P. Fuglsang

Kapitel, 4

Min mor kom hjem for nogle timer siden, hun sidder nede i stuen og ser en serie i fjernsynet. Til aftensmad havde vi fået en kedelig suppe. "Det er godt at få, når vejret er så koldt", havde hun sagt til mig, men jeg ved godt det er, fordi hun ikke magtede at lave noget ordentligt mad. Jeg bebrejder hende ikke, hvis det var mig der skulle lave mad hver dag, var jeg også gået død i det ind i mellem.

Jeg ligger på ryggen på min dobbelt seng, som står midt i mit værelse med hovedgavlen op af en væg. Musikken fra mine højtalere spiller min yndlings playliste. Mine ben ligger ned på den ene sidde af sengen, mens mit hoved hænger ud over på den anden sidde. Mit værelse ser ikke meget anderledes ud på hovedet, mit skrivebord står stadig ovre ved døren med min kontorstol, ved væggen ved siden af, står mit skab med skuffer og en knagerække inde bag den store skabsdør, ved siden af mit skab hænger der et kæmpe spejl fra gulv til loft. Ved muren overfor skabet og spejlet, står min seng som jeg ligger på. Lige ved siden af min seng er der et kæmp vindue, hvor jeg kan se ned på vejen. På den sidste mur er der en masse tilfældige billeder i sort/hvid. Nogle af billederne har jeg selv taget, mens andre har jeg fundet på internettet. Alle tingene står med jævne mellemrum, da mit værelse er stort.

Jeg overvejer om jeg skal gå hen og tage nattøj på. Jeg kigger på mit vækkeur, der står på det lille hvide bord ved siden af min seng, det siger 22:04. Jeg burde få taget nattøj på. Med et hurtigt ryk, får jeg løftet min røv over hovedet og laver en baglæns koldbøtte ned på gulvet. Jeg lander med et bump på mine knæ. Godt jeg har et kæmpe fluffy gulvtæppe under min seng. Det har lige reddet mine knæ fra røde mærker. Jeg kan hurtigt mærke, at jeg har fået alt for meget blod til hovedet, end hvad det er vant til. Jeg får en kraftig hovedpine, som får alt til at svimle rundt for mine øjne. Jeg tumler hen til mit skab, mens hovedpinen aftager, hvor jeg finder min mørkelilla over-size t-shirt frem, mens jeg nynner med på sangen.

Jeg går hen til mit spejl og blinker med det ene øje til mig selv. Jeg får hevet min trøje over hovedet, så jeg kun står i min bh. Jeg ligger hurtigt mærke til noget i mit spejl der bevæger sig. Rettere sagt, noget bagved mig bevæger sig. Jeg kigger forskrækket på mit vindue der spejles i mit spejl. Igennem mit eget vindue kan jeg se naboens vindue, hvor Alex står med det der ligner et kækt smil fra den her afstand og kigger på mig. Jeg får hurtigt taget min lilla t-shirt på og stormer hen til mit vindue, hvor jeg vredt hiver fat i mine gardiner og ruller dem for. Lige inden de er helt rullet for, kan jeg se Alex stå med et perfekt tandpasta smil.

Jeg sætter mig irriteret ned på min seng og får tændt for min computer, der ligger ved siden af min hovedpude. Jeg går ind på skolens hjemmeside, for at tjekke hvilke fag jeg skal have i morgen og om nogle af dem skulle være aflyst. Desværre til mit uheld er der ingen aflyste timer. Det er sjældent, at der er timer der er aflyst, det sker kun hvis en af mine lærer er syge, hvilket de aldrig er. Så må man vel bare håbe på, at en af deres børn bliver syge, så de bliver nød til at blive hjemme.

- - - - - - - - - -

Mit vækkeur er det første jeg hører, da jeg vågner. Det bliver bare ved, med den irriterende bip lyd. Jeg masser mit ansigt ned i min pude, og laver nogle irriteret morgenlyde. Jeg får taget mig sammen til, at strække armen og slukke for den irriterende bip lyd. Jeg tager træt fat i dynen og kaster den af mig. Det kan godt være det er hårdt at komme ud af sengen, men jeg føler mig sygt glad, efter jeg har fået rejst mig op. Nogle dage er bare gode, uden man kan sætte en finger på hvorfor.

Jeg finder et par sorte stramme jeans og en kongeblå sweatshirt frem og får det taget på. Derefter finder jeg min sorte beanie hat frem fra skabet og sætter den så man stadig kan se det forreste af min hår skilning ellers bliver den trækket godt ned om ørene. Det ser ikke ud som om, det bliver varmere i dag end i går. Jeg får gjort mig færdig og tænder efter min computer der står på mit skrivebord. Den åbner skolens hjemmeside som det første, jeg fik aldrig lukket den ned igår aftes. Godt jeg ikke gjorde det. Ellers havde jeg aldrig set, at der står vi har en aflyst time. Endelig har jeg bare lidt held med mig. Bortset fra at det er den første time og jeg er klar til at tage afsted.

Jeg går ned af trappen og ud i køkkenet. Min mor købte frugt igår, så jeg tager en af de flotte grønne æbler. De grønne er meget bedre end de røde. Røde æbler er alt for søde i forhold til de grønne. Jeg skyller det en enkelt gang og løber så op af trappen, to trin ad gangen. Med godt humør sætter jeg min telefon til mine højtalere og skruer op for musikken. Mit æble bliver spist ind imellem mine dansetrin. Det kan godt være jeg har noget imod folk der snakker med mad i munden, men det stopper mig ikke fra selv at gøre det. Jeg skråler med på sangene med æble i munden og kroppen i fuld bevægelse.

Der sker så det, jeg ikke havde forventet ville ske, min musik stopper. Midt i en sang. Den stopper bare, mens jeg står og synger med som en eller anden gal. Jeg stopper brat op, og vender mig hen mod mit skrivebord henne ved døren. Til min overraskelse står Alex og ser ud som en der snart flækker af grin. Jeg skal have lært min mor, at låse hoveddøren efter sig. Han bryder ud i en kæmpe latter, hans latter er fantastisk, det er som musik i mine ører. Nej, det er ikke som musik i mine ører, det er en hel normal latter.

Han ser perfekt ud med hans sorte jeans, hvide t-shirt, hans perfekte stylet mørkebrune hår, de flotteste brune øjne, der lige nu er næsten helt lukket i en latter, det flotte tandpastasmil, hans perfekte kæbe, hans solbrune... Ja, han ser godt ud, men du kan ikke lide ham, han står lige nu og griner af dig.

"Hvad laver du her?" Vrisser jeg irriteret. "Hvad tror du?Jeg kom for at høre om du ikke ville synge til min begravelse, for jeg tror jeg dør af grin lige om lidt", får han endelig sagt ud af sin latter. "Meget morsomt", siger jeg med ironi i stemmen og et dræberblik i øjnene, mens jeg går hen imod ham. "Nej, helt seriøst, så kom jeg for at hente dig, så vi kan følges i skole" siger han med et venligt smil, efter at hans latter er begyndt at aftage. "Du kan desværre ikke få dette gode selskab idag", siger jeg så, "min første time er aflyst". Han kigger på mig med store øjne og et overrasket ansigtsudtryk. Det bliver hurtigt skiftet ud med et eftertænksomt udtryk. "Har du ikke normalt dansk nu?" Spørger han så. "Jo, hvorfor?" spørger jeg mistroisk, mens jeg starter musikken igen, bare ikke lige så højt som før. "Fordi jeg er ret sikker på, at den seddel jeg har set med mit danskhold, der står du på den." Forklarer han, mens et smil bredder sig på hans ansigt. "Jeg skal have dansk i første time, så det må vel sige, at jeg også har fri!" smiler han stort. "Hvorfor har du så ikke været der de sidste to gange?" Spørger jeg undrende. "Fordi jeg startede på et andet danskhold, men de har så valgt at flytte mig", svarer han ligegyldigt, mens han begynder at gå rundt i mit værelse.

Han står henne ved min væg, fyldt med billeder fra hele mit liv. Jeg har lagt mig på min seng og opgivet at få ham ud. Jeg ved godt jeg ikke har prøvet, men hvad nytter det?

"Du ser glad ud", siger han så, uden at kigge på mig. Han ser ud som om, han virkelig nærstuderer billederne til punkt og prikke. "Hvorfor skulle jeg ikke det?" Spørger jeg lidt efter, mens jeg kigger på hans ryg. "Det ved jeg ikke, men det klær dig," siger han og jeg kan mærke et lille smil bredde sig på mine læber, "det gør ihvertfald at du ikke ser lige så irriterende ud som lige nu", fortsætter han så og vender sig rundt med et drilsk smil. Det burde jeg vidst have regnet ud. Vi er ikke venlige mod hinanden.

Han begynder langsomt at gå hen imod mig, mens han holder mit blik fast med sine øjne. Jeg kan ikke kigge væk, jeg er fanget i øjeblikket og stirrer bare på ham. Da han er helt henne ved mig, læner han sig ned mod mig, og sætter sine hænder ned på sengen, på begge sidder af mit hoved. Jeg kan mærke at mit hjerte springer et slag over. Hans ansigt er lige ud for mit og jeg stirre bare spændt i hans øjne. "Rykker du dig lidt, så der er plads?" spørger han med et kækt smil "eller vil du hellere have, at jeg smider tøjet?"

"Det må du da gerne, jeg er ikke en af dem der kigger ind af andre menneskers vindue" siger jeg med ironi og alvor i stemmen. Det kække smil, der var lige før, bliver meget større. Jeg prøver irriteret at skubbe hans ene arm væk, så jeg kan komme væk fra ham. Det går bare ikke lige helt, som jeg havde forventet det ville. Jeg får skubbet hårdt nok til hans arm, problemet er bare at det var begge arme der holdt ham oppe. I det den ene arm forsvinder under ham, lander han oven på mig. Hans ansigt der i forvejen var alt for tæt på, ligger nu mast mod mit. Vores pander støder sammen og hans brystkasse lander oven på min. Han står stadig på gulvet, men han havde stillet sig meget inde over mig. Han dufter godt, er min første tanke.

Jeg kigger forskrækket op i nogle brune øjne, der bare stirrer på mig. Jeg kan ikke sætte mig op, for hvis jeg prøver på det, vil vores læber måske ende med at røre hinanden og den chance, vil jeg ikke tage. Jeg ligger bare og kigger ind i hans mørke øjne og ved ikke, hvad jeg skal stille op.