P. Fuglsang

Kapitel, 12

"Så må vi håbe de er blevet testet for det" griner Alex nikkende mod madrasserne og prøver at lyde overbevisende. Mathias står bare med et surt ansigtsudtryk.

Vi får løftet madrasserne ind på mit værelse med hjælp fra hinanden. Mens Alex og Mathias diskuterer hvordan madrasserne skal ligge, går jeg nedenunder for at hente dyner og puder til dem. Jeg ligger mærke til min mobil, som ligger på spisebordet. Der står 'et ubesvaret opkald'. Det er fra min mor. Jeg hader, når jeg ikke når at tage den. Min mor kan nogle gange blive lidt sur over, at jeg ikke tager den. Det er derfor jeg har den, så hun kan få fat på mig.

Jeg ringer hende op igen. "Hej det er Anette" lyder det fra den anden ende af røret. "Hej mor, du har ringet?" spørger jeg undrende. "Ja, jeg vil bare lige høre, hvordan det går?" hun lyder glad. "Det går helt fint! Mathias og en anden er her" jeg holder en lille pause, "de bliver og sover". Der går ikke lang tid før hun svarer mig, "det er da dejligt. Vil det være okay, hvis jeg først kommer hjem i morgen?" spørger hun, "Helle har lidt problemer med strømmen, den kommer og går". Jeg smiler. "Det er helt fint!" svarer jeg glad, "men jeg smutter nu". "Så må du sove godt skat" siger hun, "det må du også" svarer jeg og ligger på.

"Det tog du godt nok lang tid om!" sukker Mathias. "Du skal vidst ikke sige noget, efter dit lille stunt med madrasserne" påminder jeg ham. Han svarer mig med et irriteret fnys, som jeg griner lidt af.

"Min mor kommer ikke hjem før i morgen" informerer jeg dem om og smider dynerne og puderne på gulvet. "Så vi har hele huset for os selv?" spørger Alex med store øjne. "Jep" smiler jeg. "Så skal vi se film!" fastslår Mathias og løber ud af mit værelse. "Hele for at vælge film!" råber Alex og løber efter ham. Jeg står selv tilbage på mit værelse og smiler. Jeg er heldig. Det virker måske ikke som om jeg har det perfekte liv, men for mig er det perfekt. Jeg har venner og familie der er lige fantastiske alle sammen.

"Den der kommer først vælger!" råber Mathias fra køkkenet. "Det er ikke fair! Du fik et forspring!" råber Alex som svar, mens jeg lunter ned af trappen. "Nogle er bare hurtigere end andre" ler Mathias inde fra stuen, "ja, bare ikke dig" svarer Alex igen.

"Jeg har en ide!" råber jeg fra køkkenet til dem, "damerne først". I det samme jeg har sagt det, kommer der to dybe grin fra stuen. "Glem det Fuglsang" griner Mathias, mens jeg går ind til dem. "Og jeg som troede du var en gentleman" sukker jeg skuffet, rystende på hovedet. "Ja for piger jeg kan lide, ikke en som næsten er min søster" griner han og giver mig et puf på skulderen.

- - - - - - - - - -

Vi sidder i sofaen pakket ind i puder og tæpper. Jeg sidder i midten af Alex og Mathias. Mathias kan næsten ikke få vejret af at grine. Hans dybe hæse grin fylder stuen. Jeg sidder også og griner, ikke af filmen, men af ham. Det smitter altid når andre griner, så får man selv en trang til at grine.

Det blev til, at Mathias og Alex blev enige om en film. En film som jeg ikke havde regnet med de ville se, men den er god! Vi ser Big Hero 6. Den er virkelig sjov. Jeg tror ikke man kan se den uden at flække af grin på et tidspunkt. Baymax som er hovedpersonens hvide-store-plast-robot, er så sjov med den lille søde stemme og de kommentarer den kommer med! Det er så genialt!

Mathias sidder og hiver efter vejret. Han mener, at filmens humor ikke vil kunne blive slået af nogen anden film. Jeg giver ham ret. Det er den bedste film jeg længe har set!

"Det her!-" stammer Mathias ud af sit grin, "er det sjoveste-" han hiver efter vejret "jeg nogensinde har set!" Både Alex og jeg giver ham ret. "Det er jo genialt!" roser Alex filmen med henkastet arme.

Vi er noget dertil, hvor baymax mangler luft og skal op af trappen, midt om natten. Mathias griner igen. Jeg sidder og fniser af ham og skuler over til ham. Han griner så meget, at han ind imellem grynter! Han er næsten lige så underholdende som filmen.