P. Fuglsang

Kapitel 21

Solen står op, solen går ned. Hver eneste dag, time, minut og ned til mindste sekund tænker jeg på ham. Er det hele min skyld? Skulle jeg have fortalt ham, hvordan jeg følte? Jeg vil gerne have svar på mine spørgsmål, men jeg vil ikke spørge den ene person der har mine svar.

Jeg sidder hjemme i min seng efter at være kommet hjem fra Mathias. Alex har skrevet flere gange. Jeg har ikke læst en eneste af hans beskeder. Jeg har heller ikke svaret ham, når han har ringet til mig. Jeg har bogstaveligttalt slukket min telefon. Min mor har flere gange spurgt hvad der er sket, eftersom naboen bliver ved med at ringe på døren, men jeg har bare snakket uden om.

Klokken er mange, men mine tanker holder mig vågen. De flyver rundt - jeg kan ikke finde hoved og hale i dem. Det ene spørgsmål bliver spurgt, mens en anden konklusion kommer frem. Det hænger ikke sammen. Intet hænger sammen. Jeg hænger ikke sammen.

Min mor gik i seng for lang tid siden. Hun regner med, at jeg sover trygt i min seng - jeg sover ikke, jeg er ikke tryg. Jeg føler mig som et let offer for mørket, som har omringet mig. Der er intet lys at hente nogle steder. Mørket har overtaget det. Hjælpen er væk. Jeg vil gerne overtages af mørket. Forsvinde ned i dybet og aldrig komme op igen. Mørket virker både skræmmende og trist, men alligevel vil det være bedre end her i lyset. Lyset som man siger er positivt og rummer alt godt. Jeg har det ikke godt. Jeg har det elendigt. Alligevel kæmper jeg imod mørket og bliver i lyset.

Når solen viser sig om nogle timer i horisonten vil en ny dag begynde. For mange mennesker vil den være normal, hvis ikke fantastisk. Min vil være det rene helvede. Helvede kan også være på en højlys dag, ikke om natten i det skumle mørke. Min plan er at ignorere Alex så længe som muligt. Han har ikke fortjent min opmærksomhed - min kærlighed. Jeg vil være stærk og vise ham, at jeg ikke har brug for ham, selvom det jeg mest har brug for lige nu er ham. Jeg har brug for ham til at beskytte mig fra mørket og dens fangende fornemmelse. Mit ydre skal være stærkere end nogensinde før. Jeg vil smile og grine som om intet er sket. Jeg vil ikke lukke mig inde og smide verden ude. Jeg skal vise ham, jeg skal. Jeg skal vise ham at han ikke betyder det mindste for mig. Jeg er stærkere uden ham. Jeg er lige så glad med ham, som uden ham.

Mine kinder er stille begyndt at blive fugtige. En tårer triller ned efterfulgt af en anden. Det her er sidste gang, jeg fælder en tårer over ham. Det er slut. Jeg vil ikke græde over en, der er ligeglad med mig.

Jeg lader mig glide ned af sengen, selvom mørket holder til under den. Det er der, der er mørkest. Jeg går stille hen til mit vindue og læner mig op af karmen på det. Jeg fjerner det ene gardin. Himlen er skyfri og lader stjernerne glimte på den ellers mørke nat. Det eneste stjernebillede jeg kan er Karlsvognen. Den er nem at finde. Fire stjerner der former en speciel firkant. Ud fra den ene stjerne er der to andre, som skal forstille håndtaget af vognen. Jeg har altid gerne vil kunne finde mit stjernetegn, men stjernetegn er meget mere indviklede end en firkant på himlen.

Mine øjne bliver forstyret af et lys i udkanten af mit synsfelt. Jeg følger lyset til dets ende, som tilhører naboen på den anden side af vejen. Det er det eneste sted der er lys i deres hus - vinduet hvor Alex har værelse. Jeg kan ikke se om det er ham. Jeg kan kun se en skygge bag et gardin. Skyggen trasker rundt inde på værelset, fra den ene ende til den anden.

Jeg ser undersøgende på den, da skyggen nærmer sig vinduet. Uden jeg når at tænke over det, er gardinet blevet trukket fra og personen har frit udsyn til mig. Jeg trækker mig hurtigt væk. Mit hjerte sidder i halsen og jeg holder vejret - hvis jeg ikke trækker vejret kan personen ikke se mig. Mine øjne skanner mørket fra mit værelse, som om der venter mig noget. Men mørket er stille som altid.

Jeg tager en dyb indånding og skælder på mig selv. Jeg har ikke lys tændt, så Alex vil ikke kunne se mig. Jeg stiller mig i vinduet med frit udsyn til verden. Han står med hovedet lænet op af vinduet og lukkede øjne. Han ser udmattet ud - smadret.