P. Fuglsang

Kapitel, 17

Weekenden er gået alt for hurtigt. Der er ikke sket meget i den, men alligevel er den fløjet forbi. Jeg har brugt det meste af min weekend på ikke at tænke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Der er sket meget mellem mig og Alex på de få uger jeg har kendt ham. Han har vendt op og ned på det hele. Jeg vil gerne tænke, men jeg ved ikke på hvad.

Mine tanker bliver hurtigt afbrudt af en pivende stemme. Jeg kigger op på min lærer der forkarer noget om en opgave vi skal i gang med. "Vi skal have lavet nogle tomandsgrupper" fortsætter hun. Jeg tager hurtigt mit hoved op fra min arm der hvilede på bordet. Jeg retter ryggen og kigger rundt i klassen. Jeg skal finde en, jeg vil spørge om vi skal arbejde sammen. Jeg har ikke historie med Cecilie eller Katrine, så de er ikke nogen mulighed. Jeg kender dem jeg har historie med, men det er ikke nogen jeg har knyttet bånd med. Mine øjne møder Pernilles. Hun smiler og nikker spørgende til mig. Jeg nikker bekræftende som svar og vender opmærksomheden mod min lærer.

"Jeg sætter jer hurtigt sammen, og efter det går I i gang". Der kommer flere støn og små udråb rundt om i klassen. Jeg vælger at være stille og gøre som ingen ting. "Okay-" starter Karla for at få ro i klassen "Thea og Hannah, Mads og Luna" Hun fortsætter og jeg trommer spændt i bordet med en blyant. Jeg vil gerne have en makker så jeg kan komme i gang og undgå lektier. "Paulina og Jakob". Jeg kigger rundt i klassen og finder den lyshåret dreng fordybet i sin computer et stykke fra mig. Jeg samler mine ting og går hen til ham.

"Er du klar?" smiler jeg og sætter mig på stolen ved siden af ham. Det ser ikke ud til at han har bemærket mig. Jeg kigger indtrængende på ham og ligger mærke til høretelefonerne. Jeg rækker hurtigt ud efter en og hiver den ud af hans ører. Det resulterer i at en sur Jakob kigger på mig. "Hvad skulle det til for?" spørger han surt og vender sin opmærksomhed mod hans computer. "Vi skal i gang" forklar jeg. "Hvad skal vi?" mumler han og skuler mod mig. "Lave nogle opgaver om Amerika" svarer jeg og trækker på skuldrene. "Nu er det ikke for at være ond" han ler akavet og kigger på mig "men hvad er det du hedder?" Jeg ler stille af ham. Det kom ikke som nogen overraskelse, at han ikke vidste det. Han ligner ikke en der har styr på meget. "Paulina" ler jeg. Han stopper med ét op og kigger undrende på mig. "Den Paulina?" spørger han. "Hvilken Paulina?" Jeg er ikke helt med. "Alex' Paulina?" Jakob kigger på mig med sammenknebet øjne. "Jeg vil ikke sige, at jeg er Alex' Paulina" ler jeg med en let rødmen. "Paulina fuglskov, -båd, -hus" mumler han for sig selv. "Paulina Fuglsang" hjælper jeg ham. "Ja det!" smiler han stort med løftet pegefinger. "Alex snakker hele tiden om dig" stønner han mod sin computer. Jeg kan ikke lade være med at smile af den kommentar. Alex snakker om mig med andre. Jeg kan mærke en rødme farve mine kinder. Jeg vil gerne vide mere om hvad han siger, men jeg vil heller ikke direkte spørge om det. Den her historie opgave kan vente.

"Gør han?" spørger jeg glad, men jeg prøver at holde glæden for mig selv. "Ja, du skal være ret så fantastisk" siger Jakob og kigger hurtigt på mig. "Hvor kender i hinanden fra?" spørger jeg. "Vi har matematik sammen og gået i folkeskole sammen" smiler han let. Jeg ligger to og to sammen. "Så det var ham han fulgtes med til festen" mumler jeg for mig selv, men Jakob lader til at have hørt mig, for han svarer på det. "Ja, men han forsvandt en times tid efter vi var kommet" han trækker let på skuldrene. "Det ved jeg" ler jeg. "Så det var dig der tog ham?" han kigger på mig med løftet øjenbryn og et skævt smil. "Jeg vil ikke sige jeg tog ham, jeg lånte ham" ler jeg. Jakob kigger på mig med et skævt smil, der viser at han ikke tror på det. "Jeg var sammen med ham hele aftenen" smiler jeg "og hele natten" tilføjer jeg lavt. Han bliver så overrasket over det jeg sagde, at han er lige ved at falde ned af stolen. Han kigger på mig med store øjne og prøver at finde rundt i det hele. Det kan da ikke være noget nyt, at Alex har haft en pige med hjemme. Han har sikkert haft mange piger til at overnatte hos ham. Det burde Jakob være vant til at høre.

"Hvad?" spørger jeg undrende. "Alex har bare ikke været sammen med nogen i de sidste par uger" smiler han skævt. "Okay det lød forkert" mumler han. "Han har bare ikke snakket så megt med nogle piger her på det sidste eller været sammen med nogen" forklarer han. Jeg nikker som svar. "Hvor lang tid har i kendt hinanden?" spørger Jakob og kigger på mig. "Siden hans første dag, hvor vi gik ind i hinanden" griner jeg. "Det passer meget godt med det andet" sammenligner han.

Jeg kan ikke lade hver med at smile. Alex har ikke været sammen med nogen siden vi mødtes. Han har ikke skænket andre en tanke, hvilket jeg troede. Min dag er lige blevet meget bedre. Jeg kan ikke fjerne mit smil fra mine læber. Det er som limet fast, med en lim der ikke kan opløses.

"Skal vi komme i gang?" spørger Jakob og kigger på mig. Jeg nikker og tænder min computer.

() () () () () () () () () ()

Hejj

Jeg undskylder mange gange for ikke at have opdateret. Jeg har haft opdateret det her en gang, men der har været en tekniskfejl så det blev slettet. Jeg har fået skrevet det igen og håber du kan lide.

Jeg har meget at tænke på her for tiden, jeg har mine eksamener som jeg skal forberede mig til og nogle problemer med en veninde.

Jeg lover at blive bedre til det! Hvis der er noget du vil spørge om eller noget du bare gerne vil fortælle, så skriv endelig en kommentar! Du må selvfølgelig også stemme på mit kapitel.

Sess