P. Fuglsang

Kapitel 23

Musikken bliver brat stoppet og det samme gør jeg - bare ikke af musikken, men af stemmen.

"Paulina."

Jeg står som forstenet ved håndvasken, med kluden jeg brugte til at tørre bordet af med, i hånden. Stemmen giver ekko i mine ører og bliver kun forstyrret af kluden der drypper med vand ned i håndvasken.

Mit hjerte sidder længere oppe i halsen, end hvad det normalt vil gøre. Selv dets banken er steget drastisk i løbet af de få sekunder der er gået. Selvom der kun er gået sekunder, fra mit navn blev sagt til nu, føler jeg, at jeg har stået her i meget længere tid. Mit hovede arbejder på højtryk, på at finde en måde, at få ham ud på - eller mig selv. Desværre arbejder mit hovede ikke lige så godt som normalt, når han er i nærheden.

Jeg synker panisk, i håb om at fjerne den klump der har sat sig i halsen på mig - dog uden det store held. Jeg lader langsomt kluden glide fra mine hænder og ned i vasken, med et svagt bump.

Han ved, af en eller anden mærkelig grund, altid hvornår han skal komme. Han går aldrig ind selv, når min mor er her. Det er kun når jeg er selv, han kommer som han vil. Mit hovede finder uden problemer alle de tidspunkter, hvor han er gået ind selv. Den første gang, hvor jeg dansede rundt i køkkenet og han afslørede sig selv, ved at bryde ud i latter; Den morgen, hvor vi endte med at kører ud af byen og hen til radioen; Den gang jeg ville male og havde lavet en skål med slik, men han tog den; Og den gang jeg dansede på min seng, men mistede balancen og faldt mod gulvet, hvor Alex - til mit held - var gået ind selv og greb mig.

Jeg ryster irriteret på hovedet, for at få minderne ud. De gør det kun være, at se på ham.

Jeg drejer langsomt min krop mod ham, så jeg ikke viser, at jeg er bange for ham. Jeg er ikke som sådan bange for ham, men jeg er bange for, at skulle stå ansigt til ansigt med mit ene problem. Jeg ligger mine arme over kors, på mit bryst, i håb om at det skjuler mine rystende hænder mod ham.

Hans blik kører hurtigt over mit ansigt og min krop - scanner hver eneste millimeter af mit legeme. Selvom situationen gør mig en smule utilpas, viser jeg det ikke. Mit ansigt fortrækker ikke en mine, i forhold til hans. Hans ansigt viser alle de mest sårede træk der findes, men det der skinner mest igennem er udmattelse. Han ser helt igennem udmattet ud, selv hans tøj viser ingen form for andet - en mørk hættetrøje, med et par løse sorte jeans.

Hans øjne har ikke den samme glans som de plejer, de glimter ikke det mindste, men ser tomme ud. Poserne under dem, hjælper ikke mod det udmattet udtryk. Hans bryn er fortrukket i forvirring, mens hans læber næsten er en tynd streg.

"Alex."

Min stemme knækker over og mit blik søger hurtigt mod gulvet. Jeg er ikke så stærk, som jeg ind imellem tror, jeg er indvendigt. Mit hjerte banker hurtigere, og jeg håber inderligt at det ikke kan høres.

"Vi bliver nød til at snakke" siger han bestemt, men svagt. "Eller du bliver nød til at lytte." Jeg skuler kort til ham og nikker mod min vilje på hovedet.

Alex går langsomt hen imod mig, men jeg tager hurtigt et skridt bagud, så min ryg er mast op af køkkenbordet ved vasken. Mit hovede fungerer i forvejen ikke optimalt, når han er her, hvis han så også kommer tættere på, vil jeg ikke kunne lytte eller tænke bare lidt. Han stopper op og ser såret på mig.

"J-jeg har ikke gjort det du tror." Han ser indtrængende på mig, men jeg siger ikke noget - venter på at han vil fortsætte. Det her minder mig om da Jakob ville snakke med mig. Vi er ikke i noget forhold, det har vi aldrig været. Alligevel gør det lige så ondt, som hvis vi var, men giver det mig retten til at opføre mig sådan her? Han kan kysse på hvem han vil, det er ikke mig der bestemmer det. Han bestemmer selv, hvordan han vil behandle andre mennesker. Måske var det kun mig der mente, at vi var langt mere end venner. Han troede måske noget andet, og gjorde som om vi intet var - vi var intet. Vi var bare to levende væsener, der havde det sjovt sammen, intet andet. Han havde det lige så sjovt med en anden, for vi havde ikke noget.