P. Fuglsang

Kapitel 15

Det er en god aften, som jeg havde forudsagt.

Mit hoved hviler stadig på Alex' skulder. Det svimler mere i mit hoved, end det gjorde tidligere. Jeg ved ikke hvor lang tid, vi har siddet på den her bænk. Jeg har mistet tidsfornemmelsen. Jeg tænker ikke på, hvor lang tid jeg er sammen med Alex, men at jeg har tid sammen med ham.

"Hvem fulgtes du egentlig med her til aften?" spørger jeg mod hans skulder. "Nogle af drengene fra mit matematikhold" svarer han. Jeg nikker som svar. "Jeg burde finde de andre, de undrer sig sikkert over, hvor jeg er" mumler jeg og rejser mig op. Mathias plejer at være syg af bekymring, hvis jeg er væk i for langt tid til fester. Det kunne ske, at jeg bliver kidnappet eller voldtaget, til en gymnasiefest.

Alex nikker som svar og kigger op på mig. "Er der noget glat?" spørger jeg smilende. "Ikke det mindste" griner han og ryster på hovedet, "jeg er bare taknemmelig". Mine kinder bluser af varme og mit smil bliver større. Jeg rækker ud efter hans hånd og hiver ham op. "Kom" griner jeg og hiver ham med.

Jeg løber rundt om ham, med hans ene hånd i min. Jeg er lykkelig. Han griner af mig og jeg nyder det. Jeg løber om bag ham og hopper op på hans ryg. Han tager hurtigt fat under mine knæ og holder mig oppe. Grinende løber vi mod døren, eller Alex løber med mig. Han drejer en omgang og løber videre. Jeg hviner af suset i min mave og holder ham tættere end mod mig, så jeg ikke falder ned.

"Hvor har i været?" Mathias prøver at lyde alvorlig, men det går ikke særlig godt. Vi er kommet op til indgangen, hvor Mathias står sammen med nogen jeg ikke kender. Jeg kan ikke få fremstammet et svar, jeg griner for meget og er alt for forpustet af at hvine hele vejen. Han kigger på mig med løftet øjenbryn og venter på jeg svarer.

"Okay-" griner jeg "vi var-" jeg peger grinende mod mørket "der ude". Jeg hopper ned fra Alex' ryg og går hen til Mathias. "Er du sur?" spørger jeg med den sødeste stemme og hænderne på hans kinder, så hans ansigt bliver mast sammen. Det ser sjovt ud. "Nej" mumler han ud af hans maste mund. "Godt" fniser jeg af ham. "Hvor har du gjort af de andre?" spørger jeg og kigger rundt. "De er der inde, men det er nærmest varmere end før" smiler han og vifter med en hånd for sit hoved.

Der er varmt der inde og koldt her ude. Når jeg ånder ud, kommer der en lille røgsky frem foran min mund. Det er lidt fascinerende. Jeg ånder ud og bukker mig under den. Jeg fniser for mig selv. Jeg ånder ud igen og prøver at indånde den lille røgsky, men det er svært. Jeg prøver igen. Den når at forsvinde inden jeg indånder den. Mærkeligt. Jeg har altid drømt om at lave ringe med røg, bare uden at skulle ryge. Jeg har aldrig forstået hvordan de gør, så jeg prøver mig frem. Jeg ligger min tunge mit i min mund og ånder ud. Det eneste der kommer, er en helt normal røgsky.

"hygger du dig, Fuglsang?" griner Mathias. "Ja!" smiler jeg stort. "Ved i hvordan man laver ringe i luften?" spørger jeg ivrigt og laver små cirkler i luften. "Det skal du bruge rigtig røg til, ikke bare normal ilt" griner Alex. "Hvorfor?" spørger jeg undrende. Der er ikke meget forskel. Begge ting kommer ud som røg af min mund. "Fordi rigtig røg, kommer nede fra dine lunger og op, på samme tid. Dit røg" han peger på min mund "er hele tiden i din mund". Jeg nikker undrende. "Så jeg kan altså ikke lave ringe i luften?" spørger jeg skuffet. "Nej" smiler Alex.

"Jeg smutter ind til drengene igen" siger Mathias og peger sig over skulderen, "skal i med?" Jeg vil hellere være her ude end der inde. "Nej" svarer jeg rystende på hovedet. Mathias går ind, men Alex bliver her. "Skal du ikke med ham?" spørger jeg Alex. "Og lade dig være selv i den tilstand?" griner han. "Jeg er i god tilstand" svarer jeg overbevisende, selvom mit hoved svimler mere og mere.

Der kommer et vindpust på os og jeg ryster stille af kulde. Det er koldt, men jeg vil ikke ind i den varme. "Fryser du?" spørger Alex og kigger mig i øjnene. Jeg nikker som svar. "Vent her" siger han og går ind ad døren. Jeg når ikke at svarer før han er væk. Jeg kigger rundt for at se om der er et sted at sidde. Der står et par mennesker og snakker sammen rundt omkring døren, men ingen bænk. Bænken vi sad ved før, er ude i mørket, hvor Alex ikke vil kunne finde mig.

Jeg går hen mod hallens væg og sætter mig op ad den. Den er kold, men jeg sidder godt. Jeg sidder ikke langt fra døren, Alex vil nemt kunne se mig her. Jeg trækker mine ben op til mig, for at holde på varmen. Jeg synes ikke det var så koldt før. Jeg hviler mit hoved på mine knæ og lukker øjnene for at opfange hver eneste lille lyd. Der er mange lyde på sådan en aften. Jeg kan hører træernes blade ruske i vinden, mennesker der griner og snakker, en flaske der bliver tabt og går i tusind stykker, fodtrin forbi mig flere gange og nogen der siger mit navn, men jeg er for træt til at svare.

Mine øjne vil ikke åbne og min mund vil ikke svarer. Den svimlende fornemmelse kører rundt i mit hoved. Jeg mister mig selv, hvis man kan sige det. Jeg har ikke bevidstheden mere, min krop og stemme gør som den passer sig, jeg bestemmer ikke. Fra nu af og frem til i morgen tidlig, kan jeg ikke huske mere. Det vil være sort snak for mig.