fungerer i de helt små. Bare det at det hele kan hænge sammen i små celler og få det til at fungere er fantastisk. Problemet er bare, at lige idag kan jeg ikke holde min koncentration. Mine tanker flyver langt ud af vinduet og videre ud i verden. Selve min fysiske krop sidder på en stol ude ved væggen, inde i et biologilokale på et gymnasium i Danmark, men mine tanker, psykisk, er langt væk. Jeg tænker på alt mellem himmel og jord, og alligevel holder jeg mig til nogle hverdagsrelaterede ting. Det kan for eksempel være, hvordan jeg får mine ben ud af sengen hver morgen, hvorfor man siger at morgenmad er dagens vigtigste måltid, hvorfor mennesker ikke har vinger når fugle har eller hvad jeg skal stille op med Alex der dukkede op i mit køkken i morges?

Da klokken ringer, ånder jeg lettet op. Den her time har virket så langtrukken. Jeg har overhovedet ikke fulgt med i filmen, men siddet i mine egne tanker. Jeg får hurtigt pakket mine ting sammen og kommer ud på gangen proppet til randen med elever. Jeg hader at være en af de sidste der kommer ud. Normalt når jeg over til mit skab, inden der er mange ude på gangen, men ikke denne her gang. Nu skal der bare skubbes og masses igennem.

Jeg når i live hen til mit skab, får det åbnet og propper mine biologibøger der ind og finder mine matematikbøger frem istedet.

I samme øjeblik jeg lukker mit skab, kommer Katrine løbene hen til mig med et kæmpe smil på læberne. Man skulle tro hun havde vundet i lotto med de julelys i øjnene. Hendes mørke pandehår flyver op, med den fart hun har på og hendes skuldertaske hænger nede ved albuen, mens hun med den anden hånd prøver at få den hevet op på skulderen igen.

"Paulina! Paulina!" Råber Katrine med glæde i stemmen, mens hun løber hen til mig. "Har du hørt det?" Hun kigger spændt på mig og er stoppet op ved siden af mig. Tasken har hun endelig fået trukket tilbage på skulderen. "Hørt hvad?" Spørger jeg nysgerrigt. "At der snart er fest! Her!" Hun nærmest råber det af spændning og glæde. "Festudvalget har lige hængt sedler op over alt", fortæller hun med sine julelys i øjnene, de er stadig ikke gået væk. Jeg smiler over hele ansigtet. Gymnasiefester er det bedste. Der er intet der overgår det.

"Fedt!" smiler jeg spændt. Jeg glæder mig allerede som et lille barn, der glæder sig til juleaften. Katrine begynder livligt, at snakke om alt det der stod på den plakat hun havde set. Det er en temafest, hvor temaet er farver. Det vil så sige, at vi skal dukke op i et outfit der udstråler en farve. Hvilket lyder mega fedt. Jeg begynder med det samme at gennemgå en masse farver i mit hoved. Hvilken farve vil se bedst ud til mig? Er der andre der mon tager den farve?

- - - - - - - - - -

Jeg er gået i gang med, at pakke alle mine matematik ting ned i min taske. Klokken har ligge ringet og det er endelig tid til spisefrikvarter. Jeg er så sulten, at jeg vil kunne spise hvad som helst lige nu.

Da jeg kommer ud af døren og ud på gangen, bliver jeg næsten væltet om kuld, af nogle arme der er svinget rundt om mig. Jeg giver et lille støn fra mig, da alt luften i mine lunger bliver kastet ud. Den eneste der kan finde på at gøre sådan er Mathias. Jeg smiler stort og krammer igen. Jeg har ikke set ham siden vi fik juleferie. Og for at være helt ærlig har jeg savnet ham. "Længe siden Paulina!" Siger han glad. "Alt for længe siden" svarer jeg. "Men vil du eventuelt slippe mig? Jeg vil helst ikke dø på et gymnasium", spørger jeg med en latter i stemmen. "Det kan jeg ikke forstå? Jeg vil elske at dø her, med de kedelige lærer, timer, lektier og for ikke at glemme den dejlige kantine mad", siger han med ironi i stemmen, mens han slipper grebet på mig.