P. Fuglsang

Kapitel, 9

Jeg står foran mit klædeskab. Det har jeg gjort de sidste 10 minutter. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tage på. Selvom det er fredagmorgen og weekenden venter lige om hjørnet, vil jeg gerne gøre lidt ud af mig selv. Det gør jeg altid. Jeg kan godt lide, at få mig selv til, at føle mig flot. Det giver lidt mere selvtillid.

Jeg finder en sort, lidt skater agtig, kjole frem. Den er løst siddende fra hoften og ned, og går til omkring knæerne. Det bedste ved den er, at den er langærmet og har lommer. Jeg elsker lommer. Hvis jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af mine hænder, ender de altid i mine lommer.

Jeg får hivet den over hovedet og lader mine ben glide ned i et par sorte tykke naillan strømpebukser. Så er det outfit klaret.

For lige at sætte prikken over i'et, finder jeg min tattoo halskæde frem og tager den på. Den giver mit look et lidt mere råt og smart udtryk, end det lille feminine udtryk.

Min make-up har jeg forlængst lagt. Lidt mascara og foundation. Det gjorde jeg som det første, da jeg stod ud af min seng. Egentlig stod jeg ikke ligefrem ud af den, jeg væltede ud af den.

Jeg løber ned af trappen, mens jeg nynner. Jeg tror det er blevet en vane det at nynne. Jeg gør det hele tiden. I starten var det bare, fordi jeg synes der var for stille, men nu gør jeg det ligemeget om der er stille eller en masse larm.

Jeg har god tid her til morgen. Så jeg vælger, at lave noget rigtig morgenmad i forhold til mine grønneæbler. Selvom de smager fantastisk. Jeg finder rugbrød, tomat og en krydderi ting frem der hedder aromat. Jeg fisker en skive rugbrød ud af posen og ligger det på min tallerken. Tomaten skærer jeg i skiver, så den kan ligges på mit rugbrød. Når det er klaret, hælder jeg noget aromat oven på det hele.

Det lyder måske ikke så lækkert med rugbrød til morgenmad, men det her, det smager meget bedre end grønneæbler!

Jeg føler mig sund ved tanken om, at min morgenmad består af tomat og rugbrød. Ikke nok med det smager godt, så mætter det også meget mere. Normalt ender jeg med at være sulten efter første time er slut, men ikke idag.

- - - - - - - - - -

Andengradsligninger er en af de ting, jeg ikke forstår, hvad jeg skal bruge til. Hvornår får jeg nogensinde brug for det i min daglig dag? Jeg kan sagtens finde ud af det, men hvad jeg skal bruge det til, er mig stadig et spørgsmål.

"Hey Paulina" bliver der hvisket bag mig. Jeg kigger hurtigt op på min lærer, som burde være gået på pension for længst, han er igang med at forklar begrebet andengradsligninger for nogle oppe foran. Jeg sidder på anden bagerste række.

"Hvad er der?" hvisker jeg og kigger om bagved, hvor Frederik sidder. "Skal du med til festen i næste uge?" spørger han med et kækt smil, stadig hviskende. Jeg nikker, for ikke at snakke alt for meget, så min lærer hører det. Selvom det nok ikke bliver noget problem, han er halv døv.

"Farve?" spørger han og gør som om han følger med på tavlen. Jeg har vendt mig mod tavlen igen, så det ligner jeg følger med. "Rød" hvisker jeg uden at vende mig om mod ham. Jeg kigger hurtigt på ham og spørger "dig?" han smiler selvfedt og svarer så "grøn".

Lige da han svarer ringer klokken og alle begynder at snakke højlydt og pakke sammen.

"Hvis i ikke blev færdige med opgaverne, er de lektier til efter weekenden" råber min lærer ud over klasse. Jeg tror kun cirka halvdelen fik det med.

"Vi ses" smiler jeg til Frederik og går med raske skridt ud på gangen, inden der kommer alt for mange mennesker der ud. Jeg kan høre et svagt "ses" fra Frederik i baggrunden, som svar på det jeg sagde.